Opdragelse: Lyt og forstå hvad dit barn egentlig siger
Mad kan sagtens tale med sin mad - i hvert fald i fantasien. Foto: Nimastock

Opdragelse: Lyt og forstå hvad dit barn egentlig siger

Først når du har sat dig ind i, hvad dit barn egentlig mener, vil det føle sig forstået, og så undgår I konflikter, siger konfliktmægler.

Sofie på fire år sidder og spiser en rugbrødsmad med smør og honning. Hun viser alle tegn på nydelse!
Så siger hun til sin mor: “Det er en talende mad”. 
Moren: “Hvad siger den så?”
Sofie: “Den siger ‘Broccoli er sundt’!”

Sofies mor kunne også have svaret: “En rugbrødsmad kan da ikke tale!”
Hvis Sofie er et barn med selvtillid, vil hun nok svare: “Jo, det kan den!”
Så kunne samtalen komme til at handle om, hvorvidt en mad kan tale eller ikke. Sofie kunne også have svaret: “Det ved jeg godt”, og så kom der ikke mere ud af den samtale.

Heldigvis er hendes mor nysgerrig og vil gerne høre, hvad det mon er, hendes barn tænker på, så hun spørger åbent. Og får et sjovt svar. Og det svar viser, at Sofie godt ved, hvad der er sundt. Hvis hendes mor begynder at belære hende om, at mad ikke kan tale, så kan det ende i en konflikt.

LÆS OGSÅ: Lyt til dit barns behov – og undgå konflikter

Når voksne taler sammen, indgår der også fantasier og ønsker, som vi udmærket er klar over, ikke kan opfyldes: Klokken er to om eftermiddagen, og du er på arbejde. 

Du siger til din kollega: “Bare man havde fri nu og lå på stranden!”
En god kollega vil svare: “Ja, det kunne være skønt med en tur i vandet.”

Her kommer du med et ønske, som du udmærket ved, ikke kan blive opfyldt. Og det ved kollegaen også. Men hun går alligevel med på tankegangen. Hvis hun ikke forstod, at det var en fantasi, ville hun måske svare: “Du kan nok forstå, at du ikke kan få fri og tage til stranden. Klokken er kun to, der er fortsat meget arbejde, der skal gøres, og din overenskomst tillader dig ikke at tage fri så tidligt!” 

Heldigvis er det sjældent, man møder en så uforstående person.

Jeg leger jo bare …

Men det er lige præcis, hvad børn oplever den ene gang efter den anden. At de voksne slet ikke forstår, at det, de siger, er ren fantasi og drømme, som de gerne vil involvere deres voksne i.Når man bliver bekræftet i sine ønsker og drømme, styrker det ens følelse af selvværd.Vi voksne tror, at når børn kommer med et ønske, så mener de det helt konkret, og så skal det tages for pålydende. Og så begynder vi at forklare og belære.Her er et eksempel: Det er lige før aftensmaden, og dit barn siger: “Må jeg ikke få en is?”. Hvis du er meget alvorlig og fornuftig, vil du opfatte barnets ønske som plageri, og du svarer: “Nej, du kan nok forstå, at du ikke kan få en is nu. Vi skal jo lige til at spise.”Her kan du meget vel gå fejl af barnets spørgsmål. For barnet ved nemlig udmærket, at det ikke kan få en is. Hun kan både se og høre, at maden er ved at være på bordet. Men hun har brug for at fortælle sin mor, at hun har en forestilling om is, og det kunne være rigtig rart, hvis hendes mor forstår, at hun har det ønske. Men det kunne også være rart, hvis hendes mor også forstår, at det kun er en fantasi.LÆS OGSÅ: Kend dit barns 12 legeDerfor kan dit svar i stedet være: “Ja, det ville være dejligt, hvis man kunne få en is nu.”Her viser du, at du godt forstår, at man kan få lyst til en is, og at det er okay at ønske noget. Men at det samtidig ikke er muligt.Skulle det hænde, at barnet alligevel ikke er klar over, hvorfor der ikke vanker is lige nu, vil hun spørge: “Hvorfor må jeg ikke få en is?” Så vil en forklaring være på sin plads: “Det er, fordi vi skal spise om lidt. Og jeg vil ikke risikere, at du ikke kan spise noget, når jeg har brugt tid på at lave mad til os”.Konflikter med børn opstår hyppigt, fordi vi voksne ikke stiller os åbne over for, hvad barnet føler og tænker. Vi har en tendens til at tro, at vi ved, hvad der foregår inde i barnet, og så reagerer vi ud fra den tro. Men det er ikke det samme som at vide.

