
Vi tester: Her er den bedste bukseble
Når de små begynder at tumle og gå, er det rart med en ble, der kan holde til både vild leg, lange lure og en spilopmager på puslebordet! En bukseble skal kunne lidt af hvert – men hvilken er blødest, mest behageligt og holder tæt? Få mødregruppens dom over 7 forskellige buksebleer her.
Lidt stor i det
4 ud af 6 stjerner
Änglamark
Buksebleer
str. 5, 12-20 kg, 70 kr.
For 38 stk. i Coops butikker.
Pris pr. stk.: 1.84 kr.
Design
Fin og neutral emballage i grønne nuancer – præcis som vi ville forvente af mærket. Men er den så egentlig også grønnere end andre bleer? Den har i hvert fald mærkningerne for allergi og miljø, som er vigtige for os – og som bonus en nuttet kanin, der indikerer for og bag på bleen, yay!
Pasform
Perfekt! Til de større børn ... spændet mellem 12 og 20 kilo er stort, og den er lidt løs på de mindste i kategorien. Til gengæld strammer den ikke på store mavser og bliver siddende under tumlerier. Men kritisk, at den er så svær at åbne i siden – en rigtig lortesituation fristes man til at sige.
Sugeevne
Jubi! Ingen uheld – men fy, hvor den lugter med last. Og den hænger også ret tungt mellem benene, som gør det meste leg lettere klodset. Banerne inde i bleen klumper ligesom lidt sammen, når den er fyldt, måske derfor den bliver så tyk, tung og træls for de små.
Pengene værd?
En OK ble til de største juniorer, men også en del dyrere end andre bleer i testen, som er lige så gode.
Lidt stive
3,17 ud af 6 stjerner
Lupilu
Baby Pants Junior
str. 5, 12-17 kilo, 32,60 kr.
For 20 stk. i Lidl.
Pris pr. stk.: 1,66 kr
Design
R-o-d-e-t. Farver, dyr og mønstre underholder på puslebordet, men nej tak under en hvid body. Samtidig virker bleerne lidt ru og stive, så vi får ikke lyst til at pakke den bløde babyhud ind i dem. Point for de vigtige allergiog miljømærkninger, dog, men 20 bleer i pakken er for lidt.
Pasform
Tjo ... de ikke bare virker lidt ru og stive, de er det også. Tynde som papir og med cirka samme blødhed. De strammer dog ikke og sidder fint til på selv de største mavser, men gaber til gengæld lidt ved lårene. Det er liiidt ’accident waiting to happen’, og vi er ikke trygge ved det.
Sugeevne
Surprise! Vi oplever kun ganske få uheld, så den holder altså på det, den skal. Bare kun i kort tid. Det er altså ikke en natble, hvis I forstår, hvad vi mener. Den bliver stor og tung, når den er lastet med nummer 1, så den skal skiftes ofte trods dens ’magical tubes’. Hvad er det egentlig?
Pengene værd?
Vi er altså ikke helt solgt til denne ble. Den er stiv i det, sidder ikke helt godt nok til, og der er alt for få bleer i pakken.
God mærkning
3,33 ud af 6 stjerner
Rema 1000
Buksebleer
str. 5, 10-18 kilo, 49 kr.
For 30 stk. i Rema 1000.
Pris pr. stk.: 1,63 kr.
Design
Pakket i pink power og har alle de vigtige allergi- og miljømærkninger, yes (!). Den får point for tydelig markering af for og bag, så den ikke ryger omvendt på i kaos. Vi er dog ikke overbeviste om bleens blødhed, og den virker lidt for tynd.
Pasform
Den sidder ikke helt til ved lårene og mangler lidt elastik ved mavsen. Når den bliver lastet tungt, kan den derfor have en tendens til at glide lidt ned.
Sugeevne
Der sker altså et par smuttere om natten. Ikke fordi bleen virker tung eller ikke suger godt, men fordi den ikke altid sidder godt nok. Hurra for nul røde mærker, men ærgerligt med pasformen, som gør, at vi føler, at vi skal tjekke, om der er nummer 1 eller nummer 2 på afveje.
Pengene værd?
God pris, men vi betaler gerne lidt mere for ikke at være nervøse for uheld.
Blødere end blød
4,67 ud af 6 stjerner
Libero
Touch buksebleer
str. 5, 10-14 kilo, 115 kr.
For 34 stk. i Føtex og Coop.
Pris pr. stk.: 3,38 kr.
Design
Uhhh... eksklusiv er det bedste ord til at beskrive denne ble, som er klædt i afdæmpede og diskrete klæder. Ret anonym og kedelig for de små, men lækkert for de voksne. Især fordi den er så bløøød ... næsten som stof! Og selvfølgelig med de vigtige allergiog miljømærkninger – optur!
Pasform
Tip top, tynd og blød på samme tid. Det må være den magiske formel for den perfekte ble, og denne er ultratynd, men samtidig blødere end blød. Det lille kilospænd gør, at den sidder ekstra godt på de slanke størrelser, men faktisk sidder den super godt på alle testerne, hurra!
