Kom med til årets fedeste danse-event i København! Klik her

Foto: Privat Kan man gøre det hele? Leve både et liv med et barn, elske det… og samtidig være tilstede?, spørger Sabrina Gade.

Klumme: Var det en fejl at blive gravid?

Sandheden er, at jeg hader at være gravid. Jeg er sikker på, at jeg selvfølgelig vil elske barnet, der kommer, men nu føles det hele som et rungende tomrum.

Okay, here it goes… jeg er gravid (!). Ofte må kvinder drømme sig til det, vente i forventning for længe, alt for længe, og for nogle aldrig med forløsning. Mange forvandler sig til en slags preppere, her tænker jeg ikke på de tossede survivalister, der venter på undtagelsestilstand og samfundets opbrud – men derimod kvinder, der ivrigt forbereder sig som krigere til livets største kamp og værner om kroppen som et kræsent organ, der kun tåler det økologiske og det parfumefri. Bevares, jeg har da også taget et ekstra kig på min produkthylde, men først nu, det er i øvrigt pissedyrt at købe rent, men de glæder sig over muligheden og retter tidligt livet ind, og når det så kommer, hvilket det forhåbentligt gør, så er de klar, de har ventet for evigt, det er blevet hele målet med deres eksistens, og de vil elske det barn fra første summende fornemmelse i maven. Jeg har ikke rigtig nået at indstille mit hoved til det, sådan føles det, vi forsøgte to gange, og første gang havde jeg regnet forkert, så der var selvfølgelig ingen chance, og bum… anden gang er åbenbart lykkens gang. Allerede nu. Hmm.

LÆS OGSÅ: 9 ting jeg aldrig kunne drømme om at sige til nybagte forældre

Vil jeg det nok?

Min kæreste og jeg passede hans nevø for et par dage siden, og jeg fandt pludselig mig selv liggende på en bænk i Botanisk Have, mens han kastede knægten rundt i forsøget på at vinde hans smil. Jeg overvejede det, der skulle komme og følte mig allerede tynget. Smadret. Træt. Det var overraskende hårdt at passe ham. Nevøen. Ville det være anderledes med min egen? Var der ikke et lige så stort pres for at underholde der? Jeg kunne ikke overskue tingene. Det kan jeg stadig ikke. Var det en fejl at blive gravid? Når jeg fortæller det til folk, virker de fleste mere begejstrede end mig. De pisker det op til, at det her, lige præcis det her, bliver det største i mit liv, og det gør det måske også, men de stiller hurtigt 100 spørgsmål, og jeg ved godt, at det er i bedste mening, at de bare prøver at lyde interesseret, selvom de færreste nok egentlig er det, for come on… så er det sgu heller ikke mere spændende, men jeg kan ikke rigtig affinde mig med det. Måske fordi, jeg ikke ved, om det bliver en dreng eller en pige, vi tror det bliver en pige, det er en fornemmelse, intet andet, men det er selvfølgelig ligegyldigt. Måske fordi, jeg ikke kan se det endnu, jovist strammer mine jeans mere end normalt, men ellers er det jo bare mig. Måske fordi, jeg ikke kan mærke liv. Ikke endnu. Måske fordi, jeg ikke vil det nok. Jeg ved det ikke.

LÆS OGSÅ: Gravid: 3 akupressurpunkter, der letter din kvalme

Jeg er nogens

Det er som om, at jeg ikke længere er mig selv. Jeg er nogens. Og folk kigger ikke længere på mig. De ser kun min voksende mave og prøver at bekræfte babyens eksistens. De giver den ubehageligt meget opmærksomhed a la ”Ej, i dag kan jeg altså godt se det,” hvortil jeg bare tænker: ”Det kunne jo også have noget at gøre med, at jeg spiste en hel bøtte is til aftensmad i går, fordi det var det eneste, jeg havde lyst til i dette kvalmestadie, og at jeg lige nu har fortæret 300 gram flankesteak med dertilhørende (læs: alt for mange!) kartofler, hvidløgsbrød og et hav af majskolber dyppet i smør!” Mamma here needs her carbs! Jeg så altså næsten lige så rund ud før, men det ville ingen jo nogensinde kommentere på, da ikke på den her måde i hvert fald, og i forvejen går jeg rundt og føler mig lidt usikker i disse dage, mens jeg prøver at tvinge min krop til at vænne sig til, at den gror et nyt menneske, så behøver folk absolut at gøre det værre? Jeg mener… jeg har fået bumser på hele kroppen, fordi min krop går hormonamok, jeg er træt, men kan ikke sove, og jeg kaster op ved synet af alle de retter, jeg normalt elsker. Jeg behøver ikke også at blive holdt øje med og gjort opmærksom på, at min mave vokser. No shit Sherlock. Og jeg hader lugten af min kæreste. Jeg plejer at elske den. Jeg ved ikke, om det er en kemisk reaktion nærmest, at jeg ikke kan være sammen med ham nu, fordi jeg har det så dårligt, og det er hans skyld, altså ikke skyld som sådan, men han er trods alt medskyldig i min nuværende situation påkaldt i et øjeblik fastbesluttet på at skabe.

LÆS OGSÅ: Gravid for anden gang: Er det almindeligt med 9 måneders delvis fortrydelse?

Jeg hader at være gravid

Sandheden er, at jeg hader at være gravid. Jeg er sikker på, at jeg selvfølgelig vil elske barnet, der kommer, men nu føles det hele som et rungende tomrum. Og det fylder stuen. Mit hoved. Jeg ligger på sofaen. Det har jeg gjort hele dagen. Naboerne holder fest. Underboen har gæster. Lyden irriterer mig. Livet pulserer ude. Det er en af de her perfekte sommerlørdage. Du ved sikkert, hvad jeg mener. Det er sommer, og duften af grillmad og rosé spreder sig i luften, og mit Instagram-feed er ved at sprænges af glade billeder, sprænges af travle folk opslugt af livet eller i det mindste illusionen af det. Min kæreste er ikke hjemme, han har været væk det meste af dagen, egentlig føler jeg ikke, at han er her ret meget i tiden, han ville helt sikkert kalde mig unfair, og det er jeg sikkert også, men det er nu engang sådan, at jeg har det, og det kan jeg jo ikke lave om på, eller kan jeg? Denne gang er han sammen med nogle gamle gutter fra universitetet i forsøget på at genfinde noget af det fortabte, og nu ligger jeg altså her, ikke som et offer for hans planer, men jeg har kvalme, og han har det sjovt. Jeg tager en pause i livet, jeg slår mig ned på bænken, det burde gå fremad, altid fremad, opad, eller bare mod noget, og nu står jeg stille, nu prøver jeg at finde balancen uden bevægelse, altså en pause. Det er strengt at sige, for sandheden er, at jeg var ude i går og kom sent hjem, og min ensomhed er med garanti selvforskyldt, men nu går jeg glip af noget, sådan skriger min tankestrøm, i aften passerer livet mig, hvilket jo selvfølgelig er ironisk, når det bogstaveligt talt gror inden i mig, men kan man det hele? Kan man gøre det hele? Leve både et liv med et barn, elske det… og samtidig være tilstede? Jeg ved det ikke. Jeg ved det virkelig ikke.

Se, hvad vi ellers skriver om: Gravid, Klumme og Mor