Vores datter til Jesper Juul: "Jeg har et dårligt liv"

Baggrund

Stinna og hendes mand Lars har tre børn, hvoraf den ældste, Charlotte på 11 år, har diabetes. Forældrene oplever mange konflikter med Charlotte – de synes, at hun i perioder er trist og negativ, og at hun søger ‘nedad’ ved at lege med yngre børn og selv gøre sig yngre, end hun er. Når de taler med Charlotte om konflikterne, siger hun, at det er svært at have diabetes, og at hun har et ‘dårligt liv’. Stinna og Lars søger redskaber til at vise Charlotte de positive aspekter ved livet – og gøre det unødvendigt for hende at søge negativ opmærksomhed. De er alle tre med til seancen.

Jesper Juul: Hvis du skulle sige kort, hvad du gerne vil ændre i din familie, Charlotte? Hvad er så mest irriterende?

Charlotte: Jeg ville gerne ændre ved, at jeg havde sukkersyge.

Jesper Juul: Har du altid villet det? Når du siger, at du synes, det giver dig et dårligt liv?

Charlotte: Jeg synes, jeg får skældud, hvis jeg har glemt at tage insulin.

Jesper Juul: Nu skal jeg fortælle dig min teori, men så er du nødt til at fortælle mig det, hvis jeg tager fejl, for jeg kan ikke vide det. Når din far og mor henvender sig og taler med dig om din diabetes, synes du, at sygdommen fylder mere, end du egentlig selv gør?

Charlotte: Når de snakker med mig om det, er det ok, for jeg skal jo vide det.

Jesper Juul: Det dårlige liv er, at der er ting, du ikke kan gøre, og så de rutiner, som er forbundet med sygdommen? Mor og far, hvad er jeres tanker, når I hører det?

Læs videre på næste side>>

Stinna: Vi har talt meget om, hvordan man kan tage fokus mere væk fra det – og der ér skældud, når hun ikke har husket at måle flere gange om dagen. Vi forsøger jo ikke at gøre det til et stort problem, men der har været pres på tidligere, med at hun skulle spise en halv time efter insulinen osv.

Jesper Juul: Den støtte, som du får, når dine forældre spørger dig, er det en støtte, du har brug for?

Charlotte: Ja, men jeg føler, de skælder mig ud, når jeg glemmer det.

Jesper Juul: Jeg spørger, fordi jeg ofte hører sygeplejersker sige, de har store problemer med 10-16-årige omkring det her. At de ikke husker at tage medicinen. Jeg er meget indstillet på at sige, at alle de konflikter, du skaber, er et tegn på, at du selv skal overtage ansvaret for din diabetes. Sådan, at du selv bestemmer, når du vil have det. Nogle diabetes-børn har brug for selv at bestemme over, hvordan og hvornår de vil tage deres insulin. Føler du dig klar til at tage det ansvar?

Charlotte: Måske.

Jesper Juul: Jeg tror, du er det. Fordi du bliver vred. Ikke kun i forhold til insulinen, men også i andre situationer – og det er et tegn på, at du er gammel nok til at overtage ansvaret. Jeg vil gerne have, at det bliver helt klart for de voksne, hvad jeg mener. Vi leger nu, at det er noget helt andet. For eksempel at det er Charlottes eget ansvar at sove nok om natten. Hun kan prikke sine forældre på skulderne, hun kan sige – nu kan jeg mærke, jeg har sovet for lidt i en periode, kan I ikke lige kontrollere mig – “nu har jeg en periode, hvor jeg glemmer, kan jeg få lidt hjælp?” Når man er 11 år gammel, er der enormt mange ting, man kan selv. Men det er ikke det samme, som at det hele skal gøres alene. Det handler om at tage ansvar og selv sige, hvad du vil have af hjælp og støtte fra dine forældre. Charlotte kan også komme om et halvt år og sige, det ansvar skulle hun ikke ha’ sagt ja til – det er for meget. Men når man er 11 år og skruet så godt sammen, som Charlotte er, så er tiden nu! Det er din beslutning.