Sugeevne
NUL uheld. Den lugter ikke engang fælt i fyldt tilstand. Efter en lang nat, ja, så skal den skiftes rigtigt hurtigt, for så bliver den altså godt tung og fyldt op. Men huden er stadig tør og blød. Tusind point for tisindikator – ja ja, first world problems, men helt ærligt, det er jo genialt.
Pengene værd?
Av, av, av, de er dyre! Det må være bleen, vi bruger først på måneden, for den er virkelig god, men falder altså lige akkurat ned fra førstepladsen på grund af den høje pris.
Nul uheld
4,50 ud af 6 stjerner
Hello Sensitive
Buksebleer
str. 5, 12-17 kilo, 32,50 kr.
For 20 stk. i Netto.
Pris pr. stk.: 1,63 kr.
Design
Dejligt diskret emballage – et tiltrængt break for alle forældre med neon-farve-overload. Endnu bedre føles bleerne bløde, og de har alle de allergi- og miljømærkninger, som er vigtige for os. Men flere bleer i pakken, tak. Man skulle tro, at Netto også gerne vil have, at vi bliver eller i hvert fald kommer lidt oftere!
Pasform
Topklasse – god plads til mavsen, også de rundere af slagsen, og bleen bliver siddende, selv når tumlingene forsøger at slå rekorden i vild leg. Den er også nem at trække op og på, men forside- og bagside ligner hinanden meget, så kig lige en ekstra gang.
Sugeevne
I top! Ingen uheld i hverken den lille eller den store kategori. Hurra! Den bliver dog ret så tung og egentlig også lidt hård i det, når den er lastet godt med tis, men så er man ikke i tvivl om, at den skal skiftes. Viiigtig detalje her: Uanset last eller tidspunkt er der ingen røde numser.
Pengene værd?
Ja! Den eneste virkelige ulempe er vist den meget lille pakke med kun 20 bleer i – perfekt til tur, men ikke puslebord.
Sidder perfekt (testvinder)
4,83 ud af 6 stjerner
Salling Fri
Buksebleer
str. 5, 12-17 kilo, 32,50 kr.
For 20 stk. i Bilka og Føtex.
Pris pr. stk.: 1,75 kr.
Design
Fint, enkelt og neutralt design med to kære giraffer, som markerer for og bag på bleeerne, så selv bedsterne kan være med. Tjek til allergi- og miljømærkninger og blødhedsfaktor på bleerne. Man savner bare lige den der tisindikator og flere bleer i pakken. De holder ikke så længe.
Pasform
Også tjek her! De har en god elastik ved mavsen, sidder tæt og bliver siddende på plads, selv når arme og ben spræller løs. Nul røde mærker eller røde knopper, heller ikke på testere med ekstra godt til gården og gaden. Og så er det superlet at trække bleen op – tjek, tjek, tjek til alt.
Sugeevne
Succes! Den holder på både stort og småt, og så bliver den ikke engang særligt tung, selv om den er lastet til bristepunktet. Største bonus er, at den også holder tæt om natten, så vi kan få en tryg nattesøvn uden at skulle bekymre os om at skifte (senge)tøj igen igen.
Pengene værd?
Absolut! Vi er vilde med denne bløde ble, og det eneste minus i regnskabet er den alt for lille pakke. Større pakke, tak, vi vil have flere af dem!
God til prisen
4 ud af 6 stjerner
Minirisk
Buksebleer
str. 5, 12-20 kilo, 49 kr.
For 30 stk. i Fakta og Coop.
Pris pr. stk.: 1,63 kr.
Design
Sødt design med blå elefanter og en lille dreng. Bleen føles lidt tynd, men stadig blød og skånsom mod huden. Og thumbs up for den søde figur, der markerer for og bag, så vi ikke roder rundt med det i farten. Vi spotter allergi- og miljømærkningerne, men de må gerne være større, tak.
Pasform
Point for den virkelig gode elastik ved maven, som holder bleen på plads uden at give røde mærker. Men den virker lidt stor i det – nok fordi den skal dække 12-20 kilo – så den slutter ikke helt tæt ved lårene. Åh åh, for man ved jo aldrig, hvornår der smutter ting ved siden af, vel?
Sugeevne
Super – om dagen! Den suger som en svamp, men bliver også tung og hænger mellem benene, så junior får rigeligt at slæbe rundt med. Og så kommer den på ekstra arbejde om natten, hvor den har lidt svært ved at følge med. Men god ble om dagen – og så lugter den ikke, jubii!
Pengene værd?
Vi må sige ja. Det er en god (dags)ble til en god pris – men nok særligt god til dig med et barn i den større ende af skalaen.
Sådan gjorde vi
Testen er foretaget af en mødregruppe, som er sammensat af Vores Børn. Mødrene har forskellige uddannelser og jobs, nogle er førstegangsmødre, andre har flere børn. Alle tester alle produkter. Karaktererne er et gennemsnit af mødrenes vurderinger.
Producenterne stiller produkterne gratis til rådighed for test, men har ingen indflydelse på resultatet.
