Dans dig glad til ALT for damernes årlige danse-event i København

Chefredaktøren på ALT for damerne fortæller her om at miste en forældre som ganske ung.

Tina Nikolaisen mistede som ung sin mor i en trafikulykke: "Jeg forstod ganske enkelt ikke, at hun ikke kom hjem overhovedet"

Da ALT for damernes chefredaktør Tina Nikolaisen mistede sin mor, reagerede hun ved at gøre sig stærk og insistere på, at hun var den samme Tina som før. Det blev en drivkraft at skabe sig et godt liv på trods

Tina Nikolaisens mor var 38 år, da hun en vinternat blev kørt ned og forsvandt fra det ene øjeblik til det andet.

– Min mor var på vej i bil fra sit arbejde hjem mod os. Ved et skovområde kom der en lastbil med anhænger, der svingede ind foran min mor, som døde på stedet.

LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: Denne bog fik mig gennem min skilsmisse

Tina og hendes bror var til håndbold og tog bybussen hjem, som de plejede, og da de trådte indenfor i hjemmet, sad deres far der. Alene. Politiet havde lige været der, to landbetjente stod tilbage, mens faren selv overbragte nyheden.

– Jeg hverken skreg eller græd uhæmmet. Det var simpelthen så uvirkeligt, og lige der forstod jeg ganske enkelt ikke, at hun ikke kom hjem overhovedet nogensinde igen.

Klokken var 18-19 om aftenen. Huset blev hurtigt fyldt af mennesker, og når Tina i dag i en alder af 46 år ser tilbage, er det, hvad hun ser: et hus fyldt af mennesker. Den første nat sov de to børn sammen. Faren sagde, at de selv måtte bestemme, hvornår de gik i skole igen. Men Tina ville gerne hurtigt tilbage.

– Jeg havde det skidt, men jeg havde også et behov for, at folk skulle se, at jeg var ok. Så derfor kom jeg ret hurtigt tilbage til skolen. Jeg ville tilbage til kammeraterne og mit liv. Jeg ønskede ikke, at de andre skulle have medlidenhed med mig, men at de skulle se, at jeg var den samme Tina som altid.

– Jeg har aldrig været i tvivl om, at min sorgreaktion var at blive stærk. Der har altid været en form for bevidsthed om, at min mors død ikke skulle ødelægge mit liv. Selvfølgelig har jeg været stærkt påvirket af det. Men der skete noget samtidig med sorgen, en følelse af at skulle blive stærk for min far og lillebror. Jeg fik naturligvis også lov til at græde og være sårbar, og jeg havde også nogle fysiske reaktioner, som en dag jeg blev hentet af min far, fordi det susede for ørerne, og jeg endte med at brække mig. Men det var ikke sådan, at jeg lagde mig under min fars vinge og blev liggende der. Jeg fik en følelse af at måtte tage sagen i egen hånd og gøre de ting, jeg troede på. Det har faktisk fulgt mig hele livet, jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg kunne de ting, jeg gerne ville.

– Jeg tror grundlæggende, at vi blev reddet af, at min far virkelig steppede op. Der er ingen tvivl i mit sind om, at det var måden, min far håndterede det på, som gjorde hele forskellen for mit liv. Min mors død har aldrig været tabu i vores familie. Over tid har det gjort noget helt fantastisk, for jeg føler, at min mor er så levende i mig. Der er ingen tvivl om, at min far var forud for sin tid på det område, for han kunne virkelig tale om min mor på den mest naturlige måde. Dengang kunne jeg synes, det var anstrengende, når vi skulle tale om det. Men han blev bare ved med at nævne hende i små og store sammenhænge. "Det ville mor også have sagt", "Det ville mor også have gjort". Han hængte billeder op af hende for, at vi skulle huske hende, og gjorde mange ting for at forstærke mindet om hende. På den måde blev han både en mor og en far for Tina, han tog hverdagssnakkene og de pinlige samtaler om p-piller, og selvom han aldrig lagde pres på, havde Tina dårlig samvittighed over, at han skulle være alene, hvis hun en aften ville ud med veninderne. To år senere mødte han den kvinde, han er sammen med i dag. Og så lettede følelsen af ansvar for Tina, der blev mere fri til at være teenager.

