Børn fly rettigheder
SPONSORERET indhold

Flyrejser med børn: Her er dine rettigheder

Hvad gør du, hvis flyet er forsinket? Og må du have babymad med i kabinen? Vi guider dig gennem dine rettigheder, når du flyver med børn.

Af: Amalie Louise Bernitt Foto: Getty Images
22. aug. 2019 | Børn | Vores Børn

Har du husket at pakke iPad’en med tegnefilm og favoritbamsen til sengetid? Og er du også typen, der stresser, når baby begynder at græde, og dine medpassagerer kaster sig demonstrativt tilbage i sædet og sender rullende øjne din vej?

Der er meget at holde styr på, når du skal flyve med småbørn, og det bliver sjældent lettere af, at flyselskaberne ofte overbooker afgangene, at flyene forsinkes med timer, eller at rejsen helt aflyses.

Heldigvis er dine rettigheder langt bedre, når du har junior med på rejsen.

LÆS OGSÅ: Sådan får du en god flyrejse med børn 

Vidste du for eksempel, at du har ret til mere væske i håndbagagen? Eller at flyselskaberne skal hjælpe dig med mad og eventuel overnatning, når flyet er mere end to timer forsinket, og baby er både træt og sulten?

Der findes en god række tjenester, som kan hjælpe dig godt på vej, hvis uheldet er ude, og du mangler hjælp til økonomisk kompensation. Men du kan også læse godt op på lektien hjemmefra, så du minimerer generne for både dig og dine børn undervejs.

AirHelp, en organisation, der hjælper rejsende med kompensationssager, er dykket ned i reglerne om børnefamilier og fly-passagerrettigheder. Herunder har vi samlet de vigtigste pointer, så du er godt klædt på til familiens næste flyvetur.

LÆS OGSÅ: Guide: I lufthavnen med børn 

1. Mad og drikke

Er dit fly mere end to timer forsinket, skal flyselskabet sørge for, at du og din familie får både mad og drikke.

De fleste flyselskaber vil tilbyde jer madkuponer, som I kan bruge i lufthavnens restauranter. Sker det ikke, kan du selv stå for at købe det nødvendige og derefter bede om at få pengene tilbage fra flyselskabet. Husk derfor at gemme kvitteringerne, og husk, at det kun gælder rimelige udgifter – og altså ikke fri bar, store mængder slik eller snacks, til I sprækker.

Vær også opmærksom på, at det er længden på flyforsinkelsen, der afgør, hvor meget I har ret til at få.

2. Gratis overnatning

Er flyforsinkelsen særligt lang, eller er jeres flyafgang helt aflyst og kræver en ekstra overnatning, skal flyselskabet tilbyde dig og din familie en gratis indkvartering.

Ofte vil det ske på lufthavnshoteller, men kræver det ekstra transport at komme til overnatningsstedet, har I også ret til gratis transport til og fra lufthavnen.

3. Ret til samme kompensation

En flybillet til børn koster ganske vist mindre end en flybillet til voksne. Ikke desto mindre har dit barn ret til fuld kompensation, hvis der skulle opstå større forsinkelser.

Beløbet afhænger nemlig af rejsens længde og forsinkelsen – ikke af det beløb, du har betalt for jeres flybillet, og derfor kan alle, der er fremmødt til boarding med gyldig reservation, rejselegitimation og visum, få udbetalt en økonomisk kompensation på op til 600 Euro ved flyforsinkelser.

Gælder det også spædbørn, der sidder på skødet? Ja og nej. Er der blevet opkrævet et gebyr for deres billet, kan spædbørn også få fuld kompensation på linje med alle andre rejsende. Rejser de med gratis, har de ikke ret til kompensation.

Er I en familie på tre personer, der alle har betalt for jeres billet, kan I således ende med at få hele 13.000 kroner i kompensation, hvis flyet er særligt forsinket.

LÆS OGSÅ: Sådan beskytter du dit barn i sommervarmen

4. Meget mere væske

Hvor det normalt kun er tilladt at medbringe én liter væske fordelt på små 100 ml-flasker i håndbagagen, er der andre regler for dig, der rejser med spædbørn.

Rejser du med et barn under 2 år, har du nemlig lov til at medbringe så meget babymad, mælk, frugtjuice og destilleret vand, som du har brug for til rejsen. Kvit og frit.

5. Autostol og klapvogn

Din klapvogn eller autostol behøver ikke at skulle tjekkes ind. Rejser du med en baby under to år, må du nemlig medbringe begge på flyet uden ekstra omkostninger, så du ikke får hold i ryggen af at slæbe baby rundt i lufthavnen.

Klapvognen sørger personalet for at få med ombord, når du ankommer til gaten, mens autostolen er velkommen i kabinen. Medbringer du en autostol, skal du dog være opmærksom på, at det ofte kræver et ekstra sæde, hvilket hurtigt kan blive en dyr fornøjelse.

Har du planer om at medbringe en autostol, bør du ifølge AirHelp kontakte flyseksabet forud for rejsen, så I undgår misforståelser i gaten.

6. Sid ved siden af dine børn

Der findes ingen, europæisk lov, der garanterer dig, at du kan sidde ved siden af dine børn, når du flyver. Dog får de fleste familier lov til at rejse side om side uden ekstra betaling, og ofte vil familier med helt små børn blive tildelt priority boarding, så de kan komme på plads som de første.

Vil du være helt sikker på, at hele familien kan sidde sammen, kan det dog være en god idé at bestille sæder hjemmefra.

Ifølge AirHelp vil det desuden være et krav hos nogle flyselskaber, at mindst en af de voksne betaler for en pladsreservation, for at de kan sidde med deres spædbarn gratis.

En god flyvetur afhænger ikke kun af dine rettigheder. Det afhænger også af din forberedelse. Få gode råd til, hvordan du sikrer familien den bedst mulige flyvetur her.

Anbefalet til dig