bæredygtig bolig
SPONSORERET indhold

De 9 bedste grønne boligtips

Bliver du også overvældet af de mange råd til at bo mere bæredygtigt og klimavenligt? Tag det roligt, for du kan komme langt med selv små hverdagsvaner og bygge videre derfra. Husk, ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt.

Af:: Christina B. Kjeldsen Foto: PR
14. mar. 2023 | Bolig | BoligLiv

1. Kan det repareres?

michelles kolonihave1.jpg
Kig efter brugte ting lige fra greb til vinduer, når du skal renovere, forny eller bygge om.

Nyt er ikke altid bedst, for faktisk kan rigtig mange ting repareres. Bor du i et hus med gamle vinduer, kan du skifte til energivenlige ruder og reparere listerne frem for at skifte det hele ud.

Et gammelt køkken kan blive som nyt med sprøjtelakering eller maling af lågerne og nye greb. Står tingene ikke til at redde, skal de selvfølgelig skiftes ud, men husk at genbruge det, du kan.

Gamle vinduer kan blive til et drivhus, og det gamle køkken kan måske gøre gavn hos en anden familie eller genopstå i legehuset, skuret eller haven til for eksempel værktøj og haveredskaber.

2. Drop spotvarerne

4lulublue1.jpg
Lidt har også ret, for eksempel at huske et stofnet, hver gang du handler, så du sparer miljøet for endnu en plastikpose. Nettet her er fra Lulu blue.

Kvalitet holder længst. Det er en kliche, men det er der en grund til. En sofa, du har drømt om og sparet sammen til gennem længere tid, holder også længere i dit hjem. Det gælder de store indkøb, men så sandelig også de små.

Tøj, fleecetæpper, vaser og alle de små dimser, der frister i nonfood-afdelingen, når du er ude at handle – har du brug for dem? Tænk en ekstra gang over det, inden de ryger i kurven. Finder du ud af, at du ikke leve uden, går du bare tilbage i morgen.

3. Køb brugt

brugt.jpg
Gå på jagt efter skatte på DBA, Marketplace og Instagrams loppeshops. De fine genbrugsfund pynter ofte mellem nyere møbler.

One woman’s trash – another woman’s treasure! Vi er mange, der elsker at gøre gode fund på loppemarkeder, Instagram, DBA, Facebook – ja, overalt. Faktum er, at du kan finde utrolig mange fine ting brugt. Det gælder alt fra møbler og lamper til keramik og kunst.

Kig efter de gode skattejægere på Instagram, der sælger ud af deres fund, og opret søgeagenter på for eksempel DBA efter den lænestol eller de havemøbler, du går og drømmer om. Husk også, at du på samme måde kan sælge dine egne ting videre. Diverse boligblade giver masser af gode ideer til at indrette dig med en skøn blanding af nyt og brugt.

4. Lån og del

michelles kolonihave2.jpg
Gem alle dine gamle tekstiler – måske kan de flytte fra sofaen til terrassen og derefter få nyt liv som en patchworkpude?

Hvor meget mening giver det egentlig, at vi alle sammen ejer en slagboremaskine, en vinkelsliber og en dehydrator, der kun bliver brugt en gang om året?

Slå dig sammen med naboen, og aftal at låne og dele med hinanden, eller opret en facebookgruppe til de nærmeste naboer eller din opgang, hvor I kan dele alt fra værktøj til blomsterfrø eller forære ekstra surdej og frikadeller væk. På den måde begrænser I jeres fælles forbrug og dyre indkøb og bekæmper både resurse- og madspild.

5. God energi

vinglas.jpg
Udnyttelse af plads kan både tænkes stort og småt – fra en hel hems til smart opbevaring af vinglas.

Det giver ikke mening, hverken i det økonomiske eller bæredygtige regnskab, at skifte ting ud, der stadig tjener deres formål, men når vaskemaskinen er brændt sammen og ikke længere kan fikses, så brug anledningen til at få en grønnere løsning med den bedste energimærkning.

Men spørg lige i den lokale facebookgruppe, om der er én, der kan fikse vaskemaskinen, før du bestiller en ny

6. Hold rent og luft ud

Henriette sommerhus.jpg
Pas godt på træværket, og mal vinduerne ofte, så forlænger du deres levetid betragteligt.

Ud over at det føles dejligt, begrænser du også din brug af hårde rengøringsmidler, hvis du holder rent hen ad vejen frem for at gøre hovedrent en gang om måneden. Luft ud to gange ti minutter om dagen – det giver et sundt indeklima og hjælper med få støvet ud.

7. Ryd op i skyen

2ipadmini.jpg
Tænker du over, at dine 7.895 billeder i den digitale sky tager plads på en server et sted – og at denne server bruger energi?

Slet gamle mails, og ryd op, hvis du har en såkaldt sky på internettet, hvor dine filer ligger. Al den data, du gemmer på nettet, optager plads på de store datacentre, der sluger enorme mængder energi.

Så ja, det nytter noget at rydde op i mailboksen og dine mapper på computeren. Tjek også, hvor grøn dine streamingtjenester er. Der kan være stor forskel på, hvor stor en del af en tjenestes energi, for eksempel Netflix og HBO, der kommer fra kul eller fra vind og hav.

8. Hold øje med dit forbrug

bad.jpg
Hold øje med dit vandforbrug. Der er både penge at spare og point på klimakontoen, hvis du tænker over, hvor meget vand du bruger og måske halverer din brusebadstid.

Gør det til en vane at holde øje med dit forbrug af vand, strøm og varme ved at aflæse det for eksempel hver den 1. i måneden. Det lyder kedeligt, men på den måde holder du øje med dit forbrug og kan sammenligne med andre husstande af tilsvarende størrelse. Så får du et fingerpeg, om du ligger højt eller lavt, og kan holde øje med udsving.

Et pludseligt højt vandforbrug kan skyldes et defekt rør eller en dryppende varmekedel; alt sammen noget, der kan spare dig penge, reparationer og ærgrelser. Nu du er i gang, så husk også at slukke lyset… og opladeren, tv’et og den bærbare.

Alle de energislugere, der står standby, bruger energi og afgiver en usund elektrisk varme i dine rum. Jo mindre energi du bruger, des mindre skal der produceres.

9. Udnyt pladsen

udnyt-pladsen.jpg
Udnyt pladsen. Det er langt mere bæredygtigt at udnytte de kvadratmeter, vi har, end at bygge nyt og større.

 

Danskerne har mange kvadratmeter pr. person at boltre sig på, og mange nybyggede huse er meget store og presser grundens byggemaks. Men det koster på klimakontoen med de mange kvadratmeter, som der skal bruges byggematerialer og energi til.

Vi bliver mere bæredygtige af at udnytte den plads, vi har, endnu bedre. Er dine kvadratmeter udnyttet godt, lægger du ikke mærke til, hvor mange der er – men hvor gode de er. Overvejer du at flytte til noget større, kan du begynde med at høre en arkitekt, hvordan du kan få mere ud af dem, du har.

Anbefalet til dig