’News’ er genforenet efter 30 år: ”Vi har stadigvæk vores sprødhed sammen”
Det er over 30 år siden, de sidst var på scenen sammen, nu tager Søs Fenger og Jette Schandorf på turné igen med 80’er-bandet News. Siden dengang har de lært sig selv at kende, fået børnebørn og er blevet klar til at inspirere de unge kvindelige musikere til at finde deres indre power.
Da sanger Søs Fenger, bassist Jette
Schandorf og trommeslager og
producer Peter Biker sidste år mødte
op hos bookingbureauet United Stage,
havde de ikke været samlet, siden Søs
i 1989 forlod deres fælles platform, popbandet News, for at gå
solo. Men nu var der noget i gære.
Søs: "I de 35 år, der var gået, var jeg stødt tilfældigt på Jette
et par gange på festivaler, og Peter og jeg havde lavet et album
sammen for mange år siden.
Ellers havde vi overhovedet ikke
været i kontakt, så det var så vildt at møde hinanden på det
kontor den dag for at prøve at finde ud af, om det kunne være
en idé at gendanne News. Der blev sgu fældet nogle tårer, og
det kom helt bag på mig."
Jette: "Ja, det var meget rørende. Jeg var med hele vejen
med News, og vi havde flere forskellige sangerinder igennem
årene, men for mig var det fedeste, sjoveste og bedste med
News de år, hvor Søs var med. Det havde jeg bare ikke gjort
mig klart, før jeg stod på det kontor og kiggede på fruen der.
Hun peger og ser over på Søs med et stort smil."
"Jeg kiggede ind i Søs’ søde øjne den dag, så kiggede jeg
lidt mere, og så sagde jeg: ”Hør her Søs, essensen af News for
mig, det er fandeme dig”."
"Aj, jeg bliver helt rørt igen, nu hvor
vi taler om det. Men det er simpelthen sandheden for mig,
og det kunne jeg mærke lige der. Så krammede vi og tudede
lidt, og det sjove er, at Peter også lige
måtte skubbe brillen op og tørre øjnene
samtidig med, at Rasmus – Søs’ booker,
der var med til mødet, og som ikke
kendte Peter og mig – sagde: ”Har jeg
lige været vidne til noget ret vildt?”.
Og så fik han også tårer i øjnene, haha."
"Derfra var det let for os alle at sige:
”Jamen okay, er det så ikke bare det
her, vi skal?”"
Og jo, det var det. I november sidste
år blev det offentliggjort, at News var
blevet gendannet efter tre årtier, og
at der er planlagt en tour rundt i hele
landet i 2025.
For en journalist, der var ung i 80’erne, er det
ret stort at sidde med et par musikalske ikoner som Søs og
Jette denne eftermiddag i Jettes stue, for sange som ”Du Er”
og ”Jeg Elsker Dig” er en markant del af lydsporet til min ungdom.
News var nemlig bl.a. rundt og spille på
mange nordsjællandske gymnasier dengang – også
mit – og forventningen til den kommende tour
er, at netop mange af de gamle fans vil møde op
til koncerterne med halvgråt hår, en gammel ven
under armen, og nostalgien udenpå tøjet.
Annonse
Hvem var I, og hvordan var jeres forhold dengang for
mere end 30 år siden?
Søs: "Jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort,
hvis Jette ikke havde været med i News. Det er så
værdifuldt at være mere end én kvinde i et band,
for man kan bakke hinanden op og være sådan lidt,
fuck af, drenge!"
Jette: "Ja, vi lavede vores eget lille rum i rummet.
Drengene havde deres space, og vi havde vores."
Søs: "Men vi var også ”drengene”. Det var mig, der
kørte bandbussen. Eller, det var ikke en bus, det var
en kæmpestor Mercedes. Og jeg blev kaldt Skipper."
Søs illustrerer straks grinende, hvordan hun sad
tilbagelænet med en hånd på rattet og den anden
arm afslappet placeret i bilens vindue.
Jette: "Jeg var mere tilbageholdende dengang,
og det, jeg syntes, var så fascinerende ved Søs, var,
at hun var proppet med gode idéer. Proppet med
sjovt tøj. Og så var hun proppet med fucking fest og
ballade. Og med det der smil."
Jette: "Ja, lige præcis det smil. Og det var
vidunderligt at kunne hoppe med på den vogn.