– At miste sin mor er ikke noget, man som sådan kommer over. Savnet bliver mindre over tid, men der er ingen tvivl om, at sorgen føles intenst, når den på forskellige tidspunkter af livet dukker op til overfladen igen.

– Der er nogle perioder, hvor det har været meget meget hårdt. Hvor jeg har savnet hende abnormt. Det er klart de store livsbegivenheder, der kan trigge det. Som da jeg blev gravid og fik børn, for hvem skal man tale om den slags med – hvis ikke ens mor? Også da jeg blev gift, stod hun frem, samt i de situationer, hvor jeg er blevet ked af noget – så vil man tale med sin mor. På sådanne tidspunkter har jeg virkelig savnet hende, og jeg har forsøgt at forestille mig, hvad hun ville sige og gøre.

Venteliste for unge i sorg

140.000 børn og unge i Danmark oplever hvert år, at en mor, far, søster eller bror bliver alvorligt syg eller dør. Nu fortæller en række kendte danskere i ALT for Damerne deres egne personlige historier.

Med deres ærlige beretninger håber de at kunne sætte fokus på forholdene for de mange børn, der står på venteliste til at få hjælp til at bearbejde sorgen.

Tinas mor var en meget omsorgsfuld dame, som havde et stort vingefang og en eminent evne til at tage sig af andre og hjælpe mennesker i nød.

– Jeg føler, jeg har taget det bedste fra mine mor og puttet det ind i mig selv. Jeg forsøger også at hjælpe andre. Jeg er chef for en masse mennesker. Der er nogen, der elsker at arbejde alene. Jeg trives med at være sammen med mennesker. Det er mennesker, der giver mig energi. Jeg kan producere hvad som helst, så længe der er mennesker og relationer involveret. Det var det, min mor også var god til.

Tina har aldrig dyrket sårbarheden på egne vegne. Til gengæld nærer hun en stor sårbarhed på sine børns vegne.

– Det tror jeg, alle forældre gør. Men jeg bærer på en grundangst for, at der skal ske dem noget. Det betyder ikke, at jeg begrænser dem på nogen måde. Men jeg er meget, meget bevidst om at bruge tid med dem. Jeg har haft lyst til at låse dem inde på deres værelser, så der ikke kunne ske dem noget. Og jeg gør mig altid umage, når vi siger farvel til hinanden. Jeg hørte en TedTalk med en 72-årig britisk komponist, som understregede, at alt det, man siger til folk, skal kunne tåle at være det sidste.

Tinas barndom var super harmonisk – med en far, der var enormt opbakkende i alt, hvad børnene foretog sig.

– Hvis jeg skal se på det positive ved, at min mor døde, så tænker jeg, at jeg var vildt heldig, at jeg overhovedet kendte hende i 14 år, og samtidig føler jeg, at den sorg på en eller anden måde har givet mig en ekstra drivkraft. Jeg ville være stærk, jeg ville have, at mit liv blev godt. Og det blev det. Jeg havde ikke ondt af mig selv, og det skulle ikke komme til at betyde, at mit liv blev dårligere. Det har grundlæggende givet mig en ekstra drivkraft.

Læs mere i denne uges ALT for damerne, som er på gaden 14. juni:

  • Rane Willerslevs far døde af et hjerteslag
  • Tina Nikolaisens mor blev dræbt i en trafikulykke
  • Andreas Jessen mistede sin far til kræft.

HÅBETS AKTIE

Hjælpeorganisationen Børn, Unge & Sorg står bag kampagnen og har i den forbindelse lanceret Håbets Aktie.

Det er et crowdfunding-projekt, og målet er at engagere så mange danskere som muligt i at indsamle én million kroner ind til Børn, Unge & Sorgs arbejde.

En aktie koster 100 kroner.

LÆS MERE PÅ HAABETSAKTIE.DK

Tina Nikolajsen, 46 år

  • Chefredaktør for ALT for damerne.
  • Bor i Skovshoved med sin mand og to børn
Se, hvad vi ellers skriver om: Døden, Ungdomsliv, Sorg og Forældre