SPONSORERET indhold

Amning

Af: Redaktionen
10. aug. 2010 | Børn | Vores Børn

Gennem modermælken får baby den rigtige ernæring og beskyttes samtidig mod sygdom.

Modermælk er sammensat efter barnets øjeblikkelige behov og det sarte fordøjelsessystem og beskytter mod sygdom. Børn, der ammes, rammes sjældent af smittefarlige sygdomme. Årsagen er, at modermælken indeholder vigtige antistoffer.

Det kan tage omkring seks uger, før mælkemængden og barnets behov har afstemt sig efter hinanden. I den periode kan det måske virke som om, der ikke er mælk nok. Men det er der. Barnet skal blot lægges til oftere, for babys sutten er det eneste, der øger mælkeproduktionen.

Gode råd til amning:

1. Start amningen tidligt
Hvis du allerede på fødestuen lægger barnet på din mave, vil det refleksagtigt søge brystvorten og begynde at sutte. Babys sutten stimulerer til yderligere produktion af mælk og får den almindelige mælk til at løbe til. Tidlig amning er med til at give baby den rigtige sutteteknik. Det betyder, at den lille ligger rigtigt ved brystet og får både brystvorten og noget af areola, det brune område omkring brystvorten, i munden.

2. Giv bryst, når baby er sulten
I dag er de fleste fagfolk enige om, at det eneste fornuftige er at lade barnets behov bestemme, hvornår og hvor ofte der ammes. Dog skal du ikke lægge dit barn til brystet per refleks, hver gang det klynker. Der kan være meget andet end sult, der generer barnet. Hvis du ikke synes, amning efter barnets behov passer for dig og dit barn, kan du regne med, at din baby har behov for mælk cirka hver tredje eller fjerde time i de første måneder.

3. Baby skal sutte brystet blødt
Hvis baby skiftevis bliver lagt til begge bryster, vil mælkeproduktionen også blive stimuleret ved begge bryster. Det første bryst skal baby sutte på, til den slipper, og/eller brystet føles blødt. Så kan baby drikke sig helt mæt og træt ved det andet bryst. Næste måltid skal så begynde ved dette bryst. Nogle børn er mættet godt nok ved kun at tage et bryst, dette fungerer ofte også. Husk, at baby skal sutte så længe som muligt på det første bryst, fordi barnet her får den sidste, fede modermælk, der blandt andet indeholder K-vitamin.

4. Du har brug for tid og ro
Det er afgørende for ammeforløbet, at du er afslappet. Er du nervøs for, at baby ikke bliver mæt, eller bliver baby hele tiden forstyrret i amningen, bliver mælkemængden mindre. Især i besøgstiden kan det være svært at finde den nødvendige ro. Som regel bliver det meget bedre, når I kommer hjem fra hospitalet.

5. Overgang til flaske
Da mad fra flaske ikke kræver så hårdt arbejde fra babys side, vil mødet med sutteflasken kunne medføre, at den lille ikke længere er så interesseret i at få bryst. Mælkeproduktionen stimuleres derved heller ikke og bliver langsomt mindre. Nogle babyer kan dog ikke blive mætte af bryst alene, og bliver både store og glade, når de får supplement af flasken.

6. Hvad må du spise og drikke?
Når du ammer, må du spise alt – med måde. Nogle babyer kan få ondt i maven på grund af det, du spiser, men det er ikke særligt almindeligt. Men hvis du har et meget uroligt barn, er det en god idé at tænke lidt over kosten. Snak med din sundhedsplejerske om det. Du skal have en god og nærende kost, og du må ikke føle dig sulten. Amning og bevidst slankekur hører ikke sammen. Hvis du taber dig ud over det, du har taget på under graviditeten, kan de giftstoffer, der er ophobet i dit fedtvæv, overføres til barnet via mælken.

•Alkohol og nikotin går i mælken. Hvis du vil ryge eller have et enkelt glas, er det bedste tidspunkt lige efter en amning.

• Den medicin, du tager, kan være farlig for barnet. Tal med lægen.

• Hvis du har lyst, kan du dyrke sport, vel at mærke når bækkenbundens muskler er blevet genoptrænet. Ved krævende sportsaktiviteter som for eksempel aerobic og løb, skal barnet helst ammes før udøvelsen, idet mælkens surhedsgrad stiger kortvarigt, men tydeligt.

I de første fire til seks måneder behøver barnet ikke andet end modermælk, først derefter skal du langsomt begynde at give anden mad. Skridt for skridt kan du omstille barnet til at spise grød, grønsager, frugt og kød. Så længe du og barnet har det fint med amningen, kan du trygt fortsætte med at give et til to brystmåltider dagligt. Hvis du har brug for råd og støtte omkring amning, kan du henvende dig til din sundhedsplejerske eller til ammerådgivningen hos Foreningen Forældre & Fødsel.