Ulla Terkelsen og Stéphanie Surrugue scroll-down
Foto: Cyrill Jeanjean Ulla Terkelsen og Stéphanie Surrugue fortæller om tilværelsen som korrespondent på godt og ondt.

"Vi siger altid ja. Og vi piber aldrig"

For at holde fast i et prestigefyldt job som korrespondent på en landsdækkende tv-kanal skal man sige ja til alle opgaver uden at klynke. Og det gør Ulla Terkelsen og Stéphanie Surrugue. Altid. Derudover er de lige farverige og fulde af beundring for hinanden. Her stiller de to ikoner for første gang op til et dobbeltinterview – om det særlige ved korrespondentlivet og de særlige relationer, det kan skabe.

Af Marie-Louise Truelsen
Livsstil ALT for damerne

Det er formiddag i Cannes. Stéphanie Surrugue, Ulla Terkelsen og jeg befinder os i Ullas skønne lejlighed med den ikoniske balkon, hvorfra hun har sendt utallige engagerede reportager hjem til TV2’s seere og lyttere. Vi skal tale om deres venskab, deres faglige fællesskab, deres mentor-mentee-forhold og det helt særlige job, det er at være udenrigskorrespondent. 

Første gang Stéphanie havde det, hun selv kalder ”en form for kontakt” med Ulla, var tilbage i 2002. Stéphanie havde som journaliststuderende været i praktik på Politiken, og hun var tilbage på RUC for at skrive sit speciale. 

Stéphanie: – Mit hjerte var knust, for jeg hadede at være færdig på Politiken, jeg hadede at sidde tilbage på skolen, og jeg følte mig langt, langt væk fra den verden, jeg lige havde opdaget eksisterede udenfor. Men så modtog jeg en mail fra Jørgen V. Larsen, som var Politikens daværende Paris-korrespondent. 

Stéphanie stopper op, for Ulla rejser sig og går ud i køkkenet. 

Stéphanie: – ULLA! Se nu bliver hun genert og går væk. Hun hader ros. Altså hun elsker ros, men hun hader ros, ha ha. 

Ulla: – Nej, nej … Det var fordi jeg skulle hoste, og jeg ville ikke hoste ind i ALT for damernes båndoptager … 

Stéphanie: – Ja, ja. Nå, men jeg sad og svedte over mit ubegribeligt kedelige speciale, der hed ”En komparativ analyse af fundamentalismebegrebet i en række udvalgte danske dagblade” …

Ulla: – Hun er skabs-intellektuel! 

Stéphanie: – Jeg skrev aldrig specialet færdigt! Midt i al den kedsomhed fik jeg den her mail, hvor Jørgen V. Larsen skrev, at han havde en hilsen til mig, som han troede, jeg ville blive glad for. Den var fra hans gode veninde Ulla Terkelsen, og allerede der var jeg ved at besvime, for – og nu må du lukke ørerne, Ulla …

Ulla holder sig for ørerne. 

Stéphanie: – … altså, for en journaliststuderende at opdage, at ULLA TERKELSEN ved, hvem man er, når man har været praktikant, det er altså mindblowing …! Ulla havde sagt til Jørgen: ”Jeg har lagt mærke til hende Surrugues byline – hun skriver godt”. Jeg var ved at falde ned af stolen. Jeg printede mailen ud, og jeg har beholdt den lige siden, den ligger på mit kontor i Paris. Min mor har også en kopi stadigvæk. Så stort var det.

Ulla Terkelsen og Stéphanie Surrugue

På ”friweekend”

Dagen i dag skal vise sig at blive en fuldstændig skræddersyet opvisning i, hvordan det er at være udenrigskorrespondent. Her til morgen har den franske premierminister Édouard Philippe valgt at indgive sin opsigelse, og det betyder, at hele regeringen skal gå af, og at der skal udpeges en ny premierminister og dannes en helt ny regering. Breaking news og noget, som skal håndteres af såvel Terkelsen som Surrugue. For hver deres tv-station.

Stéphanie er her til morgen ankommet fra Paris, hvor hun bor, og har buzzet mig ind i lejligheden, for Ulla er allerede i fuld gang med at lave indslag til radioavisen. Tv’et kører højlydt på fransk, og Stéphanie undskylder med det samme for, at vores interview ikke kommer til at forløbe som planlagt. Hun er selv på computer og to telefoner på én gang og følger samtidig med i nyhedsudsendelserne.