Min banehalvdel

Når du kommunikerer med en anden person, kan du forestille dig, at du står på en boldbane. Hver person har sin banehalvdel. Din banehalvdel er, hvad du tænker, føler, har behov for og ønsker.Den andens banehalvdel er, hvad den anden tænker, føler, har behov for og ønsker. Når nogen går ind på din banehalvdel, vil du hurtigt føle dig angrebet. Særligt hvis nogen prøver at udtale sig om, hvad der foregår der. Hvis en person siger: “Det mener du jo ikke”, så er han helt ovre på din bane.Og når du føler dig angrebet, vil du  ofte prøve at forsvare dig. Og det kan du gøre enten ved at 1. flygte, 2. ved at tilpasse dig eller 3. ved et modangreb.

1. Når du flygter

Flugten er en urgammel reaktion, som skal beskytte os mod angreb. Derfor vil du løbe sin vej. Det kan være en vigtig redningsplanke at kunne tage benene på nakken, hvis der er øretæver i luften, eller du er klar over, at du vil eksplodere, hvis du bliver på stedet.Hvis den voksne går sin vej i en konflikt, er det en meget, meget hård og skræmmende straf for barnet. Børns største angst er at blive forladt af deres forældre, og barnet kan ikke vide, hvad der sker, eller om den voksne kommer tilbage. Det bør aldrig anvendes over for børn.Der er også den psykiske flugt. Fortrængning, ignorering eller afledning er flugtmekanismer. Du kan også skynde dig at tale om noget andet eller overlade det til andre at tage affære.Når børn føler en overmagt, kan de reagere med at flygte: De kan gå deres vej, de kan lade, som om de ikke har hørt angrebet, eller de kan for eksempel klovne.

2. Eller du tilpasser sig

Når du er imødekommende og samarbejdsvillig, er det en tilpasningsstrategi. Det er en hensigtsmæssig adfærd, hvis du kan se, at den andens behov er vigtigere end dine egne, og hvor du lader dét hensyn være overordnet dit eget.Forældre tilpasser sig næsten altid barnet, så længe det er spædt. Her vil de fleste forældre lægge alle deres egne behov til side. Moren står op, selv om hun er træt, for at give barnet mad og tryghed.LÆS OGSÅ: "Mor, når du skælder mig ud, har jeg svært ved at elske mig selvBørn, der bliver angrebet, kan også tilpasse sig. De kan blive søde og artige og ikke sige den voksne imod. De risikerer, at deres egne behov bliver tilsidesat. Det går ud over deres selvværdsfølelse.

3. Du kan også angribe

Angrebsadfærden er i sin kerne aggressiv. Her går du ind på den andens domæne, den andens banehalvdel, og bestemmer eller udtaler dig om, hvordan den anden har det. Dybest set er det en total mangel på respekt og en bedrevidende holdning.Hver gang du går ind på barnets banehalvdel på en negativ måde, er det en form for angreb, der appellerer til én af de tre konfliktreaktioner flugt, tilpasning eller modangreb. Det har den virkning, at barnet lærer en eller anden måde at ”overleve” på. Det er sjældent, at det fører til, at barnet forstår det kloge i det, forældrene siger, og det er sjældent, at det får barnet til at lytte.Når du siger: “Du skal ikke slå, og det ved du jo godt, så det gør du ikke mere, ellers får du med mig at bestille, har du forstået?“, bruger du dit større ordforråd og magt til at få barnet til at handle anderledes. Det kan godt være, at det hjælper lige i øjeblikket, men det lærer ikke barnet, hvordan man behandler hinanden respektfuldt.

Kan det forstås på en anden måde?

