Tine Gøtzsche: “Når du er kvinde i midten af 30’erne, skal du træffe et valg”

Din barndoms vej?
– Det var Hyacintvej i en lille soveby uden for Randers, hvor jeg boede fra jeg var 9 år, til jeg var 18. Jeg flyttede dertil med min mor og søster i 1976, da mine forældre blev skilt. Jeg tror nærmest, de var nogle af de første i kommunen, der blev skilt, og dengang var der ingen deleordninger. Men jeg var også hos min far engang imellem. Han havde en lille motorbåd på Gudenåen, og den havde vi mange lykkelige stunder i.

Hjemme hos min mor boede vi i et rigtigt parcelhus med reb i stedet for loftslister og kokostæpper med hyrdetæpper ovenpå. Min mor var tandlæge. Det var ikke et hjem med klaver, men med rigtig mange bøger. 

Din levevej?
– Som barn drømte jeg om at blive skuespiller eller advokat. Senere kom journalist også til. Det skyldtes, at vi en periode boede i Langå lige ved siden af amtsavisens lokalredaktion. Vi kendte redaktøren, og han puffede mig i den retning. Senere begyndte jeg at læse korrespondent, så jeg var på vej i sprogretningen, men da jeg havde læst i tre år, blev det lidt tungt, og jeg spekulerede på, om jeg skulle bruge mit liv på at oversætte for andre. Jeg kendte en chefredaktør, som fortalte mig, at det var sidste chance for vinteroptag på journalisthøjskolen. På det tidspunkt var jeg arbejdsløs, så jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne prøve. Det var nok et lidt halvhjertet forsøg, men jeg kom ind, og i dag føles det helt rigtigt. Du må ikke spørge mig, hvor jeg var i dag, hvis jeg ikke var kommet ind.

LÆS OGSÅ: Jan Gintberg: ”Jeg har egentlig aldrig en følelse af, at jeg er lykkelig”

– Jeg drømte ikke om at lave tv, men da jeg skulle i praktik, var mit eneste mål at komme til København, for der havde jeg en kæreste. Jeg prøvede at komme ind på alle de store dagblade, men det lykkedes ikke. Til sidst ringede de fra TV2 Lorry, som jeg også havde søgt. Så blev jeg uddannet til tv, og det var mit første journalistiske sprog. TV2 Lorry havde de dygtigste teknikere. Det var gamle filmfolk, som var begyndt at lave tv, og de blev mine læremestre. Jeg følte mig meget forkælet. I dag har jeg været på TV Avisen i otte år, og siden 2004 har jeg også dækket begivenheder som for eksempel dronningens nytårstale, nytårstaffel og den slags. Jeg har fået det job, blandt andet fordi jeg har klæbehjerne, og når jeg læser op på det, kan jeg huske alle navne og ansigter. Til gengæld glemmer jeg dem igen tre dage senere. Det handler om at træne sin hjerne, og jeg er en meget entusiastisk krydsogtværsløser.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?
– Det var, da jeg skulle beslutte, om jeg ville have en familie. Når du er kvinde i midten af 30'erne, skal du træffe et valg. Og det gør du jo også ved ikke at træffe et valg. På et tidspunkt kiggede jeg mig selv i spejlet og sagde: "Nå, hvad så, søster lagkage". Jeg adopterede Jakob fra Etiopien for 14 år siden. Han er et hoved højere end mig nu! Indtil videre har han ikke haft lyst til at besøge Etiopien, og som adoptivmor føler jeg, at jeg skal være meget musikalsk over for hans behov. At tage til Etiopien en dag er til rådighed for ham, men det skal ikke proppes ned i halsen på ham.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
– Der var engang en dame, der kom hen til mig i Føtex og sagde: "Nå det er sådan, du ser ud uden makeup på". Det var vist ikke ment som et kompliment. Men de fleste, der siger noget, undrer sig bare over, at jeg ikke er større i virkeligheden, jeg er kun 1,60 på en god dag.

I nogle situationer er det ikke så rart at blive genkendt, og min søn synes vist, at det er en decideret belastning. Men folk siger jo altid noget pænt. Dem, der vil sige noget grimt, gemmer sig bag en mail-adresse, og det var mest, dengang jeg var vært på Profilen. Der kunne folk godt hade mig, hvis de syntes, jeg var for hård ved den, jeg havde i studiet, og det var én, de holdt med. På TV Avisen er jeg mere anonym. Min rolle er blot at formidle uden at forstyrre historien alt for meget.

