Miljøvenlig
SPONSORERET indhold

11 tips til en mere miljøvenlig hverdag

Indlandsisen smelter, temperaturerne stiger, og grundvandet forurenes. Hver dag præsenterer medierne os for de konsekvenser, klimaforandringerne har. Udviklingen kræver handling fra det internationale samfunds top, men hvad kan du selv gøre? Her får du 11 tips, der nemt kan inkorporeres i din hverdag.

Af:: Louise Taarnhøj Foto: Getty Images
14. okt. 2016 | Sundhed | ALT for damerne

Nogle mennesker dropper at flyve på ferie af hensyn til det enorme CO2-udslip, som flyvemaskinerne forårsager, andre går over til en vegansk livsstil på grund af al den metan, køerne udskiller, når de opdrættes. Men du behøver ikke at gå så drastisk til værks, hvis du gerne vil være mere miljøbevidst. Mange bække små gør som bekendt en stor å, og selvom det kan virke som en stor mundfuld at omlægge sine hverdagsvaner til nogle mere miljøvenlige af slagsen, er der mange fordele ved at tænke miljøets ve og vel ind i dine hverdagsrutiner – også for dig selv. Og det er faktisk ret nemt. Her bringer vi en række miljøtips, som du nemt kan inkorporere i din hverdag.

1. Personlig pleje: Miljømærkede produkter frem for økologi
Mange mennesker vælger økologiske cremer og plejeprodukter, fordi de gerne vil gøre noget godt for sig selv og miljøet. Og det er også korrekt, at økologiske produkter alt andet lige består af ingredienser, som belaster miljøet mindre end ikkeøkologiske produkter. Men der tages ikke højde for, hvordan produkterne påvirker miljøet, når det sendes ud med spildevandet, og derfor er det altid en bedre ide at gå efter de officielle miljømærkninger som Ecolabel og Nordisk Miljømærkning.

2. Affald: Kør på genbrugsstationen med dit elektronik
Det er lidt fristende bare at smide et enkelt lille batteri eller to i skraldespanden, men batterier er noget af det, der belaster miljøet allermest. Derudover indeholder de stoffer som nikkel, cadmium og bly, der er værdifulde ressourcer, som kan genbruges, hvis de afleveres til genbrug. Computere og anlæg skal enten afleveres hos din elektronikforhandler, eller køres på den lokale genbrugsstation – og når du derefter skal ­have noget nyt, så gå efter elektronik, der er svanemærket.

3. Genbrug: Køb og sælg brugt
Der findes et hav af tjenester på nettet, der gør det muligt for dig at sælge praktisk taget alt, hvad du ejer. Når du er træt af dit tøj, dine møbler eller højttalere, så lad nogle andre få glæde af dem. På Tradono, DBA, Trendsales kan du både sælge dine gamle ting og købe godt og billigt brugt. Husk også at melde dig ind i Facebook-gruppen køb-salg-og-bytte, der hører til dit lokalområde.

4. Rengøring: Skær ned på rengøringsmidlerne
Der behøver ikke at være dødningehoveder og røde advarselstrekanter på rengøringsmidlerne for, at du kan få et rent hjem. Det er en god ide at skære ned på både antallet og forbruget af rengøringsmidler, da de ofte indeholder stoffer, som skader miljøet, når de havner i kloakken med spildevandet. En god idé er at købe midler med enten den nordiske svane eller europæiske svane – og helt at undgå luftfriskere. Lugter der på badeværelset, skal du rengøre det – ikke bruge parfume.

