Mikkel Kryger: "Min rolle som far blev gjort mere klar for mig efter den tragiske hændelse"

Det er nat, og Mikkel Kryger ligger i mørket i sin seng og stirrer op i loftet. Endnu engang er han blevet vækket af et mareridt, og nu galoperer hjertet på højtryk i brystet på ham. Det var igen en af den slags drømme, hvor tingene går frygteligt galt for familien på fem.

Fra rummet ved siden af kan han høre sin kone, Mill, der forsøger at amme en urolig Uma. Mens Uma er helt lille, sover pigerne i et rum for sig, og Mikkel samsover med de to drenge inde ved siden af. Ved Mikkels side ligger hans to sønner, og deres vejrtrækning indikerer, at de sover dybt. Alt er godt, og der er ikke sket noget – men det mareridtet, der vækkede ham før, bor stadig i hans tanker.

Hvad hvis der faktisk sker børnene noget en dag? Hvad vil der ske, hvis han bliver fyret, og de skal gå fra hus og hjem? Kan han give børnene det liv, som han drømmer om at give dem? Er han overhovedet en god nok far? Tankemylderet tordner afsted, og han kan ikke falde til ro igen. Mareridt som dette og søvnløse nætter fulde af bekymringer har i perioder været en del af Mikkels liv.

”Det har virkelig fyldt meget, at jeg har bekymret mig på mine børns vegne. Det har især været hårdt, når det har påvirket mig i så høj grad, at jeg har ligget vågen om natten. Jeg håber, at det er naturligt, at jeg har det sådan som forælder."

"Det er jo mig, der har ansvaret for dem, og det kan være overvældende til tider. Når man først begynder at køre i det tankespind, så er det virkelig svært at slippe igen, og det bliver ikke lettere at navigere i med tiden. Følelsesmæssigt kan jeg kun mærke, at sårbarheden i at være far er steget i takt med, at jeg har fået flere børn.”

Nummer to i forældrerækken

I dag skinner vintersolen skarpt ind ad vinduerne i Mikkels grå bindingsværkshus, og han er i gang med at brygge sin formiddagskaffe i køkkenet. For ham har dagen allerede været i gang længe, for han møder på arbejde i GO’ Morgen Danmark-studiet i Tivoli, længe før de fleste andre har fået øjne.

På spisebordet ligger en tændt babyalarm, for halvandetårige Uma sover lige nu middagslur i en barnevogn udenfor, og drengene er blevet sendt afsted i børnehave og skole.

Mikkel Kryger har efterhånden været far i syv år, men han kan stadig nemt genkalde sig den følelse af lykke, han havde, da han fandt ud af, at hans kone, Mill, var gravid første gang. Han skulle endelig selv være far, og ikke bare arbejde som børnevært eller agere den skøre legeonkel, en rolle han gerne endte i til familiesammenkomster.

Og Mikkel følte sig mere end klar, for han havde altid gået og forestillet sig, hvordan det ville blive, når børnene engang var hans egne. Der gik dog ikke længe, fra parret stod lykkelige med den positive graviditetstest, til han første gang oplevede, hvordan det at blive far er noget andet end at blive mor.”Jeg synes, at man som mand og som far nogle gange kan føle sig utilstrækkelig. Det vil sige, at man godt kan fornemme, at man er nummer to i rækken som forælder, når man som par skal gennemgå en graviditet. Der er selvfølgelig den fysiologiske del, der giver sig selv, da det jo er mor, som bærer barnet, føder og ammer. Her står vi mænd på sidelinjen. Men den forskel bliver også gjort meget tydelig i mødet med sundhedsvæsenet, hvor jeg som far oplevede at blive lidt usynlig.”

Mikkel husker tydeligt, hvordan han har følt sig henvist til udskiftningsbænken under Mills graviditeter. Når Mill talte i telefon med lægen, stod Mikkel ved siden af og forsøgte at følge med i samtalen, til scanninger og konsultationer var hans eneste opgave at holde styr på fødselsjournalen – og i mødet med sundhedspersonalet blev Mikkel i generelle vendinger omtalt som ’far’, mens Mill blev kaldt ved sit navn.

Faktisk kunne det nogle gange overraske sundhedspersonalet, at far kom med til konsultationer, og derfor var det ikke altid, at der var en stol til ham. Alle små ting, handlinger og ord, der helt fra den allerførste tid i graviditeten fodrede følelsen af, at Mikkel stod på sidelinjen – selvom det var hans egne børn, der var i gang med at blive skabt og bragt til verden.

