Deler du også sol og vind lige? Derfor skal du behandle dine børn forskelligt
Børn med samme DNA og samme opdragelse kan være vidt forskellige, og hvad der fungerer for den ene, fungerer måske ikke for den anden. Det kan derfor være svært at behandle alle unger i kuldet lige. Men er det egentlig også det bedste for dem? Ikke hvis du spørger disse eksperter inden for området.
Har du nogensinde stået i en legetøjsbutik og købt et stykke legetøj til lillebror, bare fordi du jo også havde købt noget til storebror? Også selv om lillebror jo slet ikke manglede mere legetøj. Eller måske er du ligefrem gået så vidt, at du har stået og talt blåbærrene, inden du har serveret dem i hver sin skål for at sikre dig, at poderne har fået præcis lige mange, og I dermed undgår en konflikt?
Men hvad nu hvis millimeterdemokratiet skaber flere konflikter, end det løser?
"Søskendekonflikter om retfærdighed bunder ofte i, at forældre agerer forskelligt. Når vi deler tingene lige, behandler vi dem jo faktisk forskelligt. Vi gør det, fordi vi elsker vores børn lige meget, men vi elsker dem jo ikke på samme måde. Der er ofte et barn i familien, som har behov for mere end det andet barn. Det kan også komme til udtryk ved en putning, hvor den ene vil putte helt tæt, imens den anden vil have læst en historie. Børn er forskellige og skal behandles forskelligt, det gælder også søskende", siger Charlotte Bjerregaard fra Familiepsykologisk Praksis.
Familieterapeut Kathrine Hemmingsen fra Familiemakker bakker også op om, at millimeterdemokrati ikke løser søskendekonflikterne – det giver faktisk tværtimod mulighed for yderligere konflikter:
"Man kan ikke undgå konflikter, jalousi og misundelse mellem søskende. Når vi forsøger at løse det ved at indføre millimeterdemokrati hjælper det ikke, tværtimod kan det forstærke følelserne af uretfærdighed hos barnet. Vi tror, at vi gør det rigtige og løser et problem, men vi forstærker ofte hele fundamentet for konflikten i første omgang", siger familieterapeut Kathrine Hemmingsen fra Familiemakker.
LÆS OGSÅ: Min kærestes mor gør forskel på børnene
Så når vi står og farvesorterer vingummibamserne for at sikre, at den ene ikke får flere røde end den anden, og vi dermed undgår et kommende skænderi, som måske ender i en slåskamp under Disney Sjov fredag aften, så er det faktisk slet ikke den rigtige vej at gå. Men man elsker jo sine børn lige meget, og derfor forsøger man at dele sol og vind lige. Selv om det ifølge Kathrine Hemmingsen slet ikke er nødvendigt:
"Man må gerne behandle sine børn forskelligt, det er faktisk vigtigt, at vi gør det. Vi skal ikke tro, at vi kan behandle vores børn lige ved aldrig at gøre forskel. For hvis vi insisterer på at behandle dem på præcis samme måde, så kommer vi til at gøre forskel i måden, vi møder deres unikke behov. Man kan komme ud i sådan nogle absurde ting med at købe nattøj til et barn, som ikke mangler det, fordi vi har købt nattøj til det andet barn.
Men det kan også være, at vi har et barn, som har brug for meget tid med os, mens den anden hellere vil køres til legeaftaler. Så skal man jo ikke behandle dem på samme måde, for så vil den ene ikke blive mødt i sine behov", siger hun.
Bag undersøgelsen
Vi har spurgt vores Instagram-følgere, om de forskelsbehandler deres børn.
41% svarede ja – 59% svarede nej.
1.108 brugere svarede på vores spørgsmål på Vores Børns Instagramprofil.
Men hvad gør man så, når det ene barn kommer med mundvigene nedad og bævrende stemme og siger ‘han har fået mere end mig’?
"Tit opstår retfærdighed hos børn, fordi de tror, at de skal have lige meget. Men retfærdighed er ikke, at vi får det samme. Retfærdighed er at forskelle udjævnes. Men især små børn kan i perioder gå meget op i retfærdighed, og det skal man som forælder kunne rumme. Det er en periode, de skal igennem", fortæller psykolog Charlotte Bjerregaard.
Men spørgsmålet er, om der alligevel er noget, man kan gøre for at komme retfærdighedskonflikterne til livs? Ifølge Charlotte Bjerregaard er vejen frem at italesætte, at børnene er forskellige, og dermed skal de behandles forskelligt:
"Meget kan løses ved, at man sætter sig ned med sine børn og siger, ‘I er to forskellige mennesker, derfor behandler jeg jer forskelligt, og det er mig, der er forælder, så jeg bestemmer’. Og så skal man holde sig til det. For selvfølgelig er det OK, at den ene skal tidligere i seng, end den anden, eller at det ene barn må spille noget på iPad’en, som det andet ikke må. Men det er også okay, at børnene kender grunden til, at man forskelsbehandler - det er fordi, at børnene er forskellige. Og man skal tage hensyn til barnets udvikling, alderstrin og personlighed", siger Charlotte Bjerregaard.