Vi var meget forskellige, jeg var bassisten, Søs var
solisten, men vi havde noget sammen og kunne
rigtig godt lide hinanden. Og så var vi unge – i
starten af 20’erne – helt sprøde. Og vi vidste knap
og nap, hvem vi selv var."
Søs: "Det er jo selvfølgelig ikke den samme
energi, vi kommer ud med nu, som vi havde, da vi
var i starten af 20'erne. Vi kommer ud med den
modenhed, man har, når man har passeret 60.
Med gigt i knæene og lidt halvblinde. Men vi har
stadigvæk vores sprødhed sammen, og det er det
vigtigste. Det er den bedste energi at ride på."
Jette: "Og ud af den energi er der faktisk kommet
en lille ny sang også, og jeg har lige hørt Søs synge den. Wauw – jeg var helt færdig, der kunne man
bare ikke mærke, at der var gået så mange år. Der
er no distance. Det er nøjagtigt det samme. Ja tak!
Og det er jo det, vi kommer til at etablere igen."
Annonse
"Det
er det rum, som ingen tid har. Der er simpelthen en
stemning, som er intakt, fordi fruen der synger så
vidunderligt stadigvæk. Men også fordi Søs har –
og altid har haft – det, som Thomas Blachman i dag
ville kalde X-faktor. Udstråling, charme, naturlighed og en umiddelbarhed, der gør, at man føler,
man kommer tæt på hende."
"Og jeg ved, at jeg kan
finde ud af at spille bas, for det har jeg gjort i mere
end 40 år, så det kan jo kun blive godt."
Om News
News blev dannet i sommeren
1981. Havde store hits med bl.a.
”Jeg elsker dig” (1983) og ”Du
er” (1984). Søs Fenger kom med
i bandet i 1983 som forsanger og
var med indtil 1989, hvor hun
gik solo.
Jette Schandorf var
bassist igennem alle årene fra
1981, til bandet blev opløst i 1995.
News gendannes i 2025 med Søs
Fenger, Jette Schandorf og Peter
Biker, tager på turné og lægger
vejen forbi otte danske byer.
Se mere på Unitedstage.dk
Hvorfor holdt I ikke kontakten i alle de år, der er
gået?
Jette: "Personligt er jeg ikke en nostalgiker. Jeg
roder ikke i fortiden, jeg lever så meget i nuet og
har fokus på det, jeg er i gang med. Og når sådan
nogen som os har fokus, så har vi virkelig fokus,
og så tænker vi ikke på alt det, der var før."
Søs: "Jeg tror, det er lidt det samme, som skuespillere oplever med en teaterforestilling. Så længe,
de spiller sammen og turnerer, føler de sig som en
familie, men så slutter det, og så skal man i gang
med noget andet. Det er ikke, fordi man giver
hinanden sparket, det er bare noget med, at man
skal videre for at udforske nye områder."
"Jeg tror, at
jeg var tiltrukket af noget melankolsk, som News
ikke havde dengang, og det var noget at det, jeg
havde brug for at udforske. Det kunne jeg ikke gøre
sammen med jer, og derfor tog jeg videre, selvom
det var en rigtig svær beslutning. Jeg vidste, at jeg
ville gøre nogle mennesker rigtig kede af det."
Jette: "News var jo netop ikke bare en tilfældig
venne- eller venindeklub, det var noget, vi havde
sammen, som betød alt, mens vi var i det. Og da Søs
valgte at gå ud for at blive solist, så var den relation
der ikke mere. Vi var ikke veninder på den måde, og
jeg ville hellere ud og spille, end jeg ville sidde og
snakke venindesnak med Søs."
Søs: "Ja, jeg er helt enig. Og man kan også godt få
nok at være sammen med musikere hele tiden."
Blev I uvenner over bruddet dengang?
Jette: "Vi blev absolut ikke uvenner, men da Søs
valgte at tage den beslutning … av for helvede! Det var lidt som at være forelsket, og så var den anden
pludselig utro. Der var en anden, der var bedre, den
følelse sad man da lidt tilbage med."
Annonse
Søs: "Der var ikke en anden, der var bedre."
Jette: "Nej, jeg ved det, men der var da en følelse
af, at vi blev valgt fra. Endda mens vi var på toppen.
Det var som et tog, der var på vej i fuld fart, og så
var der pludselig en, der stod af, fordi hun skulle
en anden vej."