5. Elektricitet og varme: Skru ned for radiatoren, og sluk lyset
Mange af os har vænnet os til at ­kunne gå rundt i vores hjem i blot en T-shirt, selvom det er minusgrader udenfor, men det er slet ikke nødvendigt at have fuld knald på radiatoren. Spar på varmen, og spar en masse penge ved at skrue lidt på termostaten. Sænker du temperaturen i din lejlighed eller dit hus med bare 2-3 grader, når du ikke er hjemme og om natten, kan du spare 3 procent af dit energiforbrug. Sluk også for lyset, når du forlader et rum, og sluk for alle elektroniske apparater om natten. Du sparer ikke kun på elregningen – de fleste elektroniske apparater skal faktisk slukkes om natten af sikkerhedsmæssige årsager. I stedet for at tænde masser af stearinlys kan du købe sojalys, som ikke belaster miljøet nær så meget som stearin og voks – eller du kan få en hyggelig og dæmpet belysning med sparepærer.

LÆS OGSÅ: Sådan lærer du at være til stede, hvor du er

6. Mad: Spis mindre kød, og køb lokalt frem for økologisk
Veganere er noget nær miljøhelte! Animalske produkter og især kvæg er en af de værste kilder til udledning af metangas, den anden mest farlige drivhusgas, og derfor er oksekød en stor miljøsviner. Hvis der skal kød på bordet, kan du være mere nænsom ved miljøet ved at vælge hvidt kød frem for rødt, og helst noget, som er produceret i nærmiljøet. Har du miljøet for øje, og skal du vælge mellem økologisk eller lokalproduceret kød, så gå efter det lokale.

7. Vand: Vask dig selv og tøjet med omtanke
Hver dansker bruger i gennemsnit 5.000 liter vand om året alene til tøjvask. En miljømærket vaskemaskine er første skridt i den miljøvenlige retning, men derudover kan du sørge for at fylde maskinen helt ud, ikke vaske på over 60 grader, undgå at komme for meget sæbe i maskinen og springe tørretumbleren over, da den bruger masser af strøm. Herudover kan du minimere antallet af karbade og i stedet tage brusebad, eventuelt sammen med kæresten. Sluk også for vandet, når du vasker op eller børster tænder.

8. Gaver: Giv oplevelser i gave
I stedet for at give materielle ting i gave til dine nærmeste kan du give den mest værdifulde ting, vi har, nemlig tid og fælles oplevelser. Det kan eksempelvis være en middag, en cykeltur i skoven, babysitting, en tur i teatret eller hjælp til havearbejdet. Det er mere belastende for miljøet, når vi producerer ting – som vi måske endda slet ikke har brug for. Udover at det er videnskabeligt bevidst, at du bliver lykkeligere af at bruge dine penge på oplevelser end på ting, så gør du helt sikkert også dine nærmeste lykkelige ved at give dem din opmærksomhed og tid.

9. Transport: Gå eller cykl på korte ture
Alt for ofte tager vi bilen ned til kiosken for lige at hente den liter mælk, vi glemte i supermarkedet. Tag i stedet cyklen på alle korte ture. Disse ture kan de fleste af os tilbagelægge på meget kort tid, og de lange ture kan du passende køre i en elbil.

10. Papir, magasiner og bøger: Læs online
Vi er godt klar over, at papirproduktion belaster miljøet. Men hvis du blot skifter hvert andet trykte medie ud med et onlinemedie, er vi nået langt. I dag findes stort set alle nye bøger i e-bogformat, og også vores eget magasin ALT for damerne findes online på appen Flipp. Ud over at du redder miljøet ved at læse e-bøger, får du også mere plads til andre ting end fysiske bøger.

11. Emballage: Køb produkter med minimal emballage
Unødvendig emballage skaber tonsvis af affald, så gå uden om varer, der har dobbeltemballage, eksempelvis hvis tre konservesdåser er pakket sammen med plast. Derudover findes der i København både vinbarer, hvor du kan få fyldt en medbragt flaske, samt supermarkedet LØS, hvor du kan få fyldt medbragte beholdere med mad og drikke.

Kilder: Miljøstyrelsen, Sparenergien.dk, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, Dansk Vand- og Naturcenter og Huffington Post.

LÆS OGSÅ: Guide til de mest næringsrige fiskearter og hvordan du tilbereder dem

LÆS OGSÅ: Sådan gik min uge som vegetar

LÆS OGSÅ: 22 tips til mindre madspild