Hjælp! Min datter skal i skole – næste år!
Nogle er fru Cool, når de vælger skole til deres barn, andre er fru Panik. Jeg er helt sikkert fru Panik med flere sommerfugle i maven, end hvad min datter ønsker malet i ansigtet.
I dag da jeg tømte postkassen, lå der et brev, som jeg har ventet i fire år. Det var et brev fra en af byens bedste privatskoler, der fortalte, at min datter var kommet ind til næste skoleår.
“YES!” var min første tanke, det var jo det, vi havde planlagt, siden hun var 6 måneder. Ikke mange minutter bagefter kom tvivlen. Var det nu det rigtige for vores datter? På hvilket grundlag skal vi kunne vælge, hvad der er bedst for hende de næste 10 år af hendes liv? Kan mærke panikken inde i mit hoved, det er jo den største beslutning jeg har skullet træffe i mange år. 10 år er jo et helt årti!
Et årti af min datters liv, der skal forme hende og danne rammen for resten af hendes liv. GISP!
Jeg gik i gang med at se på vores alternativer: en anden privatskole eller folkeskolen. En anden privatskole er vist utopi på grund af ventelister, og folkeskolen virker bare ikke særlig attraktiv med de daglige historier om lange dage, stressede lærer og faldefærdige skoler. Måske jeg skulle besøge den lokale folkeskole og selv få syn for sagen?
Er folkeskolen virkelig så slem, som medierne og alle lærerne siger? Jeg synes det er SÅ svært! Alle andre forældre, jeg snakker med, lyder så fattet og rolige i deres beslutning, hvorfor skal jeg så være fru Panik? Min mand forstår mig slet ikke, vi havde jo planlagt det.
“Kan du ikke bare spørge Chloe, hvad hun vil?” sagde han lettere irriteret, mens han sad koncentreret foran computeren. “Øhh jo, hun ved da virkelig, hvad der er bedst for hende!” bed jeg tilbage.
Så kom Chloe ind i stuen, så den fine brochure fra skolen, der lå på bordet. Jeg forklarede hende, at det var fra en skole, som hun måske skulle gå på. Chloe blev ellevild, kiggede lidt og sagde: “Mor, der vil jeg gerne gå – se de har ansigtsmaling, jeg vil gerne males som en sommerfugl!”
Jeg skal svare privatskolen om en uge… Det bliver sikkert et ja, men puha, det er et stort skidt. Måske det egentlig ikke er skolen, men at det er svært at acceptere, at min lille pige måske ikke er så lille mere?
Heldigvis har jeg et år til at vænne mig til tanken, indtil da skulle jeg måske fokusere på at forklare, at man i skolen ikke maler hinanden i hovederne – hver dag.