"Det er meget, meget svært at erstatte
en forsanger, når man er lige midt i noget, men Søs
gjorde det på en meget nice måde. Det er vigtigt
at sige. Hun ringede rundt til os alle i bandet og
forklarede, hvad det handlede om."
Jettes vej ind i musikken gik gennem hendes
far, som var klassisk pianist og musikanmelder
på Politiken.
Han havde forgæves forsøgt at få
hendes tre storebrødre til at spille musik, men
med lille Jette var der endelig hul igennem, og hun
begyndte at spille violin som seksårig. Ikke fordi
hun var specielt vild med det, men fordi hun var
en pleaser, siger hun i dag, og hendes far blev da
også virkelig glad.
Hun lærte at læse noder, faren
gav hende hørelære, og hun kom med til koncerter.
Men det var lidt umoderne at spille violin, og da
brødrene på et tidspunkt alligevel begav sig lidt ud
i musikken med trommer og guitar, stak de hende
en bas i hånden, så hun kunne være med. Og så var
hun solgt.
Hun var på det tidspunkt blevet 16 år og
lavede sit lille teenageoprør ved at sige til faren, at
hun ikke gad spille violin længere. Nu var det bas.
Og fordi hun kunne læse noder og spille alt, kom
hun hurtigt ud og spille med nogle store navne.
Siden har hun ikke set sig tilbage og har spillet
non-stop med det ene kendte band efter det andet.
I 1981 kom hun med i News, og to år efter trådte
Søs ind ad døren.
For hende havde musik også altid
være en del af livet, for hendes søskende spillede
musik, og hun havde været lidt ude til nogle
gymnasiefester og synge. En dag var hun til noget
jam på Musikcaféen i København, og der mødte
hun Peter Biker, som ledte efter en ny forsanger
til News.
Indtil da havde Gitte Naur stået i front,
og Søs lærte sig hurtigt et par at hendes sange og
mødte op i bandets øvelokale.
Søs: "De syntes, at jeg sang okay, og så var jeg med. Jeg havde aldrig stået på en rigtig scene,
og jeg kan huske vores første job, som var ude
på Tandlægehøjskolen."
"Der var virkelig mange
mennesker, og jeg stod på den samme lille tern på
gulvet hele aftenen. Jeg flyttede ikke mine fødder
overhovedet. Jeg var stiv af skræk. Men jeg var
nødt til at lære det hurtigt, for der var allerede linet
mange jobs op, det var jo et etableret orkester, jeg
var kommet ind i."
"Meget hurtigt gik vi i gang med
at skrive nye sange, var i studiet, tog på turné og
lavede promotion. Der var fuld fart på, vi havde
aldrig ferie, men vi havde det sjovt."
Søs Fenger
Sanger, guitarist og
sangskriver.
Fik sit gennembrud med
bandet News i 1983 og gik
solo i 1989 med albummet
”Vinterdage”.
Udgav senest ”Vuggeviser 2” i 2024.
Hun er 63, single, mor til
August og farmor til Buster.
Hvornår begyndte du at føle dig hjemme på scenen
med News?
Søs: "Det var nok, da vi skulle spille på Midtfyns
Festival, som var en kæmpe festival dengang.
Vi skulle spille for 35.000 mennesker, jeg fik en
kæmpe vodka inden, og så kan jeg bare huske, at jeg
havde det sådan: Fandeme JA!"
"Vi havde en blæser
stående på scenen, som jeg hældte en pose konfetti
ud foran, så det blev blæst ud over publikum, og jeg
kan huske, at jeg den aften tænkte, okay, det er sgu
meget godt, det her. Det kører."
Jette: "Det sjove er, at vi især huskes for vores
søde, blide, genkendelige popsange, men det stak
faktisk ret meget af, når vi var ude og spille. Vi var
sådan en tenderende, anarkistisk enhed – på den
gode måde – inde under pop-låget. Vi elskede at
spille, og vi trykkede den virkelig af."
Når man har været med i en branche så længe, som
Søs og Jette har, er det oplagt at reflektere lidt over
før og nu, og samtidig prøve at give noget videre til
de yngre generationer.
Søs: "For mig har det været learning by doing hele
vejen, hvis jeg lige må bruge et engelsk udtryk. Og
jeg har gennem tiden sagt til mange unge artister,
at det vigtigste, overhovedet, er at komme ud og
spille for et publikum. Ægte mennesker."