Da Ulla er færdig med sit indslag, kommer hun ind og hilser hurtigt på. Undskylder også, men lover, at vi nok skal finde ud af det hele. Kort efter ringer Ullas franske fotograf på døren, og hun går på gaden med ham for at lave en telefonrapport til TV2 News.

Hun tjekker lyd og aftaler detaljer med redaktionen via telefonen, mens hun ser koncentreret og indadvendt ud. Kl. 12.05 går hun på.

Og i samme sekund kameraet tænder, står hun i den kendte lidt-fra-siden-agtige positur med mikrofonen i hånden og sit lige så kendte Ulla-T-smil på ansigtet, mens hun leverer de seneste nyheder om regeringsrokaden. Ulla Terkelsen, TV2, Cannes. Over and out. 

Vi går tilbage til lejligheden, hvor Stéphanie har fået arbejdet imens. Det er helt usædvanligt, at Ulla og Stéphanie befinder sig samme sted på samme tid i mere end fem minutter. Deres arbejdsliv foregår snart i det ene land, snart i det andet, og de har sjældent tid til at holde fri, hvilket ellers var meningen i denne forlængede weekend, hvor Stéphanie skulle besøge Ulla. 

Stéphanie: – Jeg nævnte for min chef på DR forleden, at jeg skulle på weekend hos Ulla. Det må vi jo faktisk godt en sjælden gang imellem, ha ha. Tage en weekend. Men jeg lovede at tage både radioudstyr og computer med, og det her er jo beviset på, at det skal man altid huske. Jeg gradbøjer altid det med at have fri. Jeg har fri, medmindre det modsatte bliver bevist. Sådan er det for alle korrespondenter. 

Hvordan har jeres forhold udviklet sig siden dengang, hvor du roste Stéphanie første gang, Ulla? 

Ulla: – En af årsagerne til, at jeg første gang lagde mærke til Stéphanies byline, var hendes usædvanlige navn. Derefter blev jeg fanget af hendes lige så usædvanlige måde at skrive på. Sådan lidt slentrende, men alligevel en meget præcis facon med vid og elan. Og da jeg første gang så Stephanie i levende live, forstod jeg, at skrivestilen hang sammen med personligheden. Man ville aldrig, hvis man så Stéphanie i en lufthavn, mistænke hende for at være dansker. Fordi stilen og den måde, hun fører sig frem på, er meget fransk. Hendes selvtillid hænger sammen med et tillidsfuldt forhold til det at være kvinde. Hun tør at være sig selv. Og det lagde jeg mærke til med det samme. 

Stéphanie: – Og jeg følte jo, at jeg havde kendt Ulla hele mit liv …

Ulla: – Fordi du havde set mig i fjernsynet …

Stéphanie: – Ja, du har jo været der ”altid”. Og da jeg lærte dig bedre at kende, begyndte jeg at sætte pris på, at du signalerer, at man som journalist og nyhedsreporter ikke behøver pakke sig sammen, bare fordi man er kvinde. Man må gerne have stort hår og pangfarvet tørklæde og tale om international politik. Det var en befrielse, for på Politiken havde jeg somme tider – fra kvindelige kollegaer – fået spørgsmålet: ”Skal du have DET der på, når du skal ud og interviewe X?”. Sådanne smagspatruljer kan jeg ikke lide. Og se nu bare på Ullas outfit i dag. Pink og gult. Jeg elsker det. 

Ulla: – Ja, jeg synes, det er et misforstået kvindesyn, at man ikke kan gå vildt meget op i sit ydre og samtidig læse bøger om storpolitik. Hvorfor skulle der være et modsætningsforhold? 

Stéphanie: – Du ville aldrig erklære dig som feminist, vel Ulla? 

Ulla: – Jeg ved godt, at mange kvinder har været i situationer, hvor de har følt sig truet. #metoo og alt det her. Men jeg har set lige så mange kvinder, der har kastet sig over deres mandlige chefer. Og hvis cheferne afviste dem, var det så derfor, de ikke fik en forfremmelse? Jeg tror, man kan fokusere så meget på problemstillingen ”mand-kvinde”, at den efterhånden bliver meningsløs. 

Det, der foregår ...

Har du nogensinde oplevet, at dit køn havde betydning i dit arbejdsliv, Ulla? 

Ulla: – GUDSKELOV har der da været en masse mænd, der har forsøgt at forføre mig! Og mange med stort held!