Stinna: Vi har jo diskuteret det. Og jeg har været tilbøjelig til at sige, at vi skulle beholde ansvaret så længe som muligt, fordi det var synd at give hende alt det ansvar.

Jesper Juul: Det er jo et frygtelig vigtigt spørgsmål. Er det for meget ansvar for Charlotte? Jeg tror det ikke. Lars: Vi har haft svært ved at give slip, fordi vi ved, hvad komplikationerne kan være, og det vil vi ikke risikere.

Jesper Juul: Men I kan også sige, at I ikke alligevel vil give jeres datter ansvaret. Hvis det viser sig, at hun ikke kan magte det. Jeg tror, at et eller andet sted i dit hoved, har du en stor drøm om frihed?

Charlotte: Ja!

Jesper Juul: Og den er mere eller mindre umulig at opfylde, men det gør jo, at Charlotte bliver et enten-eller-menneske. Enten så affinder hun sig med det, eller også vil hun slet ikke finde sig i det! Det er rart for alle parter, hvis det at have frihed fylder mere og mere, så hun ikke skal slås med jer omkring hver centimeter af det. Hun skal selv tage det, ikke stjæle det som en tyv om natten eller slås om det. Det er som om, Charlotte har en benzintank og en reservetank. Der er en helt anden kraft og vildskab et andet sted, som hun af hensyn til jer har holdt tilbage eller nede! Hun er træt af at køre på reservetank med nedsat kraft! Hvis Charlotte slap det løs, er hun bange for, at I vil blive forskrækkede.

Lars: Ja, der er et frihedsbehov – hvis vi siger, hun skal et eller andet, så vil hun ikke.

Jesper Juul: Den gode nyhed er, at jeg hører, at hun bliver vred. Hun har en masse kræfter og energi, som forhåbentlig vinder en dag over den ‘søde-pige’.

Læs videre på næste side>>

Stinna: Der er meget krudt, og meget hun gerne vil. Men da vi skulle til USA, så ville hun pludselig ikke pga. tornado, vulkaner etc. …

Jesper Juul: Den del af Charlotte, der kan en hel masse, er jo delvist hemmelig – også for hende selv. Det, jeg forstår, er, at hun tit har en fornemmelse af, at hun ikke kan køre uden hele tiden at have en fod på bremsen også. Det er anstrengende og skaber en masse fantasier om, hvordan livet kunne være, hvis det ikke var, som det her. Og derfor falder hun også over i den anden grøft: – At overveje at fortsætte med at være barn for evigt.

Stinna: Ja, hun ser billeder af sig selv og siger: ‘Arj, jeg ville elske at være helt lille igen…’

Lars: Men så vil hun også gerne være stor og rende rundt i BonBon-land, og hun siger, det er diabetes’ skyld, at vi ikke giver hende lov. Men det er det jo ikke.

Jesper Juul: Jeg ville for alvor blive urolig, hvis hun var tilfreds med alt, hvad I gjorde. Det er vigtigt at teste det her. Mit håb er, at lige præcis det her med ansvaret, for det er jo en stor mundfuld – det er en god test på, hvor meget Charlotte er villig til selv at tage ansvar for – og dermed acceptere at blive blive 12, 13 og 14 år med alt det ansvar, der følger med.

Stinna: Når nu du nævner de år, som kommer, tænker jeg, at teenagere lukker af for den del af sig selv. Kan vi så være bekendt at lukke ørerne og give hende ansvaret?

Jesper Juul: Der er formentlig 50-60 procent teenagebørn, hvor evnen til at tænke i konsekvenser er sat ud af drift – især hos drenge. Det er jo sindssygt provokerende for forældre, da det er her, man foretager sig ting, som virkelig har konsekvenser. Jeg tror, Charlotte har så meget opsparet energi, at det bliver noget helt andet. Hvis det skulle vise sig, at det bliver et problem, når hun bliver teenager, er det klart, at I skal tage ansvaret tilbage for hendes egen skyld, for vi forældre kan ikke holde ud at tænke på, hvad der kan ske.

