Karen-Lise Yde Tapet-Cafe Interview Eurowoman
SPONSORERET indhold

Karen-Lise Yde: "Det er mit bedste tip til indretning af nye lejligheder"

Karen-Lise Yde er indretningsdesigner og projektleder hos Tapet-Cafe. Hun bor i det nye Sydhavnskvarter med udsigt over Københavns Havn og Amager Fælleds natur i baghaven.

Af: Pernille Rosenkilde Foto: Simon Baungård
03. jul. 2021 | Bolig | Eurowoman

I det nye Sydhavnskvarter, med udsigt over Københavns Havn og Amager Fælleds natur i baghaven, bor indretningsdesigner og projektleder hos Tapet-Cafe, Karen-Lise Yde, 32. Hun henter inspiration fra filmscenografi, fotografier og franske interiørmagasiner og bruger tekstiler og gardiner til at skabe stoflighed.

I kom fra en gammel Østerbro-lejlighed og er flyttet ind i et helt nyt byggeri. Hvordan har det været at indrette?

"Der er mange ting, du ikke kan ændre på, så du må se det som et hvidt lærred, hvor du skal arbejde med de lige linjer og bryde dem indenfor de rammer. Du har ikke de samme unikke detaljer og skønne særheder at arbejde med, som du har i gamle lejligheder, så alt er nødt til at være lidt strammere og gennemtænkt. Du ser ind i de andre rum, og det gør det endnu vigtigere, at det hele hænger sammen visuelt. Så jeg lavede et farveforløb, hvor der var tænkt over, at du ser ind i køkkenet fra gangen og ind i tv-stuen fra køkkenet osv."

LÆS OGSÅ: Terrazzo-badeværelset høster flest likes – og vi forstår hvorfor

Karen-Lise 1.jpg
Lampen over spisebordet er fra Tapet-Cafe og fletlampen købt hos Beau Marché. Spisebordet er fundet billigt på Dba.dk, for med et lille barn til bords er det smart, at det kan tåle lidt af hvert. Stolene er de originale Charles & Ray Eames i glasfiber.

Du arbejder med tapeter og gardiner. Hvordan har du brugt dem i indretningen?

"Jeg elsker tapeter og bruger dem, når jeg indretter ældre lejligheder, men her skal jeg tænke lidt mere over, hvordan jeg gør brug af dem. Vi valgte tapet i gangen for at markere, hvor den går til, men ellers har jeg brugt gardiner til at bryde op og skabe taktilitet. Gardiner kan det samme som tapeter, og så får du stofligheden oveni, som bløder det hele op. Det er mit bedste tip til indretning af nye lejligheder."

Hvor finder du møbler og småting?

"Jeg arbejder med mange smukke ting, så jeg finder naturligvis meget hos Tapet-Cafe. Derudover arbejder jeg med dygtige snedkere og polstrere, som kan hjælpe mig med speciallavede elementer som vores puffer, som jeg selv har designet og fået lavet."

Hvad er jeres seneste investering?

"Vores sofa. Vi havde en gammel Ikea-sofa, og jeg ville ikke investere i en anden, før jeg fandt den helt rigtige. Jeg har ledt efter en rund sofa og har haft svært ved at finde den perfekte version, fordi de ofte er meget lave, og vi har højt til loftet. Men jeg fandt den endelig hos Formel A."

Karen-Lise 7.jpg
Puderne i tekstil fra Hermès og Brunschwig & Fils og sovesofaen fra Jotex er det perfekte setup, når familien fra Jylland kommer på besøg. Væggen er malet i Preference Red fra Farrow & Ball. Guitaren er en flytte-hjemmefra-gave fra Karen-Lises far.

LÆS OGSÅ: Marianne Olesens bedste indretningstip: ”Husk, at det skal være komfortabelt og ikke kun pænt”

Karen-Lise 3.jpg
Lamperne er fra House Doctor og billedet på væggen har Karen- Lise selv malet.

Hvad står på ønskelisten?

"Et PK54-marmorbord med tillægsplader. Lige nu har vi et bord, som vi har fundet på den Den Blå Avis, men vi drømmer om et med plads til gæster. Et billede af Mette Homar står også højt på ønskelisten."

Hvad er din bedste investering?

"Vores lejlighed her i Sydhavnen, som jeg ellers var virkelig bange for at fortryde. Jeg var så nervøs for, at jeg ville tænke: “Hvad laver vi herude?” og ønske mig tilbage til Østerbro, cafeer og vinbarer."

Hvad kan den her lejlighed?

"Vores livssituation og behov ændrede sig, da vi fik vores søn. Jeg er vokset op ved vandet, som giver mig ro, så vi ville gerne finde et sted ved vand og natur, der stadig er tæt på byen. Vi vågner med udsigt over vandet og med Amager Fælled lige om hjørnet, og det fantastisk."

Er der nogle særlige perioder, du er inspireret af?

"Nej, for jeg elsker at blande perioder. Jeg kan ikke lide kun at gå i en retning og bryder mig ikke om, når noget kammer over og bliver en kulisse. Skulle jeg vælge en periode, er art nouveau og art deco favoritterne, når det kommer til mønstre og farver, men jeg vil altid sikre, at der er noget, der går ind og bryder."

Karen-Lise 10.jpg
Sengegavlen er polstret med tekstil fra Pierre Frey hos Tapet-Cafe. Puderne er i tekstiler fra Dedar og Helene Blanche, og plakaten af David Hockney.
Karen-Lise 8.jpg
“På Valdemars værelse valgte jeg selv at male på væggene for at give dem skævhed og personlighed. Det er hans godnathistorier”

LÆS OGSÅ: Tine Fischer: "Claus havde det fint med at flytte og savner det ikke, men jeg tabte mit hjerte derude og vil altid bære det med mig"

Hvor finder du inspiration?

"Jeg bliver inspireret af flotte film, hvor der er brugt energi og budget på scenografien, som Moulin Rouge, Marie Antoinette og The Great Gatsby. Jeg er fascineret af film, der er over the top og pompøse, hvor jeg kan dvæle ved alle detaljerne, som er alt for meget, men kan bruges i brudstykker i et dagligdagsunivers. Jeg bliver også inspireret af især engelske og franske boligmagasiner og gamle magasiner og bøger, som jeg finder brugt i udlandet. Det behøver ikke være interiørbøger, men kan lige så godt være bøger om alt muligt andet, hvor jeg falder for baggrunden i stedet for personen på billedet. Mine øjne finder med det samme gardinet bag personen eller farven på gulvtæppet."

Hvad er dine bedste indretningstips?

"Definer, hvad de forskellige rum skal bruges til. Så er det meget nemmere at indrette. Hvis du fx gerne vil bruge farver, så gå all in, og fjern den hvide helt, så det bliver sammenhængende. Brug tekstiler som et visuelt element og mere end en sjov pude."

Karen-Lise 2.jpg
De changerende gardiner er lavet af tekstil fra Dedar, og gardinet i den røde stue i tekstil af Helene Blanche. Bordet i genanvendt plastik er en gave fra Karen-Lises mand. Den lyse maling er Skimmed Milk fra Farrow & Ball
Karen-Lise 9.jpg
“Jeg er tiltrukket af overflader, og mit tøjskab bugner af tøj med sjove og anderledes materialer”

Anbefalet til dig