Hjælp! Min datter er 2 år og trodsig

1. Den (u)hyggelige klapvognstur

Jeg tror ofte, at jeg kan ordne både indkøb og apoteksvisit med et barn på slæb. Det har jeg også kunnet. Indtil min datter blev to. Nu ved jeg aldrig, hvad hun har i posen til mig, for en stille og rolig klapvognstur kan på et splitsekund udvikle sig til: ”Moaar, vil selv gå”, eller ”Moaar, mig vil skubbe klapvogn” eller ligefrem ”Moaar, vil ikke gå mere”. Og så sætter hun sig på numsen lige dér på fortovet og nægter at gå så meget som et skridt mere, og hun skriger højt, hvis jeg så meget som taler til hende. Velkommen til livet med en toårig.

LÆS OGSÅ: Mor-angst; Her er 4 skrækscenarier, jeg virkelig frygter

2. Ærterne skal ikke ligge dér!

Oprindeligt var min datter nogenlunde tilfreds med at smage på de fleste madvarer. Nu er det ifølge min datters ansigtsudtryk tæt på et overgreb, hvis jeg formaster mig til at placere ærterne et andet sted på tallerkenen, end det spot hun havde udset sig. Og ve den, der putter sovs på pastaen frem for at lægge den pænt ved siden af de hvide kulhydrater. Alle ved da, den hører hjemme der, ikk’?!

3. Fantasien slippes løs

Det er det mest uhyggelige, når gardinerne i værelset er trukket for. Det er det allermest uhyggelige i verden, når gardinerne er trukket fra. Forvirret? Det er jeg i hvert fald. Derfor er det mildest talt meget udfordrende at gøre rammerne klar, når prinsessen skal have sin skønhedssøvn. Hov, hvad er det pludselig for en revne i loftet? Kan der komme noget ud af den? Det er meget svært at forklare en toårig, at det ikke er en revne, men en streg, og at nej, der kan ikke komme noget ud af en streg. Sov nu bare.

4. Humør som vinden blæser

Det sker, at jeg glemmer, hvilken følelsestornado jeg har med at gøre. Min datter er bare ikke et almindeligt (og voksent) dannet menneske endnu. Selvfølgelig ikke, for hun er kun to år gammel. Alligevel overrasker det mig, hvor hurtigt hun kan veksle mellem følelser og stemninger. Som når hun bliver sprudlende arrig på sin yndlingskanin, Ninus, og slynger den ud af tremmesengen for derefter at græde hjerteskærende, fordi hun ikke selv kan nå den.

5. Siger det ene – gør noget andet

I min datters verden betyder et ”nej” fra mor, lad-os-se-hvad-der-sker-hvis-jeg-gør-det-igen. Hvis hun kendte betydningen af ’provokerende’, ville jeg sige, at hun er temmelig god til at være netop dét. Især hvis hun skal skiftes, og selv lige har bedyret, at hun vil have en ren ble på, ”for ellers får jeg rød numse”. Når hun herefter (men inden hun har fået ny ble på) sætter i en spurt i den modsatte retning, begynder jeg for alvor at tvivle på, om hendes hjerne og krop overhovedet kan samarbejde.