Stéphanie griner højt. 

Ulla: – Men det har jeg aldrig været fornærmet over. Det var da meget naturligt, jeg så jo vanvittig godt ud …

De griner begge. 

Men har du følt dig …

Ulla: – Nej! Det vigtige er at være god til sit arbejde. Det gælder både mænd og kvinder. Og det har altid været vigtigt for mig at være en venlig person at samarbejde med. At høre efter, hvad andre siger, og være en god kollega. Hvis man samtidig sætter sig ind i de ting, man arbejder med, så har jeg i hvert fald aldrig følt mig holdt tilbage på grund at mit køn. Jeg synes heller ikke, jeg er blevet forfremmet, fordi jeg er kvinde. Jeg blev valgt som chef for TV2, da det startede, og der var nok nogle, der ville sige, at ”det var hun aldrig blevet, hvis ikke hun havde været kvinde”. Og ja, der var nok en tendens til, at vi skulle have nogle kvinder frem i medieverden, og det er lykkedes. Dengang, i 1987, var det ikke så almindeligt. Første gang jeg var krigskorrespondent i Nordirland i 1968-69, var jeg tit den eneste pige i baren. Men det var ikke sådan, at de andre journalister så ikke spurgte mig, hvad jeg syntes om IRA. Jeg var bare one of the journalists. 

Du tilhører en yngre generation, Stéphanie – hvordan oplever du de her ting? 

Stéphanie: – Det er svært at sige. Har jeg nogensinde hørt en mandschauvinistisk kommentar i de 20 år, jeg har været journalist? Selvfølgelig. Men jeg har sgu også hørt bistre kommentarer fra kvinder. Jeg hæfter mig primært ved, at jeg har mødt chefer, der har turdet tage nogle chancer med mig, og jeg har mødt mange, der har været vildt generøse over for mig. Ældre kolleger. Som lige har vist mig, hvordan man finder rundt i det her fag. Da jeg skulle lave mit livs første live i Miami, anede jeg ikke – helt lavpraktisk – hvordan man laver en live. Hvad sker der, når man får en høretelefon ind i øret? Hvem taler til mig? Er det redaktøren, en vært, gud …? Der ringede jeg til garvede Svenning Dalgaard i panik, og han gav mig følgende helt geniale råd: ”Du skal være fuldstændig rolig, du skal svare på det, de spørger om, og hvis ikke du kan svaret, så skal du svare på noget andet, du ved noget om”. Jeg har aldrig mødt folk, der har prøvet at lægge forhindringer ud for mig. Men jeg tror også, at det er en temperamentssag. Du er også sådan en go-getter, Ulla, og når man er det, sætter man sig ikke ned og dvæler ved ubehageligheder eller beske kommentarer.  

Ulla: – Det er rigtigt. Selvfølgelig er der kollegaer, man konkurrerer med. Om jobs og prestige. Sådan vil det altid være. Men det har ikke været i mand-kvinde-regi for mit vedkommende. Hvis man hæfter sig for meget ved den problematik, bremser man efter min mening sig selv i stedet for at promovere sig selv ved bare at gå op i materien.  

Ulla Terkelsen og Stéphanie Surrugue

Hvem er Stéphanie Surrugue og Ulla Terkelsen

Stéphanie Surrugue (t.v.), 43 år

  • Korrespondent for DR Nyheder og bosat i Paris.
  • Tidligere journalist på Politiken og TV 2. Har skrevet flere bøger, bl.a. ”Enegænger” om Prins Henrik.
  • Lever ikke i et fast parforhold og har ingen børn.

Ulla Terkelsen, 76 år

  • Korrespondent for TV 2-Nyhederne med fast base i Cannes.
  • Har tidligere været ansat på DR og skrevet flere bøger, bl.a. ”Vi kan sove i flyvemaskinen”.  
  • Har sønnen Nicholas fra et tidligere ægteskab samt børnebørnene Alma og Storm.
  • Dannede i mere end 25 år par med chefredaktør Jørgen Grunnet, der døde i 2009. 

Stéphanie: – GUD …! 

Hun råber op og peger på fjernsynet. 

Ulla: – Hvem bliver premierminister?