LÆS OGSÅ: Mette Østergaard: "Jeg var ikke nået dertil, hvor jeg er i dag, hvis jeg havde fået børn i begyndelsen af 20'erne"

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?
– Jeg lytter til gode råd fra andre og til min mavefornemmelse. Men min mavefornemmelse kommer jo ikke kun fra mig selv, men også fra alle dem, jeg omgiver mig med. Med alderen er jeg blevet bedre til at opsøge og tage imod råd. Når jeg tvivler på noget, taler jeg med så mange forskellige mennesker som muligt, så de samlet set kan give mig ét godt råd. Som ung troede jeg, at jeg skulle fikse alting selv. I dag ved jeg, at jeg har brug for andres hjælp. Ligesom alle andre har jeg jo udfordringer lige fra at have en teenager i huset til at stege en and, eller hvordan jeg håndterer det og det på arbejdet. I dag er det lettere for mig at bede om hjælp og indrømme, når noget er svært. Hvis der er noget, du føler dig skamfuld over, er der nok mange andre, der har det på samme måde.

Mister du nogensinde vejgrebet?
– Når man er alenemor, skal man selv finde sin vej at gå. Ingen kender min søn så godt, som jeg gør, selv om mange andre elsker ham højt. Han er 14 år og går i 8. klasse, og ind imellem kan jeg godt mærke jorden skride under mig, når jeg spekulerer over, hvordan jeg hjælper ham bedst.

Hvad tænkte du på på vej herhen?
– På min mor, fordi jeg talte i telefon med hende hele vejen. Jeg skal hjem til hende i Jylland og være nogle dage snart.

Hvor er du på vej hen lige nu?
– Jeg er på vej til USA med Jakob på hans konfirmationsrejse. Jeg kan tydeligt huske, da jeg selv oplevede New York første gang i 1996. Jeg rejste med en veninde, og ingen af os havde været der før. Det var så skønt at opleve Empire State Building for første gang sammen med en, som heller ikke havde været der før. Nu glæder jeg mig til at opleve det hele forfra med min søn. Det der med at se skylinen for første gang og bare kigge op ... wow. Vi skal først være nogle dage i New York, og så skal vi til Florida og blandt andet besøge nogle forlystelsesparker. Han skal jo ikke alene i rutsjebanerne, så måske kommer jeg til at opleve mit livs første loop – tidligere har jeg altid sagt nej.

Afslut sætningen: "Vejen til det gode liv går gennem..."
– Jeg kan godt lide det dejlige udtryk, der hedder "en sund sjæl i et sundt legeme". En sund sjæl er nummer ét for mig. Du skal gøre, hvad der er godt for dig selv, og nogle gange træffer du valg, som andre synes er underlige. For eksempel måden jeg har fået familie på. Folk må gerne synes, det er underligt, men det var det rigtige for mig. Der er også nogle, der synes, at jeg arbejder for meget. Men jeg er overbevist om, at jeg har haft en god balance mellem en professionel tilfredsstillelse, og at mit privatliv også fungerer. Jeg har kvindelige kolleger, der fokuserer udelukkende på arbejdslivet og ikke får børn, men det ville jeg ikke.

Lige da jeg havde fået Jakob, blev jeg udtaget til en studierejse til USA i flere måneder. Jeg måtte sige nej på grund af ham. Nogle omkring mig spurgte, om det ikke kunne løses på en eller anden måde, men jeg kunne ikke lade et lille barn blive hjemme i flere måneder uden at se sin mor. Mit personlige liv og mit arbejde skal kunne hænge sammen. Jeg har haft aftenarbejde de seneste otte år på TV Avisen, men jeg er netop på den tidlige tv-avis af samme årsag. Alligevel kræver det et godt netværk, og jeg er verdensmester i logistik. Man lærer jo at sno sig, og jeg elsker logistiske udfordringer á la "Nå, tager du lige hunden med, og så har han noget aftensmad, og så kan jeg lige hente det og det på vejen". Nogle gange føler jeg mig som sådan en tallerkenkunstner, der står med en masse snurrende tallerkner på pinde. Det er i øvrigt sjældent, jeg taber en.

LÆS OGSÅ: Mette Bock om første gang, hun mistede sikkerheden

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
– Jeg har en kæreste, men ham holder jeg for mig selv. Det er ikke helt nyt, men så siger jeg heller ikke mere.