Astrid Andersen
SPONSORERET indhold

"Det dejligste i verden er et par gode bomuldstrusser"

Hos Astrid Brynum Andersen er reglerne få og passionen stor, når det gælder klædeskabet, og hvad der kommer ind i det. Her inviterer den farverige butikschef og content creator os ind i sit tøjunivers, der er fyldt med hæklede herligheder, glitter, kridhvide kjoler og cool vintageskatte.

Af:: Caroline Sjørup Foto: Luka Roné
30. jun. 2022 | Mode | ALT for damerne

Stil

Legende og lige så skiftende som det danske sommervejr! Mange vil nok mene, at jeg kan ligne et fastelavnsris, og jeg elsker da også at klæde mig ud – og gør det gerne til hverdag. For mig handler det om, at man skal have det sjovt med sin stil, og så gælder der altså ingen regler!

Inspiration

Jeg bliver inspireret af alt lige fra folk på gaden, film, Instagram, farver og kunst. Faktisk kommer størstedelen af min inspiration fra film. Primært Disney og Studio Ghibli, og så elsker jeg ikoniske film fra 90’erne.

Favoritdesigner

Jeg ved egentlig ikke, om jeg har en favoritdesigner – måske Simon Porte Jacquemus. Jeg elsker Jacquemus, og jeg synes, at både Simon og brandet er ret sejt. Hos Jacquemus er det altid sommer, og det passer ret godt hos mig. Derudover elskede jeg Karl Lagerfelts arbejde for Chanel.

rod-stol.jpg
Vintagetasker fra Chanel.

Hverdag

Det er meget forskelligt og kommer an på humør, vejr og inspiration. Det skifter konstant, men én ting er sikker; det skal være noget, man kan cykle i.

Fest

Jeg elsker at have festtøj på. Nogle vil mene, at jeg tit har festtøj på til hverdag. Til fester har jeg oftest en glimmertop og bukser på, som både er stramt og sjovt. Jeg bruger det ofte parret med solbriller og glimmer på øjnene i ægte 90’er-stil. Jeg bilder mig selv ind, at jeg går i stiletter i byen, men det er løgn – det danser jeg for meget til.

LÆS OGSÅ: Frida Hallqvist: "Tøj er så meget mere end bare tøj"

Garderobehits

Jeg har ret mange festlige overdele med glimmer og glitter. Derudover har jeg også mange blazere og silketørklæder. Jeg kan godt lide at have items, der kan gøre noget ekstra for et outfit.

strik-saet.jpg
Sættet er strikket af Astrids roomies mor i forskelligt restegarn. Øreringe og halskæde er købt brugt.

Igen & igen

Der er ikke rigtig noget, der som sådan går igen i min garderobe, da jeg primært køber vintage-items. Af beauty er det Nyx’ Butter Gloss, som jeg har haft en trilliard af.

Jeans

Jeg er ikke rigtig en cowboybukse-pige faktisk. Jeg ejer da jeans og går i dem, men jeg identificerer ikke rigtig mig selv, som en der går i jeans. Mine yndlings er fra Ganni i modellen Lovy. De er semi-lavtaljede, har en god vask og er – næsten – lange nok i benene.

Sko

Hvor jeg ikke er en jeans-pige, er jeg til gengæld en rigtig støvle-pige! Jeg elsker støvler – primært lange sorte støvler med en stor sål eller en god hæl. Det er også oftest det, jeg har på til fest. Dét eller mine Bottega Veneta-gummistøvler.

stoevler.jpg
Støvler er vintage, høje sandaler fra Senso, By far og Nasty Gal.

Smykker

Jeg har altid haft det lidt svært ved accessories. Altså på nær hatte. Jeg talte engang mine hatte, og man kan vist rolig skrive ”gal hattemager” på mit cv. Derudover elsker jeg smykker. Jeg går oftest med de samme som base, og så skifter jeg øreringe og halskæder ud. For eksempel elsker jeg mine overdramatiske Chanel-øreringe.

Undertøj

Min gudmor sagde engang: ”Det dejligeste i verden er et par gode bomuldstrusser og en ordentlig bh.” Jeg kan ikke fordrage at have bh på, så jeg gik på kompromis med rådet og elsker bare en god bomuldstrusse fra H&M.

LÆS OGSÅ: Christina Barré: Her mit bedste stylingtip, til når du står i prøverummet

Tasker

Da min interesse for tasker blev vakt, var min største drøm en Chanel-taske. I 2019 købte jeg en på Vestiare, og den elsker jeg! Derudover har jeg nærmest altid min Louis Vuitton Noé-taske med mig. Jeg er et værre pakæsel, og med den kan jeg have de mest nødvendige ting med mig. Jeg købte den for nogle forsikringspenge efter et indbrud. Den, der ler sidst, ler bedst, I guess ...

smykker.jpg
Smileyring fra Boygal, øreringe fra Jane Kønig, Chanel, Maria Black og Hasla og halskæder fra bl.a. Paloma Rose og Chanel.

Altid i tasken

Jeg fungerer ikke uden læbepomade, helst i form af Elizabeth Ardens ikoniske Eight Hour Cream. Derudover har jeg næsten altid snacks i tasken, en lipliner, og en lipgloss eller læbestift fra Gucci.

