Leder: Sid lidt hos mig, mor...

Det er ikke sjældent, at jeg fra min dreng på tre år hører sætningen ‘sid lidt hos mig, mor…’. Den kommer i forskellige varianter: ‘Vil du sidde lidt ved siden af mig i sofaen og læse bog?’ ‘Vil du ligge sammen med mig, når jeg skal sove?’.  

Hver gang han siger sådan, springer jeg op. ‘Selvfølgelig vil jeg det, lille skat. Jeg kommer med det samme.’ Og hver eneste gang får jeg et stik i hjertet af dårlig samvittighed over, at det overhovedet er nødvendigt for ham at bede om min fulde opmærksomhed.

Mit absolutte nærvær.

Hjemme hos os gør vi, hvad vi kan, for at holde telefonfri mellem klokken 17 og klokken 19. Ikke at have fjernsynet tændt, når vi spiser. Ikke at have computere på spisebordet. Så har vi i det mindste de små ‘heller’, hvor der er rum til at snakke om det, der nu falder os ind – uden forstyrrende elektroniske remedier.

Men jeg indrømmer, at jeg er dårlig til at overholde mine egne regler. Telefonen er godt nok på lydløs, men jeg skal ofte liiige tjekke, hvis den brummer. Også selv om det for det meste godt kunne vente.

Den dårlige samvittighed stikker igen ansigtet frem, når jeg tjekker Facebook på telefonen med den ene hånd og holder om en af mine drenge med den anden. For nok er jeg fysisk til stede, men er jeg det mentalt?

Derfor slår det dobbelt hårdt, når den ældste så direkte beder om mit nærvær. Min opmærksomhed. (Den lille har endnu ikke noget sprog, men ellers ville han sikkert sige det samme).

Set, hørt, forstået

Når vi spørger eksperter og børnene selv, er det ikke ture i Tivoli og dyre ferier, der gør forskellen. Nej, det er nærvær. Nærværende voksne i hjemmet og institutionen. Som børnepsykolog Margrethe Brun Hansen siger: ‘De tre første leveår er fundamentet for barnets livsglæde, selvværd og empati. For at opbygge det fundament skal barnet have opfyldt behov som at blive set, hørt og forstået af sine forældre.’

Men hvordan får man nærværet ind i en hverdag med to fuldtidsjob og børn, der tit er i institution i otte timer? Hvordan får man overskud i de travle morgener og de trætte eftermiddage, inden det er tid til tandbørstning?

Måske ved at nyde de små øjeblikke, som min ældste minder mig om. Læse en bog, sætte sig på gulvet, bare i ti minutter, og nyde, at ungerne selv kommer med legoklodser og plastik-dinosaurusser. Det vil jeg blive bedre til. Og så vil jeg fortsætte med noget af det, jeg elsker allermest ved at være mor, nemlig at ligge i sengen hos mine børn, indtil de sover. At mærke deres tryghed er det hele værd.