”Som mand og kommende far føler man sig helt vildt fjollet, når man endelig får lov til at hjælpe med noget, og man bliver overdrevet ivrig og glad for at måtte deltage i selv det mindste. Jeg kunne jo springe op af stolen, hvis en læge spurgte ind til fødselsjournalen, for det var endelig noget, jeg kunne være en del af. Når man som mand får tjansen som den praktiske gris, eller når det kan komme bag på sundhedspersonalet, at man som far deltager til en konsultation, så skabes der en eller anden distance.”

Efter fødslerne fik Mikkel udleveret et spørgeskema, hvor han skulle svare på, hvordan han havde det som nybagt far – en relativt ny praksis i øvrigt – for skemaet var i mange år forbeholdt mødrene. Første gang han fik sådan et skema, blev han fyldt op af glæde og et sug i maven, fordi ingen udefra indtil da havde spurgt ham, hvordan han faktisk havde følt sig i hele processen. Det føltes som en lettelse endelig at kunne skrible sine tanker ned på en lap papir. For hvordan havde han det egentlig?

”Jeg ville ønske, at der var mere plads til at tale om, at mænd kan føle sig tilsidesatte i graviditetsperioden. Vi er jo 50/50 i det her forældreskab. Jeg er selvfølgelig fuldstændig fortaler for, at kvinden får alt den støtte, der er brug for, og det er helt afgørende. Men i det store billede føler jeg mig jo lige så meget som far, som Mill føler sig som mor, og det er bare ikke altid den oplevelse, man får i mødet med sundhedsvæsenet.”

For Mikkel har selv de små ting fået ham til at føle sig mere involveret. Mænd har nemlig også behov for at blive taget i hånden og blive vejledt, på lige fod med mødrene, fordi det kan føles som et chok lige pludselig at stå med sit barn i armene. Der er kvinder bedre klædt på fra start, mener han.

”Jeg kan huske den første gang, jeg skulle skifte en ble. Jeg var angst. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, og benene sprællede på Max. Vi var inde på det tidligere barselshotel på Rigshospitalet, og der kom en ældre kvinde ind og tog mig i hånden og viste mig med stor tålmodighed, hvordan jeg skulle gøre. Jeg var ved at dø af skræk, men det var fantastisk, at nogen lærte mig, hvordan det skulle gøres. Jeg forstod jo ikke, hvad det indebar at blive far."

"Heller ikke de bekymringer, der fulgte med. De har fyldt helt vildt meget, og jeg har gået meget med tingene selv. Jeg har selvfølgelig snakket med Mill om det, men slet ikke i det omfang, som jeg burde. Der er alt muligt andet, der har fyldt, og så følte jeg nok, at der var andre ting, der var vigtigere end mine usikkerheder. Den holdning, tror jeg godt, at man kan have som mand en gang i mellem.”

Selvom Mikkel i bund og grund godt ved, at han er en god far, og at han gør en masse for at prioritere sit familieliv, så kommer de uønskede tanker og frygten stadig snigende i tide og utide. Og når de tunge tanker og selvkritik kommer på besøg, så føler han alligevel ikke, at han er berettiget til at have dem. Hans kone Mill påtager sig jo på nogle områder endnu mere ansvar end ham selv.

”Generelt har jeg da klart mærket en følelse af, at jeg er utilstrækkelig i forældreskabet som far. Når man så har de mange tanker, som jeg har haft, og er vågnet om natten, så har jeg tænkt, at det slet ikke tilkommer mig at være den sårbare. At jeg ikke er berettiget til at være den, der om morgenen står og hulker over, at jeg er bange for at miste mine børn, når Mill har været vågen den halve nat for at være der for Uma.”

Derfor fortalte Mikkel heller ikke Mill om sine søvnløse nætter, og i de første mange år af forældreskabet gik han meget stille med sine bekymringer.

Egne forældre som forbillede

Som vært på GO’ Morgen Danmark har Mikkel 11 faste vagter om måneden, hvor han har fri omkring klokken 10 om formiddagen. Han har valgt ikke at tage mere arbejde ind lige nu, fordi han gerne vil prioritere at være sammen med sin familie. Hustruen Mill er hjemmegående og hjemmepasser Uma, og Mikkel nyder at hjælpe til så meget som muligt.

At han er mere hjemme, giver familien mulighed for at have nogle rolige morgener sammen, hvor der er tid til at løse konflikter, kramme og spise nybagte boller ved spisebordet. Det giver også endnu større mulighed for at hente børnene tidligt, så han kan være den legende, fantasifulde og kreative far, som Mikkel selv er vokset op med.

