Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Vegas hjertelyd overvåges med en såkaldt strimmel under den lange fødsel. Foto: privat

"Crazy" fødsel: Det tog tre dage og 36 sygeplejersker

Under Sarahs lange fødsel nåede hun både at skide i sengen og få datteren taget med kop: "Det var en så crazy oplevelse, at jeg er nødt til at grine af det".

Faktaboks

Familien

MOR Sarah Delroy Atløkke, 35 år, ernæringsassistent.

FAR Michael Kolacinski Frederiksen, 28 år, portør.

BARN Vega, 3 mdr.

Sarah havde ikke regnet med, at det ville tage tre dage og flere ture frem og tilbage til hospitalet at føde.

 – Jeg tror, at vi på de tre døgn mødte minimum 36 forskellige sygeplejersker og derudover en masse jordemødre og læger, fortæller hun.

– De præsenterede sig hver og én med navn. Ret morsomt, når man ligger der i bar røv og maser og pruster, siger Sarah Atløkke om sin temmelig udmattende fødsel.

Sarah var frem og tilbage til hospitalet mange gange, før hun endelig fødte sin datter, men nu hvor det er overstået, underholder hun glad og gerne veninderne med de underfundige øjeblikke undervejs.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: Lilli endte med at blive taget med tang

For eksempel hvordan man til at starte med vil have kæresten til at blive i hovedenden af fødelejet – og det ender med, at man står foroverbøjet, med en tyk ble på, ind over sengen, prustende som en hest, mens man råber, at man ikke ved, om man skal kaste op eller skide.

– Det var en så crazy oplevelse, at jeg er nødt til at grine af det, fortæller Sarah.

– Det startede lige på og hårdt med fire minutter mellem veerne. Vi tog på hospitalet, men så gik de i stå, og vi blev sendt hjem. Jeg kunne ikke sove, og veerne begyndte igen. Vi røg derud igen. Og så gik det i stå. Til sidst blev jeg lagt til at sove på hospitalet. Næste morgen var jeg to centimeter åben.

Jordemoren bad Sarah gå en tur, og hun og kæresten gik frejdigt på en café i nærheden. Her begyndte pludselig en storm af veer, og de måtte vende om i en fart.

LÆS OGSÅ: Hjemmefødsel: “Jeg ville have en unik oplevelse”

– Jeg måtte kravle tilbage i rabatten langs vejskiltene. Det må have set spøjst ud.

Det tog halvanden time at komme de 100 meter grundet vekramper. Og så gik det hele i stå igen, sukker Sarah.

Hold-nu-kæft-typen

Lægerne satte fødslen i gang, hvorefter veerne bragede ind over Sarah.

– Midt i det hele sked jeg endda i sengen! indrømmer hun.

Personalet tilbød en epidural, men da den skulle lægges, dykkede hjertelyden, og det måtte opgives. Andet forsøg gik heller ikke.

LÆS OGSÅ: Min fødsel: “Epidural – NU!”

– Til sidst lykkes det at give mig en gudbenådet epidural. Åh, hvor jeg elskede den! Alt var godt: Sygeplejerskerne var smukke. Jeg var glad. Godt nok skiftede jeg samtidig jordemor fra den bløde, omsorgsfulde type til den hårde nu-holder-du-kæft-type.

Fødslen nærmede sig pressefasen, og Sarahs jordemor skruede bissen på.

– Hun råbte, at nu var der tre nyk mere til mig – og ellers kop. Jeg pressede og pressede, men pludselig fik jeg koppen op i underlivet, beretter Sarah.

– Ingen smerte overgår at få en sygeplejerskes hånd og en kop ind, der hvor det i forvejen gør allermest ondt. Men Vega kom ud!

Sarah måtte efterfølgende sys, og hun følte sig smadret efter tre døgns fødsel. Men én sætning fra personalet vil hun huske altid:

– Da det hele var overstået, sagde de: ‘Se, Sarah, nu kommer din familie!’

LÆS OGSÅ: 3 par: Vores fødsel!

Tænk sig, min familie. Det er fantastisk og det hele værd, forklarer hun. Men jeg skal gerne indrømme, at jeg først nu – nogle måneder efter – er kommet mig. Min kæreste tog det i stiv arm. Bekymret var han, men han er portør og har set langt værre ting.

Faktaboks

En hyppig årsag til en lang fødsel er, at veerne er utilstrækkelige, eller at barnet er stort eller ligger uhensigtsmæssigt.

Smertelindring kan også forlænge fødslen, og din egen sindstilstand spiller en rolle: Usikre gravide kommer ofte tidligere på hospitalet, så fødslen føles længere. Samtidig udskiller angst hormoner, der modarbejder veer.

Trækker fødslen ud, kan man prikke hul på fostervandet eller give vestimulerende drop.

Under pressefasen kan man lægge en sugekop og hjælpe den lille ud.

Forsøg ellers at være tålmodig: Bevæg dig og hop om muligt – det får barnet bedre på plads i fødselskanalen.

Kilder: Jordemor Lea Toft fra Jordemoderhuset.com, Mamanet.dk, Sundhedsguiden. dk, Graviditet.dk, m.fl.

Se, hvad vi ellers skriver om: Fødsel og Gravid