"For mig
var det en måde at lære at åbne op. Jeg er faktisk et
ret genert menneske, men at stå på en scene lærte
mig at få styr på mine følelser. Jeg fandt ud af, at jeg
godt kunne dele noget med andre samtidig med, at
jeg også havde mig selv."
Verden i dag er meget anderledes end 80’erne, og der
er bl.a. et opgør mod sexisme i musikbranchen i gang.
Hvilke tanker har I gjort jer om det?
Jette: "Metoo er dybt berettiget, fordi alle dem,
der har mærket det på deres krop og i deres sind,
skal have mulighed for at give udtryk for det, og
de ting i kulturen, der har været forkerte, skal
laves om."
"Personligt har jeg stået på scenen i 40 år i en såkaldt mandeverden, og jeg har virkelig
scrollet min erindring igennem for at se, om jeg har
været udsat for noget, og jeg er også blevet spurgt
flere gange."
"Jeg har aldrig oplevet at været blevet
forulempet af mænd i branchen, men i en periode
blev jeg nærmest revet med af kvindebevægelsen til
støttekoncerter, protestarrangementer, og jeg ved
ikke hvad, NETOP fordi jeg var kvinde og derfor
selvskrevet til at passe ind i det politiske miljø
dengang, som levede under parolen: ”Vi kan alt
helt selv, uden mænd ...”."
"Det var overvældende for
en helt ung pige at skulle have basismøder, snakke
følelser og holde i hånd med de her ret heftige og
ganske magtfulde kvinder. Jeg ønskede jo sådan set
bare at spille min musik, og jeg var vokset op med,
at hvis kvinder ville noget, så gjorde de det bare
uden at gøre et stort nummer ud af det. Så gammel
er jeg."
Jette Schandorff
Bassist og rockmusiker kendt
fra bl.a. bandet News, der blev
opløst i 1995.
Udgav i 2021 bogen ”Ti sekunder,
så er jeg her. 60 år – 60 billeder”
med 60 selvportrætter.
Hun er 64, gift med guitarist og
komponist Poul Halberg og mor
til Marie og Thomas. Har to
børnebørn på ni og seks år.
Søs: "Vi er en generation af musikere, som var
meget selvkørende. Jeg har heller ikke oplevet
sexisme, men jeg tror også, at jeg på en eller anden
måde nød en vis respekt hos mine mandlige
kolleger."
"Til gengæld kan jeg godt huske mange
situationer, hvor
orkesterledere eller
bookere har talt til
mig, som de aldrig ville
tale til en mand. Hvor
jeg har haft det sådan,
hey – ville du også
sige sådan til Thomas
Helmig?"
"Derfor har
jeg været nødt til at
få noget hård hud på
knæskallerne, og jeg
var nødt til at beslutte
mig for, at det er mig,
der bestemmer. Jeg er
den eneste, der ved, hvordan det føles at være mig."
"Jeg ved, hvilken artist jeg har lyst til at være, og jeg
ved, hvilken musik der løfter og inspirerer mig og
gør mig glad. Derfor gik jeg solo, og jeg begyndte
at skrive nogle sange, som for alvor var mine. Jeg
begyndte at vokse, og jeg fik det sådan: Bare kom
an! Det har jeg også snakket med yngre, kvindelige
musikere om."
"Kvinder er nødt til at have lidt ekstra
power for at kunne klare sig i musikkens verden, og
det er på en måde en ret maskulin energi, man skal
finde frem."
"Jeg tror også, at de sociale medier har
gjort unge kvinder meget selvkritiske og usikre.
Det fandtes jo ikke, da Jette og jeg var unge, og
det er jeg meget taknemmelig for."
"Jeg synes, der
er så mange situationer, hvor kvinder er blevet så følsomgjorte, fortolket på en forkert måde og
misforstået. Som om de er nogle små, skrøbelige
nips. Og det er de ikke. Kvinder, der går ind i
musikbranchen, HAR som udgangspunkt power,
for det er en hård og
skide svær branche. Og
det bliver ikke nemmere
med årene."
"Der kommer
flere og flere gode
musikere, og samtidig
gider vi gamle ikke give
slip. Det kunne man især
mærke under corona,
hvor der virkelig var
mange, der sloges om
pladsen i det her lillebitte
land. Derfor siger jeg til
de unge kvinder, at de
skal finde deres indre
power og stå fast."