LÆS OGSÅ: Søskende: Nummer to på vej? Få eksperternes råd
Familieterapeut Kathrine Hemmingsen mener også, at det handler om at møde barnet i dets behov uden at vise, at det handler om sammenligning og retfærdighed:
"Hvis dit barn kommer til dig og siger, at søster eller bror har fået mere slik, og vi så siger, ‘det kan jeg godt se’, og vi forsøger at løse det ved nøjsomt at dele slikket mere ligeligt op, så viser vi barnet, at sammenligningen er vigtig. I stedet for kan man sige ‘okay, du vil gerne have mere? Det skal jeg se, om vi har’. Så viser vi, at det ikke er sammenligningen, der er vigtig, det er derimod barnets behov. Så i stedet for at bekræfte dem i, at deres tilfredsstillelse findes i, at alt er lige, hjælper vi dem til at få opfyldt deres egentlige behov", siger Kathrine Hemmingsen.
Se bag om konflikterne
Det er altså helt normalt, at børnene skændes om, hvem der har fået flest blåbær, og det er helt okay. Men du bør måske alligevel være opmærksom på, om der er en forfordeling i, hvilket barn du møder. Ligesom du skal være opmærksom, hvis det ene barn tricker dig selv mere end det andet.
Og det er i øvrigt også helt naturligt, men du bør undersøge, hvorfor det er sådan, mener Kathrine Hemmingsen:
"Det, der gør ondt på børn, er ikke, hvem der får flest blåbær. Det, der gør ondt, er, når de kan mærke, at man for eksempel bliver mere sur på det ene barn, end man gør på det andet. Det er den type forskelsbehandling søskende tager med sig som voksne. Så når vores børn kommer til os med konflikter, jalousi og misundelse, så skal vi gå ind i følelserne og se, om der er noget om snakken. Trigger mit ene barn mig mere end mit andet? Og hvorfor er det sådan? Det er vores ansvar", siger familieterapeuten.
Det kan psykolog Charlotte Bjerregaard bakke op om:
"Der er ofte ét barn, som gør, at man som forældre kan tænke, ‘nej, hvor er du irriterende’. Man skal finde ud af, hvorfor man reagerer på det. Er det fordi, han minder om mig eller ikke minder om mig? Eller har mit barn særlige sider, som jeg skal tage hensyn til? I en søskendeflok vil der ofte være én, som udfordrer mere end den anden. Ofte handler det om noget i os selv, så man skal som forælder turde kigge indad."
Det handler altså også nogle gange om at se bag ved konflikterne, når børnene skændes over, hvem der har fået flest røde vingummier i fredagssliksskålen.
"Det er helt almindeligt med den slags konflikter, men hvis ens barn for eksempel pludselig går helt vildt op i millimeterdemokrati, kan det jo stikke dybere. Og så kan man spørge sig selv: Er der noget i de større linjer, hvor jeg ikke formår at møde mit barn? Måske ser jeg ikke i tilstrækkelig grad dets individuelle behov?
Vi kan ikke opdrage de her konflikter væk, vi bliver nødt til at gå dybere ind i dem. Man skal ikke snakke børnene væk fra det og forsøge at overbevise dem med fornuft og argumenter. Man skal gå med ind i følelsen og måske sige: Prøv at fortæl mere om din følelse, hvorfor oplever du det sådan? Bag alle konflikter er der helt okay følelser, behov og intentioner, det må vi gerne lære vores børn", siger Kathrine Hemmingsen.
Forskelsbehandler du dine børn, eller forsøger du at dele sol og vind lige?
Vi har spurgt vores Instagram-følgere, hvad de gør for ikke at forskelsbehandle deres børn. Her er, hvad nogle af dem svarede:
"Jeg har talt Smarties, chips og købt noget til dem begge, når jeg fandt noget til den ene."
– Anne
"Alle får gaver, når én har fødselsdag … Pinligt, men sandt."
– Mia
"Jeg synes ikke, der er noget galt i at forskelsbehandle, når der er fem års forskel. Vuggestuebarnet og skolebarnet er to forskellige steder. Om jeg behandler lillesøster som storebror blev behandlet, da han var vuggestuebarn? Ja, så godt som jeg nu kan, og nogle steder er jeg blevet klogere, og andre vil jeg finde unfair over for den mindste, når den store får lov, også selv om hun måske ikke rydder klodserne op for at få en is."
– Nadine
"Jeg giver gaver for samme beløb."
– Christina
"Børn er ikke ens og skal derfor ikke behandles ens."