Stéphanie: – Jean Castex …

De rejser sig begge. Skruer op for fjernsynet. Stephanie ringer hjem til redaktionen. Giver en hurtig opdatering på den nye premierminister og fortæller, hvordan historien skal skæres. Ulla taler med sin redaktion i den anden ende af lejligheden, og mens vi venter på Ulla, snakker vi lidt videre. 

Stéphanie: – I journalistik er der en god læresætning: Show it don’t tell it. Vis det, der foregår, i stedet for at slå folk ihjel med kedelige ord. Og nu, hvor vi netop sidder og taler feminisme, så vil jeg gerne sige, at Ulla – hvad enten hun vil det eller ej – er blevet en form for feministisk ikon, selvom hun slet ikke stiller op i den arena. Hun har gjort præcis det, man lærer på første skoledag. Hun har vist os historierne. Hun har ikke rendt rundt og sagt: Se mig, jeg er den eneste kvinde, der dækker borgerkrigen i ”whatever land”. Hun har bare gjort det. Det er eksemplets magt, og jeg tror, at det har banet vejen for generationer af både kvindelige og mandlige journalister. Jeg kan skidegodt lide Ullas tilgang til journalistik. Ulla mener, at historien kommer først. Sådan har jeg det også. Jeg går ikke rundt med en lille kommentator i maven og ville ønske, at jeg kunne mene alt muligt om alt muligt. Jeg elsker, når journalister er ude og researche og viser mig ting, jeg ikke selv kan komme hen til. Det er gammeldags journalistik, og det har Ulla lavet i alle årene. Helt no-bull-shit-agtigt og ret terrængående. 

Terrængående i høje sko og pangfarver? 

Stéphanie: – Ja, Ulla inkarnerer det, at du gerne må være kvinde og en lille smule flamboyant. Og det er jeg sgu også, det ved jeg da godt. Jeg var ved at dø af grin før, da jeg skulle finde vand i Ullas køleskab. Det ligner mit køleskab 1-1. Der er ikke noget mad, men der er champagne og vand. Jeg har så også lige min neglelak i køleskabet, men ellers – helt mage til, ha ha. Ulla har en ekstremt høj arbejdsmoral, og jeg arbejder også meget. Det er derfor, vi ikke har skyggen af dårlig samvittighed, hvis vi slutter dagen af med et glas champagne. 

Du har sagt, at du stadig tager noter, når du taler med Ulla?

Stéphanie: – Ja, det er simpelthen rigtigt. Og Ulla har også en filosofi, som jeg har taget til mig. Det er sætningen: ”Svaret er ja!”. Hvis redaktionen ringer hjemmefra og spørger: ”Kan du det, vil du det …?”, så er svaret ja. Ulla siger faktisk aldrig nej. Og det er en rigtig god tommelfingerregel. Jeg skal lige huske mig selv på det somme tider, hvis jeg er træt, men svaret SKAL være ja. Hvis svaret ikke er ja, så skal du simpelthen have et andet job. Vores job er at levere. Det betyder så også, at man bygger en forventning op til sig selv, som gør, at arbejdet fylder rigtig meget. 

Men I må jo synes, det er det værd?

Stéphanie: – Ja! Der er ingen, der tvinger os til det her, det er fuldstændig frivilligt. Og et kæmpe privilegium, synes vi begge to. Jeg har aldrig mødt en korrespondent, som ikke kunne lide sit job. 

Hvor længe kan man holde til det?

Stéphanie: – Jeg har svært ved at se mig selv bene rundt som en 76-årig korrespondent. Det er jo helt vildt, at Ulla gør det. Jeg er træt i dag, fordi jeg arbejdede til meget sent i går og stod meget tidligt op, men Ulla kom lige flyvende ind fra Polen i går aftes, hvor hun havde dækket valg. Hun har simpelthen et ekstra gear. 

Hvad giver I afkald på med det her job? 

Stéphanie: – Der er konsekvenser ved alle valg i livet. Hvis du vælger at få ægtefælle, to børn, en hund, et parcelhus og en bil, er der andre ting, du ikke får. Og hvis du vælger at være korrespondent, er der også ting, du ikke får. Jeg er glad i det her liv, og jeg håber, at dem i parcelhuset er glade i deres liv. 

Hvor finder du omsorg, hvis du er ked af det?  

