Sådan får du styr på garderoben
SPONSORERET indhold

Guide: Sådan får du styr på garderoben

Har du også liiiiidt for meget tøj i klædeskabet, du aldrig får på? Følg ekspertens trin for trin-guide og find nye muligheder i de gode ting, der altid gemmer sig bagerst i skabet. Se også, hvilke ting du godt kan sende til genbrugsen med det samme!

Af: Marie-Louise Truelsen Foto: Sine Nielsen
10. mar. 2013 | Mode | ALT for damerne

Sådan kommer du i gang
Hvis du selv har fået lyst til at få styr på garderoben, skal du ifølge Christina Wedel begynde med at vaske og rense alt dit tøj. Også det i bunden af skabet. På dagen for "Projekt klædeskab" skal du tage noget ordentligt undertøj på og et par lækre tætte strømpebukser, hvis du skal prøve kjoler og nederdele. Sortér derefter dit tøj i følgende fem bunker:

- Alt det tøj, du bruger i løbet af en almindelig uge. Også sko, strømper, undertøj og tilbehør.

- Alt det tøj, du ikke har brugt det sidste år, men som du kan passe og gerne vil lære at bruge.

- Alt det tøj, du aldrig har brugt (måske har du ikke noget i denne bunke).

- Alt det tøj, du ikke har brugt i et år, og som du ikke længere kan passe, samt tøj, der er mere end tre år gammelt. Denne bunke skal du lægge et godt stykke væk fra de andre bunker.

- Alt det tøj, du ikke kan passe og ikke har brugt i mere end et år, som har nostalgisk værdi for dig (f.eks. din brudekjole, din mormors gamle kjole osv.). Denne bunke skal ligge sammen med bunken af tøj, der er mere end tre år gammelt, som du ikke bruger eller ikke kan passe.

Ved hver bunke stiller du sko og støvler op i rækker. Hvis du allerede under denne proces tænker: "Aj, den her får jeg da aldrig brugt", så læg tingen væk uden at blinke.

Trin 1
Tag bunken med det, du bruger i løbet af ugen. Alt, hvad der er i denne bunke, prøver du nu sæt for sæt med alt, hvad det indebærer fra inderst til yderst. Og du kigger dig godt i spejlet. Alt skal knappes, bindes og lukkes, før du ser dig selv an. Skriv eventuelt en liste undervejs med de ting, du finder ud af, at du mangler. Brug følgende spørgsmål til at vurdere det tøj, du har på:
- Er det hullet eller bare for slidt? Hvis ja, læg det i "Smid-ud-bunken".

- Sidder det irriterende, dårligt, for stramt, for løst? Hvis ja, så læg det i bunken til genbrug eller veninder.

Smiler du allerede, mens du tager tøjet på, ved du, at tøjet skal gemmes. Derefter lægger du alt det til side, som du lige har godkendt, og går videre til næste trin.

Trin 2
Tag bunken med det, du aldrig har brugt, og stil dig selv følgende spørgsmål:
- Ser det billigt ud? I denne kategori ligger som regel chiffonbluser med lidt for computeragtigt blomstermønster, stramme bluser med gennemsigtige ærmer, nervøst velour eller ren nylon. Læg det i en bunke til velgørenhed. Der bliver de glade for det.

- Er det fordi, den var dyr, at du beholder den? Selvom du ikke kan passe den? Giv den videre til velgørenhed eller veninder.

Nu står du tilbage med en lille/stor bunke af ting, du virkelig drømmer om at bruge, og som du nu ved passer dig. Tøj, der virker. Din intuition er meget, meget vigtig. Du må ikke tvivle på, at du har en god fornemmelse for, hvad der klæder dig. Stil dig foran din nye uge-garderobe og tænk over, hvor hver enkelt ting passer ind. Er det for eksempel en skøn kjole, du aldrig har brugt, så tag et par tætte strømpe-bukser eller leggings på, de støvler, du elsker højest, og en af de jakker, du er glad for. Og nyd synet!
Er det et par sko, som du synes er for fine til kjoler, så prøv at lade dem stikke ud under dine yndlingsjeans. Nu har du fede sko til jobbet!
Giv tingene en sjov, ny chance. Tager det mere end to minutter pr. ting at finde en ny mulighed, skal du give den videre til velgørenhed eller lignende.
Når du har gjort dette med alt det, du ikke har brugt, hænger du de ting, som du lige har godkendt, hen sammen med din uge-garderobe. Og så går du videre.

Trin 3
Tag bunken med alt det, du ikke har brugt det sidste år, og hæng følgende ting til side:
- Brudekjolen, arvestykket fra mor eller mormor. Hvis du har 40 ting her, så åbn et lille museum!
- Den kjole, din mand/kæreste elsker at se dig i.
- Jakkesæt og lignende, som du bruger ved jobsamtaler og møder. De skal være lækre, i god stand, og de må ikke være mere end fire år gamle. De skal ikke gå ned under numsen og må ikke være dobbeltradede eller have store skulderpuder.
- Sko og støvler, som stadig er pæne, nypudsede og oppe i tiden. Kig i blade og på andre kvinders fodtøj. Bare fordi de var dyre engang, hører de ikke nødvendigvis til mere.
- Når alt dette er hængt til side, står du tilbage med nogle fejlkøb, som du købte engang fem minutter før en fest, i en storby uden kuffert eller ved en skør indskydelse. Alt dette forærer du væk til velgørenhed eller veninder.
- Festtøj skal også sorteres. Husk, at fester er en dejlig lejlighed til at have nyt på.

Ovenstående sorteringer skulle gerne betyde, at du nu står med nogle gode ting, som er fejlkøb for dig, men som andre kan have glæde af. Det er tilladt at beholde to ting, du bare ikke kan give slip på, fordi de har en skøn historie. Hæng dem i en klædepose bagest i skabet. Forsøg herefter at integrere nogle af de gode ting i din uge-garderobe. Så har du måske allerede nogle nye sæt uden at have brugt penge!

Trin 4
Kig nu på det, du lagde væk i starten. Du kan godt se, hvorfor det skulle ud, ikke?

Bliv bedre til at stole på din mavefornemmelse. Du kunne have undgået disse køb, hvis du havde lyttet til dig selv. Til sidst pakker du i klare skraldeposer. Noget skal til veninder, noget til velgørenhed og resten til udsmidning. Bind en stram knude og kør allerhelst poserne af sted med et samme. DU MÅ IKKE ÅBNE POSERNE MERE! Få eventuelt familien til at hjælpe dig med at styre dig. Sig pænt farvel og glæd dig over dit dejligt overskuelige klædeskab, som nu er klar til fornyelse – og måske allerede klar til brug.

LÆS OGSÅ Modeguide: Invester, behold, smid ud