Familien Svane bor i hus

Ditte Lea Svane, assistent på fødegangen på Herlev Sygehus.

Rasmus Svane, analytiker i Alm. Brand.

Astrid Lykke Svane, 16 måneder.

Bor i hus i Søborg.

Hvordan bor I?

Vi har købt et lille hus i Søborg. Det er cirka 90 kvadratmeter fordelt på to etager. Huset er fra 1906 og er lidt ‘dukkehus-agtigt’, med sprodsede vinduer og karnap. Haven er stor og fyldt med gamle æbletræer og et hav af roser.

Der er en masse historie i huset i og med, at det er mit (Dittes) barndomshjem. Oprindelig var det mine oldeforældres hus og min mormors barndomshjem. Da min oldefar døde, arvede min mor huset, og jeg er også vokset op dér. Nu er huset vores, og Astrid bliver femte generation i huset. Det er lidt sjovt.

Hvorfor har I valgt at bo i hus?

Vi har altid haft en plan om at skulle bo i hus. Vi er begge vokset op i hus med have, og vi havde en idé om, at det også var det, vi ville tilbyde vores børn. Her er masser af børn på Astrids alder, så selv om hun endnu ikke er gammel nok til at få legekammerater som sådan, forestiller jeg mig ikke, at det bliver noget problem. Jeg kan sagtens forestille mig, at ungerne kan løbe fra have til have, når de bliver større, og vi vil kun synes, at det er skønt med en masse legekammerater i haven.

Hvad er fordelene ved at bo i hus?

Så absolut haven. I sommermånederne bor vi praktisk talt derude. Astrid elsker at være udenfor, og hun kan lege i legehuset i timevis. Haven er nærmest et ekstra rum, hvor hun også kan male og sådan, uden at det bliver besværligt. Det giver hende og dermed os frihed. Vi har tidligere boet til leje, så for os giver det en god fornemmelse at vide, at det her er vores eget!

En anden stor fordel er da bestemt også at vide, at huset bliver i familien. Selvfølgelig er vores penge nu bundet i et hus, og der er flere udgifter, men vi har altid vidst, at vi ville have hus, så vi har længe gået og lagt penge til side, så det ikke påvirker vores økonomi alt for meget. Vi har aldrig rejst meget, men bruger mest vores sommerhus i weekender og ferier.

Hvad er ulemperne?

Selvfølgelig følger der en masse vedligeholdelse med, men vi frygter ikke, at det går ud over vores tid sammen som familie. Vores plan er at gøre det, så Astrid er med. Når vi laver mad, er hun med, og det synes hun er en fest. Jeg har en idé om, at sådan er det også, når vi ordner have, hvor hun så har sin lille græsslåmaskine.

Men hvis det ikke fungerer, er vi jo heldigvis to, så den ene kan lege med hende, mens den anden ordner. Astrid er vigtigere, end at vinduerne er nymalede, og at tagrenderne bliver tømt. Der er ikke noget, der skal gøres på bekostning af hende. Derfor har vi også hyret vores nevø til at slå græs en gang om ugen, så det ikke tager for meget tid. Men det er da noget andet selv at være husejere, og ikke bare at kunne ringe til viceværten, når der er noget, der drypper. Nu er det os selv, der må ordne det, og det er da nogle gange en udfordring i et hus fra 1906.

En rigtig stor ulempe er også det dyreliv, der åbenbart følger med et sådant hus. Forleden dag sad der en stor fed tudse midt på vores entregulv. Der er også mus i skuret og kryb og kravl alle vegne, men bliver de udenfor, så er det vel o.k. Astrid opdager det ikke rigtig endnu. Hun vinker til fuglene, men ellers er hun ligeglad. Vi tror ikke, det vil genere hende, for hun har ikke så fine fornemmelser.

Hvor ser I jer selv bo om fem år eller ti år?

Vores plan er at blive i huset, til vi skal bæres ud. Måske bliver pladsen lidt trang med kun to soveværelser, hvis der kommer flere børn. Men inden vi købte huset, gjorde vi os overvejelser om eventuelle tilbygninger, så det skulle ikke blive et problem. Jeg (Ditte) har altid delt værelse med min søster, og jeg har en forestilling om, at Astrid skal gøre det samme, hvis vi er så heldige, at der kommer flere.