Hvad blev der af kedsomheden?

Må børn ikke kede sig længere, filosoferer Camilla Revensdorff, som synes, hendes egen barndom indeholdt mange kedelige momenter….

Med fare for at lyde som en gammel, bitter kvinde (og mor), så er det min helt klare opfattelse, at nutidens børn ikke har kedsomhed lagret som en del af deres aktive ordforråd. Langt de fleste af dem er vokset op som ønskebørn under forhold, hvor der har været både tid og råd til, at de fik stor plads at boltre sig på – i hvert fald væsentlig større plads og med langt større opmærksomhed, end vi andre fik.

Vi moderne mødre, har jo fra dag 1 – i den aller bedste mening – stresset rundt til babysvømning, mødregruppe-træf, mor-barngymnastik, bongo-spil og legestue, og måske som en konsekvens heraf er vi i dag indehavere af en generation, der er vant til en relativt – til tider grotesk – høj underholdningsværdi og samtidig har en kende svært ved at beskæftige sig selv.

Når jeg for eksempel tænker tilbage på min barndom, så er én af de begivenheder, der står printet ret klart i min erindring, den årligt tilbagevendende bilferie. Den foregik i al sin enkelthed på den måde, at jeg tilbragte endeløse timer på bagsædet af en træt Volvo, mens min cigarrygende far og cerutrygende mor (for nedrullede vinduer) ræsede det halve af Europa tyndt, og underholdningen for mig bestod i at vinke til andre rejsende, tælle lygtepæle eller skrive nummerplader ned i en kinabog. Det var ikke hverken brandspændende eller særligt berigende, men det var bare en del af pakken, når man skulle på dejlig ferie sydpå.

I dag er det jo nærmest standardudstyr i et hvert ordentligt køretøj at have nakkestøtteindbyggede dvd-skærme (og helst to af hinanden uafhængige skærme, så ungerne ikke er indlagt til at se den samme film), for tænk, hvis der skulle opstå lidt uudfyldt tid til bare at tænke en tanke eller glo ud ad vinduet…

Og apropos mediegenren, så har begge mine børn da også på et par år slidt tryksværten af fast-forward-knappen på fjernbetjeningen, da de ikke har kunnet se mening i at bruge unødvendig spildtid på trailers, intromusik og rulletekster til de film, de skulle underholdes af.

Min ældste søns glansnummer, hvad angår maks. underholdningsværdi, udspillede sig i Dyrehaven, hvor vi en skøn efterårssøndag tog spenderbukserne på og besluttede os for at leje en hestevogn. Ikke nogen billig fornøjelse, men da super idyllisk og med en ivrig og særdeles fortællelysten kusk, der lovede at spotte nogle dådyr, så sønnike kunne få en sand naturoplevelse up-close. Fuld valuta for pengene fik vi simpelthen, da kusk springer op af sadlen, fordi han har spottet to styk kronvildt, men stor er skuffelsen, da han vender sig rundt og ser, at møgungen sidder dybt begravet i sin Gameboy og med et saligt udtryk signalerer, at han har sejret over SuperMario (på en skala fra 1-10 var det så 10 pinligt for møgungens forældre…)

Som skolelærer oplever jeg klart de same tendenser til krav om underholdning og har faktisk flere gange set mig selv komme trillende ind med en projektor for at kunne smække en Power-Point præsentation med navneordenes endelser op på væggen – en transaktion, der i sagens natur havde været noget lettere og mindre tidskrævende med et stykke kridt og en tavle. Dilemmaet er bare, at når jeg tyer til sådanne moderne remedier, så har jeg simpelthen børnenes udelte opmærksomhed – det er faktisk lige før, de spiser af hånden, og det er jo temmelig gunstigt rent indlæringsmæssigt, men det skulle jo helst ikke ende med, at børnene forventer, at sagaerne og folkeviserne bliver præsenteret af en lærer forklædt som stand-up komiker.

Selvom jeg også mange gange har taget mig selv i at putte elektroniske spil og anden underholdning i tasken inden restaurantbesøg og vennemiddage for at mindske ventetiden (og optimere voksen-taletiden), så tror jeg faktisk, det er både vigtigt og værdifuldt, at vi lærer vores børn at kunne holde deres eget selskab ud – det er jo en rigtig vigtig egenskab at have med sig senere i livet. Jeg har en formodning om, at vi som forældre skal prøve på ikke for ofte at falde i dårlig samvittighedsgryden og synes, at der skal ske en hel masse hele tiden, og ofte tror jeg faktisk også, at børnene i bund og grund hellere vil en tur i haven end en sviptur til Disneyland, selvom man garanteret også sagtens kan finde et sted at kede sig dér.

Camilla RevensdoRff eR

folkeskolelæReR og

skRibent – og moR til to

vakse dRenge, oliveR på 6

åR og osCaR på 3 åR.