– Måske har man en kæreste, som man ikke bor med, og så får man omsorgen der, når man ses. Men alt det med, hvor vi er lige nu med mænd, der har Ulla og jeg handlet af, inden du kom ind ad døren, ha ha. Og som Ulla lige sagde, så har hun ladet sig forføre med stor fornøjelse mange gange i sin karriere. Altså, vi har jo begge to spist af livet med store sultne mundfulde. Og vi elsker at udveksle den slags røverhistorier. Men det vil jeg ikke trætte ALT for damernes læsere med. 

Det gør du heller ikke …?

Stéphanie: – Jeg vil bare gerne forsikre alle om, at vi har det godt og sjovt. Man skal ikke have ondt af os. Jeg har et enormt tæt forhold til min kæmpestore familie, selvom den altid har været delt over to lande, fordi min far var franskmand. Vi ses så meget som muligt og holder hinanden opdaterede på alt. 

Ulla kommer tilbage. Nu mangler hun kun at lave en live kl. 13, så kan hun holde helt fri. I hvert fald i et par timer.  

Stéphanie: – Jeg har sagt alt muligt skandaløst, Ulla. 

Ulla: – Nå, nå. 

Hun slukker for tv’et, og Stéphanie rejser sig. 

Stéphanie: – Jeg tager lige et glas vand. 

Ulla: – Der er også champagne …

Stéphanie: – Jeg ved det, og jeg har lige sladret om dit køleskab, ha ha. 

Ulla Terkelsen

Sig altid ja

Ulla, mens du var væk, talte vi lidt om mænd i forhold til jeres livsstil, hvad tænker du om det? 

Ulla: – De mænd, jeg har været sammen med, har været samme type som mig. Jeg ville slet ikke blive tiltrukket af andre. Og omvendt. Hvis mænd bliver tiltrukket af mig, er det jo ikke fordi, de vil have en hushjælp. Jeg har været utrolig privilegeret i mit arbejds- og privatliv og kunne ikke drømme om at gå ind i sådan en eksistenskrisebeklagelse. Nogle gange er der noget, man bliver ked af, men så sker der noget andet, og så er man ikke ked af det længere, hvis man er så heldig – 7-9-13 – at have et godt helbred. Og det har jeg været. Jeg har en søn og to børnebørn, som bor i København, og jeg kan da godt savne at se dem lidt mere, men vi ses faktisk ret tit, og når vi så er sammen, nyder jeg det meget.  

Vi talte også om, hvor længe man kan blive ved som korrespondent, hvad tænker du om det? 

Ulla: – Det er ikke noget, jeg som sådan tænker over. Foreløbig er der jo kunder i butikken. De har lige forlænget min kontrakt endnu et år. Og hvis jeg synes, jeg bliver for træt – eller hvis de synes, jeg bliver for trættende – så stopper jeg. Men det er ikke noget, jeg tager stilling til nu. I øjeblikket kører det, som det altid har gjort, og når de ringer, siger jeg altid ja. 

Ja, det sagde Stéphanie lige, at hun har lært af dig?

Ulla: – Man skal altid sige ja. Der er mange, der gerne vil have ens job, og hvis man er besværlig som korrespondent, graver man sin egen grav. Hvis jeg stopper en dag, er jeg sikker på, at jeg også vil få et interessant liv uden at arbejde.

– Jeg fik en forsmag på det under coronanedlukningen, hvor jeg havde flere stille dage, og det kunne jeg godt finde ud af. Så fik jeg læst en masse og gik den tur, jeg måtte. Det drev mig ikke til vanvid, jeg røg ikke på druk eller begyndte at ryge, og jeg shinede mig op hver morgen, selvom jeg ikke skulle se nogen. Der er nogle, der tror, jeg dør med støvlerne på, og det kan da godt være. Men jeg har ikke noget spekulativt forhold til mit eget liv. Jeg går ikke rundt og fortolker det. Jeg er her, og det er så det. 

Er der en bagside af medaljen ved jeres job? 

Ulla: – Det kan da godt være, at man kunne have haft et mere idyllisk familieliv, men på den anden side kender jeg mange, der lever mere etablerede liv, end jeg gør, som ikke er specielt lykkelige. Men i og med at jeg er 76, er det lidt sent at ændre på det. Det siger jeg ikke som en beklagelse, men som en konstatering. Og så synes jeg, at selvmedlidenhed er den værste af alle dødssynder. 

Der er noget med, at du har et motto?

