GODE RÅD FRA EKSPERTERNE

Er det okay at amme baby i søvn? Hvorfor kan børn finde på at slå? Har jeg barselsstress? få eksperternes svar på denne måneds spørgsmål.

SUNDHEDSPLEJERSKEN PUTNING UDEN NATMAD

Jeg vil gerne have hjælp med hensyn til putning af vores datter, Liva, på fire måneder. Jeg ammer hende i søvn i soveværelset med svag belysning. Hun falder ret hurtigt i søvn, og så lægger jeg hende over i hendes vugge. Der sover hun så trygt seks-syv timer i træk.

Liva er meget afhængig af sin godnat-amning – ellers kan jeg ikke få hende til at sove. Vi har prøvet sang, nusse på kinden, og at hun putter alene i sin vugge, men hun vrider sig, åbner munden og søger efter bryst, og efter lidt tid begynder hun at græde. Hvordan ændrer jeg vores rutine, og hvordan får jeg skilt amning og søvn?

Mange tanker, Benedicte

Kære Benedicte,

Jeg må sige, at det lyder til at være en fin puttestund, du har med din datter. Du ammer hende i soveværelset, og hun falder hurtigt i søvn. Derefter sover hun seks-syv timer i træk. Flot.

Det er rigtigt, at omkring fire-seksmånedersalderen kan det være en god idé at begynde at skille mad og søvn. Men for mange børn er det lidt for tidligt at gøre det ved fire måneder. I skal kun ændre rutinerne, hvis det er et problem at putte på den måde, for eksempel hvis barnet vågner, når det bliver lagt i sengen, eller putteamningen tager flere timer. Men jeg synes, jeres rutine lyder dejlig for begge parter; hun får sin godnatmad stille og roligt, og du får sagt godnat på en varm og tæt måde.

Noget, der er meget mere vigtigt i den alder, er, at jeres barn er mere opmærksomt på lyde og vil blive distraheret af fjernsyn, snak med mere. Derfor er det fornuftigt, at putningen foregår i soveværelset, og ikke på sofaen i stuen. Den rutine har I flot indført. Jeg synes, du skal holde fast i jeres gode rutine og først ændre på den, når hun begynder at ændre den, som de eksempler jeg skrev før.

Det, du skriver, I har gjort, for at skille mad og søvn, er det helt rigtige, men jeg tror ikke, I og hun har været klar til det. Når I igen prøver at skille mad og søvn, kan I synge en sang, nusse hende på kinden, sige godnat og gå ud. Det kan godt være, hun begynder at græde, vent et kort øjeblik, gå ind igen, put hende og sig godnat. Husk at se ud som om, det er positivt, det du gør. Børn er nemlig gode til at læse forældrenes signaler. Det tager altid et par aftener at ændre rutiner.

Du skriver, at du putter hende i vuggen. Så tænker jeg, om hun ikke er ved at være for stor til vuggen, så hun skal over i en tremmeseng. Det er vigtigt at tænke på sikkerhed. Men ellers så nyd jeres gode og dejlige rutine.

Mange putte-hilsener,

Dorte Fischer, sundhedsplejerske

BARSELSCOACHEN STRESSENDE GÆSTER

Jeg går og nyder barslen med min datter på snart to måneder. Problemet er, at jeg ikke har så meget overskud generelt og derfor heller ikke til en masse ivrige besøgende, der gerne vil se den lille. Men jeg har svært ved at sige fra og er i tvivl om, hvorvidt det er mig, der er pylret eller overfølsom.

Jeg stresser lidt over uplanlagte ting/besøg, og hvis min datter for eksempel er træt eller ked af det, synes jeg, det er for stressende med besøg. Samtidig ville jeg ønske, at jeg havde ro og overskud til at se familie og venner, for jeg er normalt meget social og vil egentlig gerne.

Min mand tager det meget mere afslappet. Vil det ændre sig af sig selv, tror du?

Hilsen anonym

Kære Anonyme,

Hvis det kan berolige dig, så er det meget normalt at have det på den måde, som du har det. Jeg møder også mange kvinder, der har svært ved at sige fra og lytte til egne behov.

Ingen af delene har som regel at gøre med at være pylret eller overfølsom.

Så i stedet for at forkaste eller prøve at presse følelser væk, så prøv i stedet at lytte til din mavefornemmelse.

