Wow, jeg er gravid: Katrine

Da jeg fandt ud af, at jeg var gravid …

… stod Patrick ved siden af mig. Vi kiggede på hinanden og sagde ‘yeah, så er det sådan!’ Det føltes rigtigt og godt, for graviditeten var planlagt. Jeg tager tingene, som de kommer, og jeg har ikke lyst til at gøre et stort nummer ud af, at jeg er gravid. Det er jo meget naturligt.

Da jeg skulle fortælle min kæreste, at jeg var gravid …

… var det, fordi mine bryster var blevet ømme, og jeg derfor troede, jeg var gravid. Han var bare glad og sagde, at vi så hellere måtte få købt en test.

Da vi skulle fortælle vores forældre det …

… diskuterede vi, hvordan det skulle foregå. Vi fandt en god løsning, hvor Patrick ringede til sin familie i USA, da det ikke var let at få alle samlet, og jeg fortalte det til min familie. De fik en mms med skanningsfoto og beskeden ‘er I klar til babysitning?’

Da jeg skulle fortælle det på arbejdet …

… fortalte jeg det først til mine to nærmeste chefer og herefter til et morgenmøde. Folk tog det heldigvis meget afslappet.

Da jeg voksede ud af mine almindelige bukser …

… jeg er ikke vokset ud af mit tøj endnu, fordi jeg altid har gået i lavtaljede bukser og lidt løst tøj. Men jeg har overgivet mig og købt et enkelt par ventebukser med elastik.

Da kvalmen satte ind …

… jeg har ikke haft kvalme og heller ikke mærket nogen synderlig træthed. Men det skal siges, at jeg altid har elsket at gå tidligt i seng – og især her under min graviditet!

Da jeg var til skanning første gang …

Da jeg mærkede det første spark …

… vidste jeg ikke, at det var et spark. Men da jeg fik at vide, at det føles som en boblen i maven, vidste jeg, at jeg havde mærket mit barn. Det første rigtige spark, syntes jeg, var helt skægt. Patrick har også mærket det en enkelt gang.

Da jeg fik at kønnet vide …

… blev jeg rigtig glad, da vi fik at vide, det var en pige. Ikke fordi det er en pige, men fordi vi havde noget nyt at fortælle især Patricks familie, som bor langt væk. Det er hyggeligt at vide, selv om man jo ikke kan være hundrede procent sikker.

Da jeg købte den første ting …

Da vi skulle finde på et navn …

… var det vigtigt for os, at det blev et navn, som bliver udtalt ens på dansk og amerikansk. Hvis det bliver en dreng, skal han derfor hedde Lou efter Patricks morfar. Bliver det en pige, som vi jo tror, det gør, skal hun hedde Anna efter min oldemor.

Klik her for at vende tilbage til hovedartiklen