– Amanda
"Har helt sikkert sorteret slik og givet kniv og gaffel til dem begge, selv om den lille slet ikke bruger det. Men jeg forskelsbehandler også, og har gjort det meget, fordi jeg forstår mit ene barn bedre end det andet, og jeg ved, hvad der vil gøre ham ked af det eller få ham til at føle sig snydt. Så min forskelsbehandling bunder i, at jeg kan se mere af mig selv i den ene, og jeg forstår hans behov og følelser bedre, og derfor kan jeg tage hensyn til dem."
– Mette
"De har fået lige af alt. Tid, gaver, snacks og opmærksomhed."
– Denise
"Jeg deler alle snacks lige imellem dem, helt ned til samme farve vingummier."
– Jeanette
"Børn er forskellige, og derfor bliver de forskelsbehandlet. Men har talt både blåbær og vingummifarver og -forme."
– Carina
Fra slåskampe til alenetid
De fleste forældre til søskende vil kunne genkende, at en lille ting hurtigt kan eskalere. Fra at den ene har følelsen af at have fået mindre slik end den anden i fredagssliksskålen, til at begge slikskålene pludselig ligger spredt over hele gulvet, og ungerne er faret i totterne på hinanden. Og så begynder det med ‘han startede’, ‘jamen du slog’. Ifølge familieterapeut Kathrine Hemmingsen er der ingen tabere eller vindere, men der er altid to børn i klemme.
"I enhver konflikt er der to børn, der er i klemme. Der er ikke én, der har gjort noget mod én anden. Der er noget på hver side, og der er to børn, vi skal hjælpe. Medmindre de er ved at rive hovedet af hinanden, så kan det kan være fint at komme forsigtig ind i børnenes konflikter. Vi skal ind og spille den rolle, som de mangler, så de med tiden kan gøre det mere og mere selv.
Og det gør vi kun, når vi kommer ind og hjælper - vi skal ikke ind og løse det og være dommere, siger hun. Man kan godt have følelsen af, at børnene skal lære at løse konflikterne selv, men gælder det også, når der flyver legetøj gennem luften, og de river hinanden i håret?"
"Småkonflikter lader jeg være, men når det eskalerer, holder jeg mig tæt på uden at blande mig, men jeg er der, hvis de får brug for mig. Hvis nogle er i knibe, så blander jeg mig. Hvad enten det er fysisk eller følelsesmæssigt. Det har selvfølgelig også noget at gøre med børnenes alder og aldersforskel. Når det er en toårig og en syvårig, som har en konflikt, så vil jeg ofte blande mig fra begyndelsen, fordi den mindste er i knibe fra start. For ja, det er vigtigt at give dem plads til selv at gøre det, men vi skal heller ikke trække os så langt fra det, fordi vi synes, at de skal klare sig selv", siger Kathrine Hemmingsen.
LÆS OGSÅ: Gråd, vrede og jalousi: Sådan rummer du dit barns svære følelser
Psykolog Charlotte Bjerregaard mener også, at man skal blande sig, når konflikterne bliver fysiske. Og hun mener også, at man gerne må blande sig, inden de når dertil:
"Når konflikterne er fysiske og voldsomme, skal man blande sig, men man må rigtig gerne blande sig generelt. Så længe man ikke går ind og er dommer. Jo mere forældrene er dommere i børnenes konflikter, jo større bliver konflikterne. Man skal i stedet for gå ind og høre, hvad det handler om ved at sige ‘jeg vil gerne høre, hvad du siger, og hvad du siger’, så falder konflikten lettere til ro. Man skal også huske, at søskende gerne må have konflikter. Det er der, de udvikler sig. Det skal ikke være et mål at tilstræbe nul konflikter", siger hun.
Og selv om det kan være voldsomt, når der er søskendekonflikter, skal man ifølge Kathrine Hemmingsen prøve at se bag adfærden.
"Man skal adskille adfærd fra følelser, så man kan sige, ‘jeg kan godt se, at du er vred. Det er okay. Jeg vil ikke have, at du slår. Hvad er du vred over?’ Så man guider børnene til at forstå, hvorfor de slår. De skal, med tiden og modningen, lære en ny måde at håndtere deres følelser på", siger hun.
Selv om det er naturligt og sundt med søskendekonflikter, så kan man alligevel have brug for ro indimellem. Så hvis familien i en periode er præget af særligt mange søskendekonflikter, så kan én måde at håndtere det på være ved at give børnene alenetid med deres forældre hver især.
"Man kan også overveje om børnene har brug for tid hver for sig med den ene af forældrene, så man plejer tosomheden i familien. Det kan gøre meget for søskendekonflikter, fordi barnet kæmper jo for noget, som er vigtig for det, og ofte handler det om kontakt", siger Kathrine Hemmingsen.