Spørg dig selv, om ikke dit manglende sociale overskud og følelse af små-stress, måske også ved tanken om besøgende, gør noget godt for dig. For mig lyder det som om, disse følelser netop er dem, der gør, at du får tid til og fokus på din nye rolle – moderrollen. Og den kan godt kræve lidt tid at få ind under huden.

Måske det derfor kunne hjælpe dig, hvis du tænker over, at dit normale sociale, udadvendte engagement lige for tiden er drejet indad. Lige nu er det jo babyen, dens signaler og behov, hjemmet, det nære og daglige, der fylder og tæller i dit liv. Det er her, du bruger alle dine kræfter. Og det er normalt.

Jeg vil derfor opfordre dig til at ære disse behov og øve dig i at have det godt med at sige fra og til. En god tommelfingerregel er lige at mærke efter, om en aktivitet vil give eller tage energi – før du siger ja.

Der bliver masser af tid til at være social igen, når tiden er til det, og du er parat. Den slags behov skal nok komme.

Stol på det og på din mavefornemmelse. Det er den, der gør dig til den bedste mor for dit barn.

Venlig hilsen,

Nina K. Brandt, barselscoach

BØRNEPSYKOLOGEN SLÅR MOR OG FAR

Vores datter på 20 måneder er begyndt at slå os. Vi siger, at det vil vi ikke have, tager ved hendes arm, uden at det er hårdt, og sætter hende lidt væk. Lige lidt hjælper det. Hvad kan det skyldes, og hvordan forholder vi os til det?

Hilsen Lonni

Kære Lonni,

Børn får i sidste del af andet leveår en selvbevidsthed. I denne periode afprøver de derfor selvets muligheder og grænser. Det gør de ved at udvise stor selvstændighed især over for forældrene. „Kan selv,” „vil selv,” „vil ikke” og „nej” er de mest sagte ord i denne periode.

Hvis forældrene så fortæller barnet, at det ikke kan alt selv, vil barnet blive meget, meget vredt – det kan slå, bide og kaste sig på gulvet for at fortælle os, at vi er de dummeste mennesker på denne jord.

Her er det vigtigt, at vi voksne forstår, at barnet reagerer sådan, fordi det er ved at finde ud af, hvad det egentligt evner, og hvad det ikke evner. Det er derfor meget vigtigt, at vi voksne støtter og hjælper barnet. Dels med at klare tingene selv, dels ved at udstråle, at det godt må blive vred, når det ikke kan selv. Så det du gør, kære Lonni, er helt rigtigt.

Når hun slår, siger du: „Jeg vil ikke have, at du slår,” eller „Okay, du er vred, men jeg vil ikke have, at du slår.” Og prøv så at aflede ved at sige: „Kom, vi finder lige en bog, vi kan læse” eller „Vil du hjælpe med at dække bord?” Det kan godt være, at man – som du – føler, at man har sagt det 100 gange, men sådan er det at lære et barn de sociale færdselsregler. Det kræver tålmodighed, at man holder fast, og at man siger tingene igen og igen.

Endelig kan jeg trøste dig med, at så snart din lille pige udvikler sit sprog – det kommer jo her i to-treårsalderen – er det et redskab, barnet kan bruge til at udtrykke de voldsomme følelser. Dette bevirker ofte, at barnet opgiver den kropslige voldsomhed og i stedet løser problemerne via sproget. Så hold ud!

Med venlig hilsen,

Margrethe Bruun Hansen, børnepsykolog

JORDEMODEREN ER FOSTRET FOR LILLE?

Jeg var til nakkefoldsskanning i går, 12+0, hvor jeg fik en fin vurdering, lav risiko for Downs syndrom.

Vi så babyen hoppe rundt derinde, og alt så fint ud. Fostret målte CRL 56 millimeter. Nu læser jeg så flere steder, at fostret på nuværende tidspunkt måler mellem 65 og 78 millimeter. Det gjorde mit jo ikke. Betyder det noget?

Jeg er frygtelig bange for at abortere, som jeg har gjort flere gange før, dog noget tidligere i graviditeten.

Hilsen Maria

Kære Maria,

Du kan være helt sikker på, at det ikke betyder noget. Dit foster er så stort, som det skal være på dette tidspunkt.

