Brevkasse: Min kæreste blander sig i opdragelsen af mine børn

Jeg er en kvinde på 43, der på fjerde år lever i et forhold med en to år ældre mand. Jeg er selv mor til tre børn i alderen fra 7-18, der bor fast hos mig, mens han har to yngre børn, der har fast base hos deres mor. Jeg er lige nu i et stort dilemma, fordi jeg er så meget i tvivl om, hvorvidt jeg skal blive i forholdet på trods af, at jeg føler stor kærlighed for min kæreste.

Problemet er, at min kæreste konstant overskrider både mine og mine børns grænser. Selvom jeg flere gange har gjort ham opmærksom på det, så sker det igen. Han har det med at blande sig i opdragelsen af mine børn, som han også kan finde på at råbe ad og opføre sig uligevægtig overfor.

Det har bevirket, at de undgår ham og ikke gider at have noget med ham at gøre, hvilket kun gør det hele værre. Min kæreste har en borderline-lidelse, hvilke gør det svært at rumme ham og forstå hans opførsel og reaktionsmønstre. Hans søn har samme vanskeligheder, så jeg føler, at jeg er oppe imod nogle ret svære odds.

Jeg har flere gange prøvet at tale med ham om vores forhold, og hvordan hans opførsel påvirker og belaster det. Desværre resulterer det kun i, at han går i forsvar og begynder at angribe mig. Vi har prøvet at bo sammen i et par år, men det gik slet ikke. Alligevel drømmer jeg stadigvæk om, at vi kunne få et forhold, hvor vi boede sammen og havde nogle fremtidsplaner.

Det synes jeg bare er umuligt lige nu. Han har flere gange lovet at gøre noget ved sine problemer, men han får det så alligevel ikke gjort, og spørgsmålet er også, om han er i stand til at lave om på sig selv? Det skal siges, at vi også har gode stunder, og det er nok dem, jeg prøver at holde fast i, men jeg synes vores problemer fylder mere og mere, så hvad gør jeg?

N.N.

Vibeke:

Når du beskriver din kæreste, så lyder hans opførsel som en trist liste over de symptomer, der definerer et menneske med borderline. Grænseoverskridende, humørsvingende, ude af stand til at tage kritik til sig, men opfatter i stedet kritik som et angreb, hvilket resulterer i, at han selv bliver aggressiv.

Og næsten værst af alt: Uden egentlig selvindsigt, hvilket gør, at han ikke kan se, at det er hans opførsel, der er skyld i den konstante uro, og at det derfor er hans ansvar at gøre noget ved det. Jeg er sikker på, at det er det sidste, som det er vigtigt at starte med at gøre noget ved.

Din kæreste må erkende, at han skal have styr på sin lidelse. Jeg tror også, at det er vigtigt, at du forstår, at din kæreste har en sygdom, som I ikke bare kan snakke jer til rette om, sådan som almindelige mennesker kan det.

Her skal der professionel terapeutisk hjælp til. Jeg har selv været i en relation til en person med en borderlinelidelse, så jeg ved, hvor drænende, det er. Psykolog er jeg dog ikke, så her skal der kyndigere folk på banen. Var jeg dig ville jeg gå ind på psykiatrifondens hjemmeside og læse mere om borderline. Jeg vil også anbefale dig at ringe til en af deres professionelle rådgivere på tlf. 3925 2525. Og så ville jeg få fat i bogen "Tæt på", som er skrevet til pårørende til mennesker med en borderlinelidelse.

Og så ellers agere præcis, som du gør nu: Passe på dig selv og dine børn. Hold lidt afstand og se din kæreste under rolige omstændigheder og så ellers kræve, at han får hjælp. Det er og vil blive et langt sej træk, så drømmer du om fred og idyl inden for den nærmeste fremtid, så er det nok ikke med din nuværende kæreste, du finder det. Du skal have mod til at kæmpe, og han skal have det samme, hvis I skal have en harmonisk hverdag sammen fremover.