Jesper Juul: Jeg er sikker på, at Charlottes melankoli vil ændre sig, når hun selv får ansvaret for det. Når man har en mor, der har rigtig forstand på det, er det næsten ikke til at holde ud, hvor fornuftigt det hele er!

Stinna: Vi har altid fordelt det mellem os, og Lars var indlagt med hende og lærte om insulin og alt det der.

Jesper Juul: Jeg ser ingen faresignaler noget sted. Men jeg ser en åbning for at sige, ok i morgen sætter vi os ned til eftermiddagskaffen, og så beslutter vi os for, hvem der har ansvaret.

Stinna: Men hvordan, der kan jo være tekniske ting, som vi skal hjælpe med?

Jesper Juul: Forskellen er blot, at det er Charlotte, der skal beslutte, hvilken hjælp I skal give hende. I kan bede om taletid, den tid er forbi, hvor I havde partoutkort til jeres datter … I må i stedet spørge hende, om hun vil høre det, og hvis ikke må I ikke snakke med hende lige på det tidspunkt. Der er ikke lukket af, men det er bare omplaceret, og så skal der formentlig gå et års tid eller to, så man kan få lært, hvordan man gør det.

Lars: Hvad hvis blodsukkertallet stiger? Hvad skal vi så gøre? Lægerne vil gerne have fakta omkring, hvad hun har spist, men det kan de så ikke få på samme niveau som før.

Stinna: Vi kan jo aftale, at vi skriver det og dokumenterer, uden at Charlotte skal gøre alt. Men det er nok meget rigtigt – nogle gange er vores skælden ud og frustration jo også et tegn på, at man som forælder ikke selv har gjort det bedre. Det kan jeg godt se, det er ikke rart at være modtager på det.

Jesper Juul: Har I tillid til Charlotte, så I kan gennemføre det?

Stinna: Jo, jeg har tillid til Charlotte. Det har vi også snakket om i forbindelse med andre ting. Jeg er ikke bange for, at hun ikke er ansvarlig, men mere bange for ydre ting. Mere bange for, at jeg ikke kan holde min del af aftalen.

Jesper Juul: Det er jeg også. Men forældre kan få en afvænningsperiode, sådan at Charlotte kan sige, ‘Hov, nu kommer oversygeplejersken ind’.

Charlotte: Jeg kan godt se for mig, at det kunne blive anderledes. Det føles faktisk rarere i maven på den her måde.

Lars: Så vi skal ikke længere sige noget á la: “Husk nu dit, husk nu dat.”

Jesper Juul: Det her er for altid og ikke et trick eller en strategi. Så tag jer tid til at komme overens med det.

Læs hvordan det gik efter coaching på næste side>>

Efter coaching

Stinna og Lars synes faktisk, det går rigtig godt for Charlotte lige for tiden.

“Vi har selvfølgelig alle sammen tænkt en del over de ting, som Jesper Juul sagde, og egentlig

har Charlotte ikke udpræget krævet sin ret til selv at bestemme. Måske er forskellen, at hun føler sig bedre forstået.” “Vi kunne som forældre virkelig bruge de metaforer, Jesper Juul brugte til at beskrive Charlotte som person, og hvad det er, hun går og tumler med. Vi er til stadighed forundrede over, at han kan få så få oplysninger om en pige og aligevel fange hendes personlighed så præcist.”

Familien har også efter denne coaching fundet anledning til at tale sammen på en anden måde, end de plejer, og mor har gjort sig meget umage for IKKE at skælde ud, når der er glemt at måle eller tage insulin.

“Charlotte siger selv, at det ikke er blevet så meget anderledes, udover at der har været mindre skældud. Det, vi ser, er bare en pige, der er blevet markant mere ‘voksen’, der sjældent glemmer

at måle eller tage insulin, der bare passer sine lektier uden brok af nogen art, som er seriøs med sin håndbold og ikke mindst er blevet bedre til at håndtere konflikter med veninderne.”