Emma og Jacob kørte tilfældigt forbi et Til salg-skilt og fandt en sand perle: ”Det var en magisk følelse”
Emma Søgaard og Jacob Therkelsen har med respekt for historien og materialerne opdateret et velbevaret sommerhus fra 1960'erne, så det er er blevet til deres helt egen unikke oase med plads til både nordisk design, keramik og gyldne træsorter.
Egentlig var Emma Søgaard og Jacob Therkelsen kørt til Højby Lyng tæt på Sjællands Odde for at se på et andet sommerhus.
Da de efterfølgende kørte lidt rundt i området, kom de forbi endnu et sted med et Til salg-skilt. Huset lå gemt for enden af en lang tilgroet indkørsel. Her åbnede naturen sig og åbenbarede sommerhuset på en vild og stille grund, der føltes helt uberørt.
– Det var en magisk følelse at komme op til huset første gang, og derfra var der ikke så meget at gøre – vi var solgt. Vi ringede til mægleren med det samme og bød på huset, før vi havde set det indvendigt, fortæller Emma.
Parret overtog huset efter de ejere, der havde haft det, siden det blev bygget i 1964, og det trængte – ligesom den 3.600 kvadratmeter store, vilde naturgrund – til en kærlig hånd. Men parret så det alligevel som en gave, at både sommerhuset og indretningen var velbevaret.
– Huset bar præg af så mange velovervejede valg, og mange af de løsninger har vi bibeholdt og arbejdet videre med, siger Emma, der sammen med Jacob har gennemført renoveringen med stor respekt og materialeforståelse.
For eksempel da køkkenet skulle udskiftes. Her gik de med en løsning, der leder tankerne hen på 1960'erne med elementer i træ og runde greb, og det ser næsten ud, som om køkkenet har stået der altid.
– Vi har valgt, at både køkkenet og mange af vores større møbler skal være neutrale, så de føles integrerede og som en naturlig del af sommerhuset. Vi har lagt vægt på bløde og varme, men rå materialer, især masser af træ i forskellige sorter. Stål har vi også brugt flittigt som en kølig kontrast til det varme træ, fortæller Emma og uddyber:
– Materialemikset og det, at vores møbler er valgt i neutrale farver, giver plads til, at naturen og mere farverige accessories får lov til at fylde. Selv om sommerhuset har store, åbne rum, er der en tydelig følelse af hygge overalt.
Ud over at indrette med varme træsorter, er et af parrets go to-tricks at omgive sig med loppefund. Faktisk er alle møblerne fra loppemarkeder, arvestykker eller klunset fra venner. Og kigger du i parrets bestikskuffe, er der ingen dele, der er ens.
Den uhøjtidelige tilgang til sommerhuslivet holder Emma utrolig meget af, og både hun og Jacob elsker at gå på jagt på de lokale loppemarkeder efter flere fund til deres sommeroase.
– Sommerhuset er en proces, en konstant samling af ting, vi bliver betaget af, og som bliver ved med at udvide sig, fortæller Emma.
Og selvom parret nu har sat deres eget præg på stedet, emmer rummene stadig af noget uberørt og magisk. En nostalgi, som de har fået endnu mere frem igennem deres indretning.
– Det handler om intimitet og en følelse af tryghed. Ting, vi holder af eller bliver draget af, skaber helt automatisk et hjem for os, som er rart at være i. Her er både plads til at rode, lave mad, gå i gang med nye projekter eller bare flyde med en god bog, slutter Emma.