Mor og mor er de bedste i verden

Man siger, at mor er den bedste i verden. Vores børn har to af slagsen. Det var egentlig ikke den type familie, nogen af os havde drømt om, da vi var teenagere. Som de fleste andre teenagere gik vi meget op i fester, druk og drenge. Masser af drenge. Og fremtiden bestod selvfølgelig af mand, hus og børn.

Nu kan vi slet ikke forestille os andet, end hvad vi har.

Fra bedste veninder til kærester

Børn i tankerne

At adoptere sit eget barn

Mor og?

Et anderledes par

Børn er så umiddelbare

Og måske er der nogle, der har valgt os og vores børn fra på grund af den måde, vi lever. Men vi har ikke mærket noget til det. Børnene i børnehaven har været så dejligt umiddelbare og spurgt ligeud: “Hvorfor har Isabella og Nicolaj ingen far?”

Vi har svaret hver og en, at de har en far, som vi ikke kender. En mand, der har hjulpet os med at få lige de to børn, vi gerne ville have. Og når den ene mor er på arbejde, er der en mor til at læse godnathistorie og putte derhjemme. Det, synes børnene, er ret sejt.

Nu er Isabella startet i skole, og de fleste børn har helt styr på, at hun har to mødre. Og det er de så flintrende ligeglade med. Måske er det den generation, der bidrager med rummelighed og respekt for det enkelte menneske?

Man kan håbe, og vi kan se på de mange venner, vores børn har fået, at for dem er det det mest naturlige, at der hjemme hos Isabella og Nicolaj er to mødre. Dermed ikke sagt, at frygten for, at børnene vælges fra på grund af vores måde at leve på, ikke er til stede. Men vi tror på, at vores børn er stærke og ved, at kærligheden er det vigtigste. Så er det ligegyldigt, hvem man elsker.

Vi tror også, at vores familie giver dem ekstra på kontoen over for rummelighed og næstekærlighed. At de har en forståelse og respekt for folk, der lever, tror eller indretter sig anderledes.

I hverdagen spørger de ikke ind til, hvorfor de ikke har en far. For nogle år siden spurgte Isabella, hvor hendes far var henne. Vi fortalte hende den samme historie, vi gav til børnene i børnehaven. Siden har hun ikke spurgt.

Nicolaj har aldrig spurgt. Men ingen af dem savner en far. Ingen af dem tænker over, at de har to mødre. At de lever i en anderledes familie.

Og faktum er, at vi jo ikke lever anderledes end andre. Vi studerer, går på arbejde, rydder op, gør rent, smører madpakker og lægger tøj sammen. Vi tager i Tivoli og i Legoland, tager på ferie og laver snobrød i haven, mens ungerne hopper på trampolin. Vi griner, græder, skændes og bliver gode venner igen.

Men selvom vi ikke føler, vi er en anderledes familie, så kan vi ikke komme udenom, at vi opfattes som en anderledes familie. Tanken om, at vi er et par med vores børn, er ikke en del af folks bevidsthed.

Således bliver vi altid spurgt, om vi skal betale sammen eller hver for sig, når vi er ude at spise. Eller man troede, at Sophie havde sin veninde med til den ugentlige vejning. Eller ”sikken sød moster, der altid følger med Isabella til babysvømning”.

I dag næsten 20 år efter, vi mødte hinanden første gang, er vi stadig hinandens bedste veninder – men vi er også mødre til vores fælles børn. Vi er blevet ældre, mere grå i toppen, klogere, og vi har været igennem meget sammen.

Måske er det derfor, vi ikke tænker over, at vi er en anderledes familie. Fordi vi jo bare er sammen – som vi jo egentlig bare har været i mere end halvdelen af vores liv. Og vi er sammen som familie. En dejlig familie med mor, mor og børn.

Læs mere på Regnbuemor.dk.