Lise Rønne om børn
SPONSORERET indhold

Lise Rønne: ”Jeg synes, at det er så skræmmende at opleve”

Tv-vært Lise Rønne er blevet meget bevidst om, at tiden går stærkt, og at hun har meget mere at miste nu, end hun følte, hun havde, før hun fik børn. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

Af: Simone Laursen og Sara Wilkins Foto: Caroline Bagger
03. dec. 2021 | Børn | ALT for damerne

Tiden går stærkt, og det er ikke altid en nem erkendelse.

Det siger Lise Rønne i denne uges ALT for damerne, hvor hun nævner sine tre børn – Nelson på 11, Eva på 9 og Thomas på 4 – som de mest håndgribelige beviser på, at tiden går, og at det gælder om at være i nuet og nyde det, man har.

”Jeg synes, at det er så skræmmende at opleve, at ens børn bliver store. Jeg ved jo godt, at om ikke ret mange år er min store dreng, Nelson, smuttet. Jeg kigger ham tit i øjnene og tænker: ”Vi har lige været bare dig og mig. Der hvor du altid var på min arm, og lige om lidt flyver du selv”. Det er meget konkret for mig, at shit mand, tiden den løber altså, så jeg skal virkelig være i den. Og i det perspektiv bliver karriereplaner og alt muligt andet bare ekstremt sekundært. For lige nu er han stadig bare helt vildt meget min lille dreng.”

Derfor er det også en kæmpe glæde for Lise Rønne, at hun og Nelson sagtens stadig kan bruge en hel dag i hinandens selskab:

”Jeg har en kæmpe ro med ham. Vi kan stadig kigge hinanden dybt i øjnene og kramme en masse. Det nyder jeg virkelig. Men det er jo ikke sikkert, at han gider det, når han er 13 år. Og det er en vild tanke for mig. Så det er noget med at gøre sig umage nu og være til stede, for jeg ville fortryde for evigt, hvis jeg ikke havde sat pris på alt det, som jeg har lige nu.”

Læs også: Oh Land om jul i en sammenbragt familie: ”Det har været virkelig, virkelig hårdt”

Frygten for at miste

Fordi Lise Rønne er så bevidst om, at tiden løber, betyder det også, at hun ”klamrer sig mere til livet” nu, end hun gjorde tidligere, forklarer hun:

”Jeg har så meget mere at miste nu. Det er jo bagsiden af at få børn på en eller anden måde. Jeg kan huske, da jeg ventede Nelson, at en lidt ældre veninde sagde til mig: ”Så nu flytter frygten ind”. Forstået på den måde, at nu havde jeg virkelig noget at miste. Og netop det skal jeg hele tiden holde i skak og har skullet det i al den tid, jeg har haft børn. Holde angsten for, hvor kort livet kan være, nede. For jeg er SÅ glad for mit liv, at jeg virkelig ikke vil miste det,” siger hun og fortsætter:

”For 20 år siden tænkte jeg aldrig på, at jeg ikke vidste, hvad jeg havde i morgen. Jeg havde grundlæggende ikke særligt meget at miste. Misforstå mig ikke, selvfølgelig havde jeg det, men jeg har bare vildt meget mere at miste nu. Og dermed også vildt meget at vinde ved at være i livet.”

Læs resten af det store interview med Lise Rønne, hvor hun blandt andet fortæller, hvorfor det har været vigtigt for hende at rydde ud i venskaber, og hvorfor hun ikke lytter ligeså meget til andre menneskers holdninger, som hun gjorde for 10 år siden…

Anbefalet til dig