Nu er jeg startet et nyt årti - med blød mave, hængerøv og stærke ben
Jeg har altid været tilpas i min krop, og som jeg stod der og observerede og nedstirrede min blufærdige krop, gik det op for mig, at jeg stadig er tilpas.
Jeg er lige fyldt 30. For mange er det stadig virkelig ungt. For mit 15 årige selv er det gammelt. Jeg kan huske både min fars og mors 30 års fødselsdage og peberet. De gik amok. Min far sad i en kørestol med vodkadrop. Den legede jeg i dagen efter med nabobørnene.
Jeg har det okay med at være fyldt 30. På mange punkter har jeg altid villet være ældre, end jeg var på givne tidspunkt. Af en eller grund har jeg altid addet et ekstra år. Om jeg begriber hvorfor nu.
30 er en god alder. I mit hoved har jeg det godt. Jeg har to børn. Omend de kom lidt tidligere end forventet. Den første gjorde i hvert tilfælde. Jeg er i gang med en kandidat. Jeg er gift. Også ret uventet. Jeg svor, at jeg aldrig skulle giftes. Det kan man godt gøre, når man er ung, sur på verden og skilsmissebarn.
Så her til aften efter et karbad (vi er i Firenze. Manden er i baren med svogeren. Drengene sover), der stod jeg og kiggede på min nøgne krop. Jeg har altid været slank, altid været glad for min krop, bryster og numse. Jeg kan huske nogle drenge på efterskolen engang sagde, at den perfekte pige ville have min krop og en anden pige’s ansigt. På én side et kompliment og så alligevel pissenederen sagt, men hey – teenagedrenge! Min pointe er, at jeg altid har været tilpas i min krop. To børn og 15 år senere. Meget har ændret sig. Så jeg stod der og kiggede på min krop. Den ser anderledes ud. Jeg har ikke riiiiiigtig dyrket motion siden Viggo blev født (for 3 1/2 år siden). Det er en prioritering.
Jeg ved godt, at jeg kunne have løbet mig en tur. Men jeg hader at løbe, især om aftenen, og det ville være dér, jeg skulle løbe. Jeg dyrkede lidt yoga. Men altså, ikke dedikeret motionist. Jeg står der og kigger på min krop.
Min røv – den hænger skisme lidt mere end den gjorde. Mine bryster ammer og har ammet før. Det ene bryst er større end det andet. Min mave – den har aldrig været strygebrætsflad, det tror jeg ikke på, men min søn borer nu sit ansigt ind i den og spørger, om vi skal have en baby mere, mens han smiler og siger så igen, at han elsker min store, bløde mave. Det er en extra large doughnut. Og den ér blød.
Jeg har altid været tilpas i min krop, og som jeg stod der og observerede og nedstirrede min blufærdige krop, gik det op for mig, at jeg stadig er tilpas. Jeg er fyldt 30, jeg har født to børn og satser på at føde lidt flere – jeg skal helt sikkert i gang med at dyrke lidt motion, ja. Men mest fordi min hjerne godt kunne bruge det. Og min krop, ja. Men ikke fordi jeg er ked af det. Jeg har set så mange kvindekroppe, og de skal være bløde og alt omfavnende efter min mening.
Det er min krop, og det bliver den ved med at være. Men derfor kan jeg jo godt lave den der Squat Challenge – den skal nemlig også være stærk. Superhelteagtig. Nu er jeg startet et nyt årti – 30 år gammel – med blød mave, hængerøv og stærke ben!