Shoppingstrategi

Jeg er sjældent på shopping, jeg køber meget on the go. I virkeligheden mangler jeg jo ikke noget – det, synes jeg, ville være forkælet af mig at sige. Jeg køber det, jeg synes er smukt. Min mor plejer at sige: ”Der findes ikke noget værre end det, man fortryder, man ikke købte”. Hun kender mig bedst og ved, hvordan jeg kan ærgre mig i flere dage. Jeg har fundet ud af, at jeg altid sælge kan det igen, hvis det har været et fejlkøb – så kan andre blive glade for det.

strik.jpg
Strik fra Karla Hübbe, klipklapper fra Ganni, hatte fra Gucci og Disney samt hæklet hat fra Helle for Nanna.

Butikker

Jeg køber primært genbrug. I København er det i Studiestræde, og i Jylland tager jeg tit på en hel genbrugstur; det er nærmest en hobby. Online er min ultimative favoritside Vestiare Collective.

netkjole.jpg
Perlesæt fra Ganni, købt til et forestående bryllup, bodystocking fra Skims og støvler fra Ganni. Astrid har to par og elsker at bruge dem sammen eller som her med én af hver.

En rejse værd

Generelt shopper jeg primært vintage, så jeg elsker også at kigge i genbrugsbutikker og på loppemarkeder i udlandet, hvor udvalget og prisen er anderledes end i Danmark.

Største samling

Hvis jeg ser en kjole, som jeg kunne se mig selv blive gift i, kan jeg ikke lade være med at købe den. Det har udviklet sig til en tre-fire kjoler nu. En vintagekåbe, en flødeskumskjole fra Cecilie Bahnsen og en fra Mark Kenly Tan.

Mere af

Solbriller, helt klart. Jeg elsker solbriller, hele året rundt! Der går jeg med den italienske stil, hvor det er okay også at have solbriller på indenfor.

solbriller.jpg
Lyserøde solbriller lavet af Astrids veninde Marie Jedig i samarbejde med Apercu. Lettonede solbriller fra Prada og mørke fra Chanel. Parfume fra Replica og yndlingsskønhed fra bl.a. Elizabeth Arden, Nyx og Gosh.

Tendenser

Jeg kan godt lide at mikse stilarter fra forskellige årtier og tage mine yndlingstendenser fra dem og overføre dem til min garderobe. Især er jeg glad for 90’erne og 70’ernes mode, som jeg inspireres meget af.

Bedste køb

Et par solbriller fra Chanel købt på Vestiare. Faktisk købte jeg dem sidste år og mistede dem så. Jeg har ledt efter dem lige siden og fandt dem endelig online igen til dobbelt pris. Selvom det føles dumt at miste dem, for så at købe dem på ny, er det årets bedste køb, for de kommer til at sidde på min næse hele sommeren.

Seneste køb

Mit seneste køb er faktisk en ny tatovering på mine fødder, hvor der står Super Star på hver fod, fordi … hvorfor egentlig ikke?

astrid-andersen.jpg
Netbluse fra Ciberia Shop og leopardjeans fra Ganni.

Mest opsigtsvækkende køb

Åh ... det er nok min vintage-fjerkjole fra 60’erne. Den er pink og gulvlang og har den smukkeste silhuet. Ellers må det være et outfit fra Ganni, som er købt til et bryllup, jeg skal til i år. Det er i to dele og besat med perler og sten.

LÆS OGSÅ: "Jeg er blevet bedre til at huske, hvilke snit jeg synes klæder mig bedst"

Fejlkøb

Jeg kan simpelthen ikke komme på noget. Jeg ærgrer mig altid over de ting jeg ikke fik købt i stedet for de ting, jeg købte, men så kunne sælge igen, hvis det ikke lige var et match alligevel. Jeg ærgrer mig dog altid på restauranter, hvis nogen i selskabet bestiller noget mad, der ser mere lækkert ud end det, jeg selv får.

Aldrig uden

Det, synes jeg, er et svært spørgsmål, da jeg har svært ved at knytte mig til materialistiske ting. Men jeg gad godt investere i Arje Griegsts bestik, så det kunne gå i arv efter mig.

jakker.jpg
Frakke fra Saks Potts, jakke fra Helmstedt og sko fra Birkenstock.

Klar på 5 minutter

Hvis jeg skulle gøre mig klar på fem minutter, ville jeg tage et hurtigt bad, smøre creme i ansigtet, lave en stram hestehale eller tage en hat på for at redde fedtet hår. Så lidt mascara og et outfit, jeg har haft på før! Når man nu tager så mange billeder af sit tøj, som jeg gør, kan man jo også genbruge sine yndlingsoutfits, når tiden er knap.

God stil

God stil for mig er at have det sjovt og selv elske det, man har på. Man skal huske at bære sig selv med oprejst pande og gode manerer. Husk, hvis du elsker det, du har på, er det fuldstændig ligegyldigt, hvad alle andre synes.

kjoler.jpg
Astrid har på det seneste fået øjnene op for hvide kjoler og har indtil videre erhvervet sig bl.a. disse tre til samlingen. Den lange kåbe er vintage, kjolen til venstre er fra Cecilie Bahnsen, og kjolen til højre er fra Mark Kenly Tan.

Anbefalet til dig