Ulla: – Get up and go! Det er sådan noget, englænderne siger. Hvis du har været nede med nakken: Get up and go. Hvis du ligger i sengen for længe og græder, kan det blive en vane. Der har været nogle situationer i mit liv, hvor jeg har været ked af det, eller som kunne have gået bedre, men det har ikke nødvendigvis haft noget med mit job og min livsform at gøre. Det kan godt være, at en psykolog ville sige, at det lyder meget overfladisk, men det har altså hjulpet mig at være get-up-and-go-agtig. 

Det er ved at være tid til at få taget billeder til artiklen, og mens fotografen skyder løs, beder jeg Stéphanie og Ulla om at runde af, hvis der er noget, de gerne vil sige om hinanden.  

Stéphanie: – Det er umuligt på det her tidspunkt at sige mere, vi skal have noget at spise først … 

Ulla: – Jeg synes, Stéphanie er det, man på engelsk kalder ”a character”. Det kan jeg godt lide, når mennesker er. Jeg kan også godt lide, at hun ikke piber. Hun tager the rocky road med oprejst pande. 

Stéphanie: – Og det tror jeg faktisk også, at jeg har lært af dig. Man piber jo ikke. Get up and go. 

Ulla: – Ja, for hvad er alternativet? Noget andet, som er meget vigtigt, er, at man passer sit arbejde og taget det alvorligt. Jeg tror, at mange problemer ville være løst for en masse mennesker, hvis de passede deres arbejde ordentligt og med entusiasme. Jeg ved godt, at der er nogen, der ikke har arbejde, og det må være ret forfærdeligt. Men hvis man har et arbejde og tager det alvorligt, så er der en masse af de der side-problemer med familie, selvrespekt og misbrug, som falder væk. Jeg har altid haft indtryk af, at Stéphanie er meget flittig og tager sit arbejde alvorligt. 

Stéphanie: – Og når man har et arbejde som vores, skal man passe på, at man ikke går hen og bliver tv-stjerne undervejs. Man skal huske, at man er journalist. Det er et håndværk, vi kan. It’s not magic. 

Men I ER jo lidt tv-stjerner?

Ulla: – Jeg tilhører den generation af tv-journalister, som automatisk blev kendte, fordi der var så få af os der i slutningen af 60’erne. ”Dansk pige i irsk kugleregn”, som der stod om mig. Men jeg tænker ikke over det. Det er klart, at når jeg er i Danmark, er der folk på gaden, der råber ”hej Ulla”, og så råber jeg ”hej, hej” tilbage. Det er det. Eller der kan komme nogen hen og sige, ih, hvor er du dygtig, og så siger jeg tak og går videre. Værre er det ikke. Hvis du bliver betaget af at være kendt, er du færdig, i hvert fald hvis du laver nyhedsjournalistik. Det er der masser af eksempler på. For så hører du pludselig ikke efter på redaktionsmødet, og du sætter dig ikke ned og læser op på den nye franske premierminister. Du holder kun, hvis det er solidt, det du laver. 

Stéphanie: – Og der tror jeg, det er sundt at være opdraget med aviser, for så ved man, at man eksisterer som journalist, uden at kameraet er tændt. Man lærer faget fra bunden på en avis. Det er et godt fundament, og så ved man, at man kan noget andet, hvis kameraet slukker en dag. 

Jeg vil nu alligevel lige sige, at alle, som har hørt, at jeg skulle herned og interviewe jer, har sagt wauw. Så der ER noget stjernestøv over jer?

Stéphanie: – Det er kun fordi, de har en forventning om, at vi drikker dig fuld i champagne. 

Ulla: – Og det har vi også tænkt os. 

Stéphanie: – Snarest muligt …

Ulla: – Merci Madame. Og nu skal vi spise frokost. 

Vi går ned og spiser på en skøn italiensk restaurant, som Ulla kender. Og der oplever vi lige præcis det, som hun lige har fortalt om. En dansk dame kommer over til vores bord og takker Ulla for alle de fantastiske indslag, hun har lavet gennem årene. Ulla takker pænt og vender derefter helt uanfægtet tilbage til frokosten og samtalen ved bordet. Og jo, vi fik også champagne.    

Vi tager ud og kigger ind: Korrespondenterne

Hvad sker der med en relation, når rammerne er ekstreme, som de er for korrespondenter, der altid er langt hjemmefra? Det undersøger ALT for damerne i en ny interviewserie.

Se, hvad vi ellers skriver om: Kvinder du skal kende, Livsstil, Interview og Ligestilling
Tilbage til toppen