I graviditetsbøger og andre graviditetskalendere kan størrelsesangivelserne være ret upræcise og kun cirka-angivelser. I den tidlige graviditet kan man ved skanning måle fostret fra hoved til hale, det der hedder Crown-Rump-Length og forkortes CRL. Det mål bruger man, sammen med nogle andre mål på dit foster, til at beregne, hvor langt du er henne i graviditeten. Fostre vokser nemlig meget ens hos alle gravide i de første tre måneder. Hvis fostret er større eller mindre end forventet, rykker man derfor terminsdatoen, så den passer til barnets størrelse.

Aborter i den tidlige graviditet skyldes ofte, at der går noget galt i den tidlige udvikling af fostret, så det enten slet ikke udvikler sig, eller det for eksempel har kromosomfejl og aborteres spontant. Når du er nået til 12.13. uge, og der på skanningen er set et fuldt færdigdannet foster, er din risiko for abort meget lille. De fleste kvinder, der har prøvet at abortere en eller flere gange, vil opleve, at tilliden, til at kroppen bare fungerer, får sig et ordentligt knæk. Når man så bliver gravid igen, kan det være svært at tro på, at det lykkes, og den mindste uregelmæssighed gør en bange for, at det skal ske igen.

Som regel aftager angsten lidt efter de tolv uger, og når du begynder at mærke barnet, vil du forhåbentlig for alvor kunne tro på, at din graviditet lykkes.

Med venlig hilsen,

Nina Sepstrup, jordemoder

PARTERAPEUTEN HJÆLP, VI SKÆNDES!

Jeg er en ung mor til tre børnehavebørn. Min mand og jeg har de sidste mange år haft problemer. Vi gik i parterapi for et år siden. Vi kan ikke finde ud af at kommunikere rigtigt. Det bliver til vrissen og kritik. Jeg synes jo, at det er min mand, der er værst over for mig. Det er næsten ligegyldigt, hvad jeg gør, så får jeg et møgfald. Jeg står for aflevering og afhentning af tre børn.

Jeg har ”kun” 30 timer, men jeg står også for deres fritidsinteresser, hvis de skal til ørelæge, læge, tandlæge med mere. Jeg handler ind og laver maden. Men han brokker sig altid. Han mener ikke, han laver andet end at rydde op. Og det skælder han ud over dagligt (hvorimod jeg ikke dagligt skælder ud over at aflevere og hente børn, lave mad, handle, bage med videre).

Vi er også uenige om børneopdragelse. Jeg er pædagog og måske lidt mild med grænser, hvor han efter min mening er totalt unfair. Lige nu er jeg meget meget i tvivl om, hvorvidt jeg skal gå fra ham. Jeg er så ked af, hvis mine børn skal være skilsmissebørn.

Anonym

Kære anonyme,

Det er kun i forelskelsesfasen, at vi har held med at bilde os ind, at vi er enige om det meste, og at vores forskelligheder blot er charmerende. I befinder jer på det efterfølgende stadie, der indhenter alle par før eller siden, nemlig magtkampenes stadie. Det er et utrygt stadie, som aktiverer hjernens mest primitive forsvarsmekanismer: Angreb, flugt og at spille død.

Din mand reagerer på utrygheden mellem jer ved at være opfarende og kontrollerende, mens du bider din forurettethed i dig, lader hadet vokse og overvejer flugten. Parforholdets værste kampe handler oftest i højere grad om ting, vi selv har med i bagagen, og i mindre grad om vores partner. Det ER muligt at komme videre sammen, om end det kræver en målrettet indsats.

Jeg tænker, at der oprindeligt har været noget godt mellem dig og din mand, eftersom I har fået hele tre børn sammen. Dernæst tænker jeg, at uanset hvad I ender med at ville med jeres forhold, har I brug for at erstatte skænderierne med en mere konstruktiv kommunikationsform. Dels fordi I skal samarbejde om jeres børn mange år endnu, og dels fordi at så længe I skændes, får I aldrig ordentligt taget hul på de ting, som I virkelig har brug for at få talt om.

Og jeg tror, at I har brug for igen at forsøge, om I ved parterapi kan lære at snyde uden om de vanlige skænderiers blindgyde, så I på et ordentligt grundlag kan beslutte, hvad I vil med hinanden. Det fortjener både du og din mand samt jeres tre, dejlige unger.

Kærlig hilsen,

Anette Buur Bangsgaard, parterapeut