Når børnene pludselig er store
SPONSORERET indhold

Når børnene pludselig er store

Min datter er 10 år – og jeg forventer hver dag, at hun kommer hjem og siger: ”Mig og Martin har købt en lejlighed i Århusgade, så jeg flytter til den første.”

Af:: Charlotte Skousen
24. nov. 2008 | Børn | Vores Børn

Man opdager det i det små. Små tegn viser sig. Som den fredag for nogle år siden, hvor jeg skulle hente hende hos en veninde, og hun pludselig spurgte, om hun ikke måtte blive og sove…..! ”Jamen, det er jo fredag – og der kommer Disney Sjov,” indvendte jeg.

”Ja, det kan jeg jo også se her – de skal også ha’ slik og hygge,” forklarede hun. Og mit bedste salgsargument var: ”Jamen, vi skal ha’ bøffer med den sovs, som du nu så godt kan li.” Meget usselt, kan jeg godt se bagefter, men jeg blev i den grad taget med bukserne nede.

Og jeg synes pludselig, det blev så tomt derhjemme, hvis hun ikke var der. Og det selvom, vi har to børn mere – som heldigvis er meget yngre.

Ændringen er markant lige så snart børnene starter i skolen. Fra man var den person i verden, som betød allermest, bliver man langsomt, men sikkert, faded ud til kun at være en bifigur. Helt derude er vi heldigvis ikke endnu. Og jeg sætter pris på alt den tid, jeg stadig har med hende.

For noget tid siden havde hun pludselig aftalt med to veninder, at de skulle holde melodi grand prix-aften sammen hjemme hos en af de andre. Jeg skjulte min skuffelse, synes det kunne være meget hyggeligere, hvis pigerne var hos os. Min mand var ikke hjemme – og vores dengang halvanden årige datter er for lille til melodi grand prix.

Så jeg og min søn, som var 5 år, skulle sidde og se det alene. Hvilket jo i og for sig var meget hyggeligt. Min mand kom til at sige til vores datter, at det var da synd for mor, at jeg skulle være alene hjemme, hvorefter vores datter da godt mente, at jeg kunne få lov til at blive lidt hos hendes veninde, når jeg havde afleveret hende!

Aftenen gik nu fint. Min søn faldt i søvn midt i det hele – men jeg fik små sms’er af min datter, som kommenterede sangene og tøjet. Så den var helt fjong!

Man må virkelig passe på med at påføre børnene dårlig samvittighed over, at de vælger venner frem for familien. Jeg husker selv, hvordan jeg drog af sted til fest som teenager fuld af dårlig samvittighed, fordi min mor lige nåede at nævne med trist ansigt, at hun ellers havde regnet med, at hele familien skulle hygge sig.

For vennerne kommer til at betyde mere og mere for vores børn i takt med, at de bliver ældre. Det ligger fast. Og min taktik er derfor at forsøge at få vennerne til at komme i vores hjem så meget som muligt.

Og hvis det skal lykkes, så må jeg blive lidt bedre til at give slip og lade børnene og deres venner få lidt videre rammer, når de er på besøg.

Jeg har veninder med ældre børn, som melder om, at man skal have is i maven, når man gang på gang kommer hjem og skal lave mad – og finder køleskabet ribbet for alt spiseligt. Og jeg husker pludselig min fars lidt trætte ansigt, når han kom hjem med middagsindkøbene til en familie med tre børn – og der så lige var tre mere, som skulle spise med.

Som familie må man vel sætte sin egen grænse for hvor langt, man vil gå. Jeg håber bare, at jeg selv bliver mere overskudsagtig i takt med, at børnene bliver ældre.

For man behøver vel ikke ligefrem at komme helt derud, hvor man skal sleske for egne og andres børn? I stedet vil jeg bare håbe, at børn synes det er hyggeligt at være hjemme hos os – og så er det jo ikke min skyld, at jeg rent tilfældigt har bagt de gode boller, som min datter og veninderne efterspørger og er vilde med. Eller?