Når han tænker tilbage, har han nemlig altid set sin far som utrolig nærværende og engageret. Han var altid klar på et kreativt projekt eller en god historie, og så mødte han troligt op til alle Mikkels fodboldkampe. Også selvom det indebar at køre 50 kilometer ud til en gold mark på Midtsjælland.

”Uden at blinke troppede han altid op, og det betød enormt meget for mig. Allerede dengang kunne jeg jo se, at der var mange forældre, der ikke kom. Jeg spejler mig enormt meget i ham, og jeg vil gerne være den samme slags far over for mine børn, som han var og stadig er for mig. Min kone siger også, at hun kan se, at jeg på flere måder er en yngre kopi af ham, og det gør mig stolt.”

Noget af det bedste, Mikkel ved, er at hente sine børn tidligt fra skole og børnehave. Så har de hele eftermiddagen til at lege sammen.

”Jeg elsker at klæde mig ud, og derfor har jeg nogle roller, som jeg sommetider indtager. Vi har bl.a. en karakter, der hedder frk. Sur, som kommer og vil smøre børnene ind i creme fraiche. Så jagter jeg dem ude på trampolinen iført paryk, læbestift og dametøj."

"Jeg har også en anden karakter, som vil gøre børnene finkulturelle. Den mener, at alle børn skal have hvidt tøj på og høre opera, og hvis jeg fanger dem, så skal de tvinges til at se Deadline i fjernsynet. Jeg elsker at se fryden i børnenes øjne, når legene bliver skøre, og jeg nyder det lige så meget som dem. Jeg elsker at være med på deres niveau, hvor det bliver fantasifuldt og humoristisk.”

Fra sin mor har Mikkel arvet det kærlighedssprog, der handler om at være gavmild med kys og kram, og han elskede at holde sin mor i hånden, selv da han blev en større dreng.

”Vi dyrker virkelig meget det fysiske kærlighedssprog herhjemme – det gør både Mill og jeg. Vi kysser og krammer børnene, og vi holder dem også tæt, når vi samsover. Vi vil gerne give vores børn en følelse af, at uanset hvad, så har vi en rummelighed, der gør, at de altid kan komme til os, ligesom jeg selv kunne. Uanset hvilken krise, jeg har stået i, så har mine forældre været der for mig – og der har altså været mange i min ungdom.”

Sorgen åbnede en dør til sårbarheden

Selvom Mikkel og Mill har opbygget en stærk fælles front, så holdt Mikkel i mange år alligevel sine tanker for sig. Han følte ikke, det var hans rolle i parforholdet at være den sårbare. Og så ville han for alt i verden ikke ødelægge den gode stemning – for sådan er Mikkel også.

En dag skete der dog en hjerteknusende hændelse, som rystede Mikkel i sin grundvold og ændrede hans syn på verden. Og sig selv. En af hans tætte venner mistede sin halvandenårige datter, og lige der, midt i chokket og sorgen, åbnede der sig et rum, hvor det føltes okay at vise sin sårbarhed.

I fuld fortrolighed havde de to fædre lange og ærlige samtaler om de ting, der er svære. Om hvilke fædre de havde været hidtil, og hvordan de ville være fædre fremadrettet. Dødsfaldet skabte et før og et efter i Mikkels følelsesliv.

”Min rolle som far blev gjort meget mere klar efter den tragiske hændelse. Det gik op for mig, hvor kort tiden er, og jeg ændrede mine perspektiver på hverdagen. Hvad er det, der er vigtigt? Hvad har jeg lyst til i mit liv, og hvad har jeg ikke? Bruger jeg tid nok med mine børn? Min ven var ekstremt god til at sætte ord på sine følelser, og jeg sugede det til mig. I mit hoved banede han vejen for, at det er okay som mand at være knust og ødelagt, og gennem vores samtaler fik jeg også afløb for min egen sårbarhed.”Selvom det var Mikkels ven, der havde oplevet det mest ubærlige, enhver forælder kan forestille sig, så kunne Mikkel i små bidder spejle sig selv.

”Det hele tappede ind i den sårbarhed og frygt, som jeg har i mit liv. Vi kunne tale højt om ting, som jeg aldrig havde snakket om før, selvom jeg på det tidspunkt havde været far i over fire år. Der kan man selvfølgelig argumentere for, at det var mit eget ansvar at have åbnet op noget før, men jeg følte ikke, at det var emner, som vi mænd talte om. Vi er dem, som småpjatter sammen med vores børn, når vi mødes på legepladsen.”

Mikkel fik igennem samtalerne et nyt sprog for den frygt, sårbarhed og tvivl, der kan fylde i et hvert forældreskab – et sprog han kunne dele med Mill. I dag er han også blevet bedre til at tale om de svære ting med sine venner.

