Blog: Selvfølgelig skal jeg føde hjemme

‘Tør du det? Hvad hvis der går noget galt’ spørger mange. Men hvad skulle der gå galt?

Statistisk set er hjemmefødsler meget mere sikre end hospitalsfødsler, og jeg vil gerne føde så naturligt som muligt. Jeg vil ikke have bedøvelse eller vestimulering – jeg har en stærk tro på, at hvis kroppen får lov at arbejde i fred, så det magiske hormonsystem får lov at flyde frit, så kan den fødende krop alt.

Respekt for hospitaler, og jeg planlægger da også hjemmefødslen med den tryghed i at vide, at skulle noget gå lidt skævt, bliver jeg overflyttet til hospitalet. Og så er det hurra for læger og alt det der, men som udgangspunkt er 9 ud af 10 fødsler ukomplicerede, hvis man lader dem være i fred. Og det gør man altså i min optik bedst hjemme.

Mine to første fødte jeg på hospitalet. Da jeg fødte min ældste datter, Frida, fik den alt, hvad den kunne trække af medicinske indgreb i form af epidural og vedrop. Frida blev stresset, og det endte med en hektisk kopforløsning, hvor hun straks efter fødslen blev taget fra mig og undersøgt. Efterfølgende havde jeg store problemer med at etablere amningen – og med at knytte mig til min lille pige. Det var en sorgfyldt periode.

LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel – Bliv mor hjemme i stuen

Da jeg blev gravid anden gang, ville jeg derfor have det så naturligt som muligt. Jeg ville gerne føde hjemme, men det lod sig ikke gøre af praktiske hensyn (stod midt i flytning etc), så istedet fødselsforberedte jeg mig grundigt med nogle fantastiske teknikker og havde så tæt på en hjemmefødsel som muligt på hospitalet med en jordemoder, der bare observerede og mig, der selv styrede showet i fødekarret på stuen.

Uden at dømme eller fordømme kan jeg for mit vedkommende konkludere, at sidstnævnte model var den bedste. Jeg var på toppen efter fødslen, jeg var smaskforelsket i min datter, og amningen fungerede til et 12-tal fra starten.

Nogle gange siger folk, at det måske er fordi, jeg havde prøvet det før. Men nej, det handler ganske enkelt om hormoner. 

LÆS OGSÅ: Doula: Din private fødselshjælper

Jeg har derfor naturligvis nogle forestillinger om, hvordan det kan blive denne gang. Jeg ved godt, at en fødsel kan slå mange sving, men gode, positive tanker er balsam for en gravid krop. Og jeg ved, at gravide kvinder kan træffe mange valg, som har stor betydning for fødslen.

Alene hormonet oxytocin, som er det hormon, der sikrer gode veer, skaber velvære og glæde i kroppen, og som gør, at du knytter dig til dit barn, og at mælken løber til – og en hel masse andre gode ting – har det bare bedst og fungerer optimalt, når der er ro og tryghed.

For mange er det på hospitalet. For mig er det i mine egne rammer med folk, jeg elsker. Og jeg er 100 % tryg ved tanken om at være hjemme. Jeg stoler på min krop

Vi skal have et fødekar på stuegulvet. Min mand skal være der, en jordemoder fra OUHs hjemmefødselsordning og så en fødselshjælper, der kan tage sig af alt det praktiske. 

Jordemoderen har vi allerede mødt, og hun var fantastisk. Jeg følte mig mødt i alle mine alternative ideer, og det føles rart og trygt.

Føder jeg om aftenen/natten, skal lyset være dæmpet, der skal være stearinlys og rolig meditativ musik. Min fødselshjælper skal sørge for at bage boller, brygge kaffe og varme håndklæder.

Og i en rolig, kærlig atmosfære skal vores barn fødes. Derefter kan vi roligt gå ovenpå, lægge os i dobbeltsengen og indsnuse den lille ny. Ingen stress, ingen autostole, køreture eller dårlig hospitalsmad. Bare os i vores hjem. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at byde den lille velkommen til et liv uden for maven.

Alt det vil jeg skrive mere om de næste par måneder. Tak fordi I læser med.

LÆS OGSÅ: Det her kan far gøre under en fødsel

LÆS OGSÅ: Du ved, du er flergangsgravid, når…

LÆS OGSÅ: Tænker du stadig på din fødsel?