Klumme: Min mand var ikke med, da jeg fødte vores søn - det var mit valg

Jeg kysser min søn, og hvisker farvel til min mand, mens jeg lydløst glider ud af soveværelset. Pusletasken er pakket og vandrejournalen ligger klar på trappen. Klokken er 02.00 om natten, og jeg er på vej på hospitalet for at føde min søn. For enden af vores grusvej kan jeg se min mors lille Peugeot 108 komme trillende i mørket. Mine veer kommer med 7 minutters intervaller, og jeg savner allerede min mand, men især min søn, der forhåbentlig sover hele natten uden overhovedet at opdage, at jeg er væk.

Jeg har selv ønsket det sådan. At det er min mor, der skal være med under fødslen, og ikke min mand. Det er noget, jeg har ønsket af to årsager. Den ene, fordi jeg har brug for, at min mand er hos vores søn, der aldrig før er blevet passet af andre end ham og mig. Den anden, fordi jeg har brug for at blive støttet af en, der ved, præcis hvor ondt det gør at føde et barn.

Jeg har brug for min mor.

Det er ikke, fordi min mand ikke støttede mig under min første fødsel. Han stod trofast ved min side i de 23 timer, det tog, fra jeg trådte ind på fødegangen, og til min søn var i mine arme. Han pressede hænderne mod min lænd, når jeg skreg, han holdt om mig, da jeg skulle balancere på yogabolden for at få min søn længere ned i bækkenet. Han heppede, da fire kvinder for fodenden af sengen hev min søn ud af mig med en sugekop.

Alligevel havde jeg brug for, at det kun var min mor, der deltog under denne fødsel. For - og nu er jeg helt ærlig - jeg vil hellere lave lort og kaste op foran min mor, end foran min mand. Pardon my french.

LÆS OGSÅ: "I det øjeblik, jeg rejser mig fra toilettet, kommer der et barn sejlende med ud"

“Man kan ikke se godt ud, når man føder”

Sådan fnysede en jordemoder under min første fødsel, da jeg brølende jagede min mand ud af stuen, fordi jeg skulle på toilettet - hvilket på det tidspunkt var en kørestol og et bækken i midten af en fuldt oplyst hospitalsstue. Men den fnysende jordemoder havde misforstået noget. At jeg bad min mand om at skrubbe af, handlede ikke om forfængelighed. Det handlede om fucking værdighed!

For på mange måder var min mand og jeg stadig fremmede for hinanden. Vi blev hurtigt gift og en måned efter brylluppet, stod jeg med en positiv graviditetstest i hånden. Vi var stadig polerede, og vi prøvede stadig at imponere hinanden. Og da den første ve meldte sig 9 måneder senere, havde jeg ikke den fjerneste idé om, hvad der ventede os.

Blod, prutter, tis, lort, skrig, gråd og en sårbarhed, jeg ikke var klar til at vise ham, gjorde, at jeg ikke kunne give ordentlig slip under fødslen. Jeg var anspændt, og modarbejdede min krop, der i forvejen kæmpede for at følge med. Og selvom min mand og jeg siden den nat har fået en langt stærkere relation, vidste jeg stadig med mig selv, at denne fødsel skulle være helt anderledes end den første.

LÆS OGSÅ: Eva hjemmepasser sin søn: "Jeg troede, at jeg kunne finde en balance… Det kunne jeg ikke"

Det handler om relationen

Da jeg luftede det for min mand, blev han i første omgang skuffet over at skulle misse fødslen. Men ret hurtigt forenede han sig med tanken, og jeg var glad for, at han forstod det. At han respekterede mit ønske.

Da beslutningen først var truffet, hvilede vi begge i den. Ingen af os vidste, hvor længe fødslen ville tage. Og det var vigtigt for os begge, at vores søn var tryg. Det var også vigtigt for min mand at føle, at han kunne bidrage. Og det kunne han bedst, ved at blive hos vores søn. Det eneste min mand siden hen har haft betænkeligheder ved, er om vores nyfødte dreng engang vil blive ked af at vide, at hans far ikke var med til fødslen.

Og for nogen må det da også lyde vanvittigt ikke at ønske sin mand med til fødslen af sit eget barn. Kan man overhovedet være det bekendt?

Jeg kan godt misunde de ægtepar og kærester, der er så tætte og dybt fortrolige med hinanden, at det er en diskussion, der aldrig finder sted. Samtidig føler jeg mig dybt taknemmelig over, at jeg har så tæt en relation med min mor, at hun - helt uden at blinke - holder om mig på toilettet under en bølge af veer og imens klyx’en gør sit beskidte arbejde. Jeg vil ikke have haft lysten eller modet til at bede min mand om det, og jeg er ret sikker på, at han også helst ville have være fri. Og det er OK med mig.

Det handler i bund og grund om relationen. Det handler om at føle tryg.

Da jeg 5 timer senere kommer hjem fra hospitalet og vækker min mand og vores søn med vores lille, nyfødte søn i autostolen, kunne jeg ikke have ønsket det anderledes.

Jeg havde en fantastisk fødsel - med min mor!