Vi kan også pålægge barnet skyld og skam. Når man siger: “Hvor er du slem, når du sparker din mor”, er det en måde at påføre barnet skyld og få det til at føle sig som en dårlig person.Det sker også, hvis du siger: “Du gør mig så ked af det”. Dine følelser er ikke noget, der “bare kommer”. De opstår som følge af den vurdering, du tillægger hændelsen.LÆS OGSÅ: Sådan taler du dig ud af hverdagskonflikter med dit barnHvis din toårige smider maden på gulvet, kan du vælge at tolke det, som han er træt og ikke kan klare mere. Så bliver du medfølende over for ham. Hvis du vælger at tolke det som en måde at genere dig på, så vil det resultere i, at du føler vrede og skuffelse. Hvis du vælger at tolke det som en reaktion på, at han ikke kan lide maden, så bliver du irriteret over griseriet, men ikke over barnet.Afhængigt af, hvordan du placerer dig, vil du tolke forskelligt. Din placering kan du vælge at ændre, hvis den ikke er hensigtsmæssig. Det er ligesom at gå rundt om en statue: Man ser noget forskelligt hele tiden, når man ændrer position.Hvis du har fået for vane at tolke barnets adfærd som problematisk, kan det være rigtig sundt for alle parter at stille sig i en ny vinkel og omtolke det, du ser og hører barnet gøre. Det vil sige at forsøge at forstå hændelsen på en anden eller flere andre måder.Stil dig selv spørgsmålet: Hvad kunne ellers være grunden til hans opførsel? Eller endnu bedre: Hvordan kan hans opførsel give mening?

Hvordan klarer du konflikterne?

Må du så slet ikke gå ind på dit barns banehalvdel? Jo, hvis du gør det med forståelse, empati og med en anerkendelse af, hvordan barnet har det.

Her er et eksempel: Kristoffer har været i supermarkedet og kommer hjem med store lommer. Han har stjålet slik i butikken, og du bliver selvfølgelig ked af det og ærgerlig og måske irriteret på ham.

Her er der en stor risiko for, at du kommer til at angribe ovre på hans banehalvdel. Det sker, hvis du siger: “Du ved godt, at du ikke må stjæle. Jeg har jo sagt til dig, at det er forbudt”.

Kristoffer vil efter al sandsynlighed bruge én af de tre konfliktstrategier: Han kan flygte, løbe ud ad døren, bortforklare eller skyde skylden på en anden: “Jamen, det var slet ikke mig, det var Jonas, der tog det og gav mig det.” 
Eller han kan tilpasse sig: „Ja, jeg er også så dum, undskyld!“

Eller han kan angribe: “Du har sagt, du også selv har stjålet noget engang.”  Kristoffer prøver at slippe ud af klemmen ved at bruge én af strategierne, fordi han føler sig angrebet.

LÆS OGSÅ: Derfor bider små børn

Hvis du gerne vil lære sit barn en god adfærd, så må du skabe en dialog med ham. Du må samtale. Du må forstå, hvad der foregår på dit barns banehalvdel, for først når han føler sig forstået, vil han være modtagelig for fornuftige argumenter. Følelserne skal have plads først, så åbner kanalen sig til fornuften.

I eksemplet med Kristoffer kan du i stedet være empatisk: “Man kan godt få lyst til at få noget slik.” Her viser du, at alle mennesker, også voksne, kan få lyst til slik. Måske kan du også spørge: “Var det svært at lade være med at tage slikket?”

Så viser du, at du kan blive fristet. Disse følelser er o.k.! Det, der ikke er o.k., er at tage slikket selv. Så du kan sige: “Selv om man får lyst til slik, må man ikke tage det fra andre, heller ikke i en butik.”

Når Kristoffer føler sig forstået, kan han åbne sig for dine synspunkter, og så kan samtalen måske ende med, at du spørger: “Skal vi snakke om, hvad du kan gøre næste gang, du får lyst til slik?”

Her hjælper du dit barn  med alternative måder at handle på. Måske kan Kristoffer selv finde på gode måder at skaffe slik på, og måske har du nogle løsninger. Du anerkender dit barns følelser, ønsker og behov. Men du accepterer ikke den måde, dit barn har handlet på for at opfylde sine ønsker. Her går du som den voksne ind i en dialog med barnet. Og på den måde kan du forebygge en del konflikter i familien.

LÆS OGSÅ: Opdragelse: 7 synder, du aldrig må begå!

LÆS OGSÅ: Lyt til dit barn uden at kritisere

LÆS OGSÅ: Drop skældud – det hjælper ikke

Se, hvad vi ellers skriver om: Børneopdragelse, Udvikling og Børnepsykologi