"Jeg synes ofte, at de mangler en
mentor eller nogle forbilleder, og hvis jeg skal være
helt ærlig, så kunne jeg måske godt tænke mig at
påtage mig den rolle på en eller anden måde. Lave
nogle workshops. Få talt med de unge om, hvordan
de kan lære at tro på, at tingene kan lykkes. Også
når de er usikre. Også når de er sårbare, kede af det
eller deprimerede. Der er kraft i alle følelserne, og
det skal de lære at stole på."
Sårbart og fantastisk
Selvom både Søs og Jette står stærkt i sig selv, har
de selvfølgelig også deres at slås med. Da Jette
var fyldt 60 år, tog hun et opgør med det, der
altid havde været hendes helt store udfordring:
Kroppen.
På opfordring af en mand, hun tilfældigt
skrev lidt sammen med under en corona-isolation,
begyndte hun at tage nøgenbilleder og delvist
afklædte billeder af sig selv. Det gav hende en helt
ny kropsbevidsthed, og billederne blev til bogen
”Ti sekunder, så er jeg her. 60 år – 60 billeder”.
Jette: "Det blev en gigantisk leg for mig at lave
smukke billeder, og samtidig endte jeg med at
blive venner med min krop, som jeg eller aldrig
nogensinde har kunnet lide. Pludselig brugte jeg
min krop som en skulptur og fandt de ting ved
den, som var fine og smukke."
"Jeg gav mig selv
det benspænd, at billederne skulle tages med
selvudløser på 10 sekunder, og det var en stor
overraskelse for mig at finde ud af, at hold da
kæft, jeg er da egentlig meget pæn. Det må man
nærmest ikke sige, når man er 60, for kulturelt
er der en fortælling om, at nøgne kvinder i den alder bare ikke er lækre."
"Men jeg fik lavet en
poetisk billedrejse, som jeg selv styrede, og det blev
virkelig en forløsning for mig på alle måder. Også
i forhold til min mand, som jeg har kendt nærmest
altid. Der er kommet
helt nyt liv i erotikken,
kan jeg bare sige, og
for mig har det virkelig
været en fantastisk
selvudviklingsrejse."
”Du er” er et af de store Newshits, som Søs Fenger og Jette
Schandorf skal på tour med
hen over sommeren.
Søs er også i gang med at
finde ud af nye ting om sig
selv. I november 2023 blev
hun kørt ned af en bil, som
hun blev kilet ind under
sammen med sin cykel.
Cyklen reddede formentlig
hendes liv, men oplevelsen
satte sig som noget stress
og kastede hende ud det, hun selv kalder sin største
forårsrengøring nogensinde.
Søs: "Det er noget med at grave ned i nogle ting
omkring mine teenageår, som jeg faktisk aldrig har
været i berøring med. Ting, som jeg har valgt at
ignorere i det meste af mit voksne liv."
"Jeg mistede
min far, da jeg var fem år, og jeg føler nok, at der
godt kunne have været lidt mere voksenstøtte i min
opvækst, men for min mor var det ren overlevelse
at holde styr på to teenagere og to mindre børn."
"Jeg
er den yngste i flokken, og jeg var lidt en pleaser,
der gerne ville gøre det let for min mor. Derfor
fremstod jeg som meget selvkørende og har gjort
det hele livet, som jeg også sagde før, men de senere
år har jeg haft brug for at kigge indad. Når man
gør det, opdager man nogle vilde ting, som man
bliver nødt til at forholde sig til, og det er jeg i gang
med."
"Det er hårdt arbejde, for jeg graver dybt. Jeg
er lige så stille ved at pille lag efter lag af, og nu
er jeg ved at være inde ved kernen, som jeg skal
lære at kende."
"Det er meget sårbart, men det er
også et fantastisk sted at være. Og så er det meget
interessant, for det sker på et tidspunkt, hvor jeg er
trådt ind i bedstemorfasen og samtidig skal være
i kontakt med mit yngre jeg som følge af vores
samarbejde omkring News."
"Jeg føler, at jeg er i
rivende udvikling, og jeg tænker egentlig, at jeg vil
sige til alle, der godt kan lide musik, at I skal takke
os, fordi vi gider at grave dybt og kigge indad. Det
er vigtigt for alle mennesker, men det er måske især
vigtigt som kunstner at turde gøre det. For det er
alle de følelser, man forhåbentlig kan mærke, når vi
går på scenen."
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.