”At sige tingene højt er en lettelse, og det føles som en byrde, der er løftet fra mine skuldre. Når man taler med andre, så oplever man en genkendelighed, fordi mange ofte går med de samme tanker som mig. Vi er alle sammen bange for at miste vores børn og utrygge ved, hvordan de kommer til at vokse op. Der er en rummelighed, når man tør stille sig frem. Folk vil gerne lytte og hjælpe og dele ud af deres egne erfaringer.”

Selvom Mikkel de seneste år er blevet bedre til at tale om de svære følelser, er der stadig langt til mål, mener han.

”Jeg har det bedst med at skabe god stemning. Det er en rolle, jeg har taget til mig, og jeg har skulle finde ud af i mit voksenliv, hvordan jeg stadig kan være den glade og sjove Mikkel, samtidig med at turde at være hele mig og også være den, der taler sårbarheden frem. Det har forældreskabet helt sikkert lært mig.”

Men dermed ikke sagt, at det ikke stadig kan være svært. For det er jo meget lettere at snakke om sønnernes fodboldtræning, eller hvordan det går med dem i skolen, end at krænge sine største usikkerheder ud.

”Det er klart, at når man ligger og ser Tour de France i et sommerhus med syv af sine gode venner, så er det ikke der, man spørger, hvad de går og bekymrer sig om. Der ville jeg ønske, at der var flere fællesskaber for mænd. Der er heldigvis begyndt at komme større fokus på en lidt tydeligere og mere omsorgsfuld farrolle i dag, men jeg tror, at det kan blive endnu bedre."

"Jeg oplever kvinder som værende virkelig gode til at hjælpe og støtte hinanden gennem graviditeten og moderskabet, både gennem sociale medier og mødregrupper. Der er ikke helt det samme naturlige fællesskab for fædre. Hvor skulle jeg være gået hen med mine svære tanker? Sådan er der nok mange mænd, der tænker. Jeg tror helt klart på, at vi kan blive bedre til at inspirere hinanden og dele vores erfaringer, så vi bliver bedre rustet til livet som far.”

En far i udvikling

Efter at have været forældre sammen i syv år, har Mikkel og Mill efterhånden fundet en fælles puls og rytme, og på langt de fleste områder er de enige om deres måde at opdrage på, og hvilke værdier de vil bringe ind i familien. Han kan dog sagtens mærke i takt med, at han har fået flere børn, og at børnene er blevet ældre, at der stadig er ting, han ikke har helt styr på, og som han stadig skal lære at navigere i med tiden.

”Det er klart, at når man får flere børn, så er der færre timer til det enkelte barn. Min store drøm var at have sindssygt meget tid med dem hver især, men det kan jeg godt mærke, ikke altid er muligt. Man maler med tyndere maling, og sol, måne og stjerner kan ikke fordeles ligeligt."

"Uma er meget far-søgende, og det sætter en gang imellem sit præg på mit forhold til drengene. De har været vant til min hengivenhed og fulde opmærksomhed, og nu er de tre, som skal deles om den. Det kan godt være hårdt, når man gerne vil være der lige meget for dem alle. Jeg synes, at jeg lærer hele tiden, og jeg tror aldrig, at man bliver færdig med at udvikle sig som far. Så kommer der bare nogle nye ting, man skal forholde sig til. Jeg tror på et tidspunkt, at jeg havde en følelse af, at nu havde jeg regnet den ud, men det havde jeg slet ikke.”

Det vigtigste for Mikkel er dog, at hans børn altid skal vide, at han er der for dem, hvis de har brug for ham, og han håber, at hans store tilstedeværelse i børnenes hverdag vil skabe så stærke bånd, at de altid gerne vil gå til ham.

”I takt med at de bliver ældre, frygter jeg, at jeg skal vinke farvel til mange af de ting, som vi har sammen nu. Jeg kan godt mærke på Max, at han nogle gange har brug for at gå op og lukke døren, hvor han førhen altid gerne ville være sammen med mig. Og det respekterer jeg. Men den der uafhængighed har jeg en frygt for."

"Hvordan kan jeg stadig være en nærværende forælder og vise min kærlighed og mit engagement, når de trækker sig mere? Kommer der mon en dag, hvor de ikke har brug for mig længere? Hvordan Mill og jeg skal tackle det, har vi ikke opskriften på endnu, men det må vi erfare engang, når tiden for alvor kommer. Jeg håber, at der går lang tid, før de er klar til at løsrive sig fra deres far. Deres far løsriver sig i hvert fald aldrig fra dem.”