Brevkasse: Jeg savner min søn og mit nyfødte barnebarn

Spørgsmål om håndtering af manglende kontakt 

Jeg skriver til dig, fordi jeg gerne vil have et råd til, hvordan jeg håndterer den manglende kontakt til min voksne søn, hans kone og mit lille barnebarn på kun tre måneder. Jeg har været ene forsørger med min søn og hans lillebror det meste af deres barndom. Det var en hård tid og på et tidspunkt blev min store søn i en kortere periode frivilligt anbragt, hvilket han i sit voksne liv er blevet ved med at bebrejde mig.

Min søn og jeg har begge et iltert temperament, er begge stædige og har gennem årene valgt hinanden fra. For det meste har det dog været ham, der har valgt mig fra for så at vende tilbage igen. Nu har vi lige haft to dejlige år, hvor vi har haft en fin kontakt.

Når jeg skriver ”dejlige år”, er det for mit vedkommende med et gran salt. Da vi genoptog kontakten, aftalte vi nemlig, at hvis der opstod situationer, hvor en af os misforstod en situation, så skulle vi med det samme få det løst. Det resulterede i, at jeg skulle vende og dreje hvert et ord, for at han ikke skulle misforstå mig.

LÆS OGSÅ: Ulykkelig farmor: Jeg savner mit lille barnebarn

For tre måneder siden gik det så alligevel galt. Min søn misforstod en sms fra mig og skrev så en lang og modbydelig besked. Da jeg efterfølgende ringede ham op for at få renset luften, smækkede han røret på og skrev bagefter, at jeg ikke skulle kontakte ham igen. Siden har jeg skrevet en sød og kort besked til både ham, min svigerdatter og mit lille barnebarn, som jeg ikke har set endnu. Den svarede de ikke på.

Dog takkede min svigerdatter for en gave, jeg sendte til mit barnebarn. Hvad er dit råd? Jeg har aldrig haft problemer med min yngste søn og hans familie. Mine to veninder siger, at jeg skal droppe ham. Hvad tænker du?
N.P. 

Vibeke råder til at agere som mor med et meget stort M

Hvordan vi end vender og drejer det, så har din søn oplevet det som et svigt, da han blev anbragt som barn. Mit indtryk er, at de fleste børn, der har fået den slags ar på sjælen, for altid har et lille åbent sår, der aldrig kan hele, ligegyldigt hvor voksne de bliver, eller hvor ansvarlige og modne de ellers er. Følelsen af svigt sidder fast.

Lad mig dog her skynde mig at tilføje, at jeg fuldt ud forstår din handling dengang. At du som mor bad om hjælp til at løse en problematisk situation, det kan jeg kun se som ansvarligt og på sin egen måde omsorgsfuld handling, men det kunne din lille dreng ikke dengang, og det kan den lille dreng i ham stadigvæk ikke.

LÆS OGSÅ: Få hjælp til at løse familiekonflikterne sammen

At det er sådan, det tror jeg, du bliver nødt til at acceptere. Derfor bryder jeg mig heller ikke om, når du skriver, at både du og din søn begge er stædige, har temperament og i perioder har valgt hinanden fra. For det er sådan et forhold, vi kan have med en ligeværdig ven eller kæreste, men en mor eller far skal ikke lufte temperament eller stædighed eller vælge sine børn fra eller til i perioder – da især ikke, når det handler om en søn, der har så sårbare ting med sig i bagagen, som din søn har det. De skal bare altid være der.

Jeg tror derfor, at skal du tilbage i din søns liv igen, skal du begynde at agere som mor med et meget stort M. Her ville jeg starte med at skrive et brev til din søn, hvor du sænker paraderne helt og blot fortæller ham, at du elsker ham og siger, at du er klar til at vente på, at han er klar til at lukke dig ind i sit liv igen.

LÆS OGSÅ: Frustreret mor: Min søn er ved at smadre vores sammenbragte familie

Lad være med at presse på, og sørg for, at han forstår, at det er ham og ikke kun dit barnebarn, du savner, for det, tror jeg, vil betyde noget for ham. Og så ville jeg i mellemtiden sørge for ikke blot at sende dit lille barnebarn en gave på mærkedagene, men også ham. For som sagt, det kan godt være, at din søn er en voksen mand, men indeni ham bor der stadigvæk en lille dreng, der har brug for at blive behandlet derefter af dig.