Nilo Zand
Foto: Les Kaner Nilo Zand

Nilo Zand

"Jeg var besat af sundhed"

En slank, veltrænet og helt perfekt krop. Det havde journalist Nilo Zand jagtet lige siden barndommen. Først da hun blev gravid, satte hun spørgsmålstegn ved sit eget selvbillede og fik mod på at undersøge, hvorfor hun ikke kunne elske sin egen krop, som den var. Her fortæller hun ærligt om sit store projekt: At blive lykkelig frem for supersund.

Jeg står igen inde i en helsekostbutik. Det var ikke min plan, men jeg kom tilfældigvis forbi. I vinduet fik jeg øje på flere kogebøger med gode råd til at opnå den perfekte krop. Billedet af en smilende kvinde fuld af energi med et fyldigt og glansfuldt hår, slank krop og et skær af lykke omkring sig lokkede mig ind. Det er langt fra første gang, jeg står her – på jagt efter den smukke og harmoniske krop. Jeg leder på hylderne, blandt de sunde olier, hvedegræsset og de mange slags kosttilskud. Som så mange gange før, ender jeg også denne gang med at købe mig flad i produkter. Men uanset, hvor meget jeg køber, løber eller læser om den sunde krop, så forbliver jeg utilfreds med min egen. 

Sådan så min virkelighed ud for tre år siden. Før jeg blev gravid, og før jeg tog mit eget kropsbillede op til revision.

Drømmen om den perfekte krop
Da jeg blev gravid, slog det mig, at jeg aldrig har været glad for min krop. Den har aldrig levet op til mine forventninger om, hvordan en smuk og sund krop ser ud. Den har aldrig været slank nok, mine bryster har været for små, og min mave for stor. Listen med uregelmæssigheder er lang og deprimerende. Siden min barndom har jeg drømt om at have en anden krop, så følelsen er dybt forankret i mig og ikke sådan lige til at ændre. I 90’erne var jeg den første blandt mine veninder til at hoppe på light–produkt–bølgen, og i mange år var jeg overbevist om, at jeg ikke kunne lide smagen af olivenolie og smør. Derefter havde jeg nogle år, hvor jeg primært holdt mig til frugt, grønt og hvidt kød. I de år var det kulhydraterne, jeg gik i en stor bue udenom. Da jeg var i starten af 20’erne, begyndte jeg at dyrke sport og gå på jagt i helsekostbutikker efter produkter, der kunne skabe harmoni i det anstrengte forhold mellem mig og min krop. 

Under graviditeten varslede min krop for alvor, at den ikke gad mere. Den sagde fra over for lange løbeture, den fik kvalme ved tanken om gulerødder og broccoli, og den skreg på mad, når jeg forsøgte at springe et måltid over. Langsomt måtte jeg ændre mine faste rutiner. Efter en måned kunne jeg ikke længere faste om morgenen. Jeg var nødt til at spise morgenmad hver eneste dag. Løbeturene blev erstattet af korte gåture, og jeg begyndte at spise kulhydrater igen i form af pizza, pasta og burgere. Det dikterede kroppen. Midt i omvæltningerne, begyndte gamle og uafklarede følelser, som alle relaterede sig til min krop, at dukke op.

Slank = succes
Jeg vil forsøge at forstå, hvorfor jeg altid har været så utilfreds med min krop. Hvorfor jeg altid har ønsket den bedre, stærkere og slankere. Når jeg kigger rundt, kan jeg se, at jeg ikke er alene. Hele samfundet dikterer den slanke kvindekrop med en usynlig lighed mellem slank og succes. Ifølge Den Store Danske Encyklopædi går omkring halvdelen af normalvægtige kvinder mindst en gang årligt på slankekur. Ifølge sundhedsmyndighederne er hver fjerde unge kvinde i risikozonen for at udvikle spiseforstyrrelser på grund af et forkvaklet forhold til kroppen.

De skræmmende tal får fik mig til at ringe til Rachel Santini, direktør på Kildehøj, Danmarks eneste private hospital, der har specialiseret i sig behandling af spiseforstyrrede. Hun har forsket i emnet både i USA og i Danmark siden 1978. Desværre overrasker udviklingen hende ikke. Faktisk forudså hun den allerede i begyndelsen af 90’erne, da fedtforskrækkelsen for alvor satte ind. Det var dengang, vi i bedste sendetid kunne se tv–kokken Anne Larsen skylle det stegte oksekød under vandhanen for at si fedtet fra…

Menneskefjendske idealer
– Du kan ikke gøre noget forkert, bare du taber dig og er slank, siger Rachel Santini.

– Lige indtil det tidspunkt, dit vægttab eskaleret, og du udvikler en spiseforstyrrelse, er der ingen, der siger andet end: ”Hvor er det flot, at du har tabt dig”. Det gør os kropsforvirrede i en tidlig alder.

Flere og flere helt unge piger udvikler en decideret angst for at indtage sukker og usunde sager. Lidelsen hedder ortoreksi og er, ifølge Rachel Santini, et udtryk for vores stigende kropshad.

– Vi har accepteret at leve på nogle præmisser, der handler om facade og udseende. Det er som om, vi har sagt ja til et tyranni. Et tyranni, der handler om at lave om på det, vi ser i spejlet, siger hun.

LÆS OGSÅ: Stephanie Surrugue: Jeg har lært at acceptere min krop

Vores fokus på udseendet er der dog ikke noget nyt i, forklarer Rachel. Kvinder har siden tidernes morgen været afhængige af at have et attraktivt ydre for at blive afsat på ægteskabsmarkedet. Igennem tiden har man da også fundet på mange ekstreme metoder for at leve op til skønhedsidealerne. I Kina ødelagde forældrene de små pigers fødder ved at snøre dem sammen, sådan at de forblev bittesmå. Som en konsekvens kunne pigerne ikke gå normalt resten af livet. Herhjemme snørede man barmen så stramt sammen, at det var vanskeligt at få vejret. Eller taljen blev snøret så hårdt ind, at kvinderne besvimede. Dengang var udseendet vores livsforsikring – vores mulighed for at blive forsørget, forklarer hun. 

– Der er som om, det endnu ikke er gået op for os, at virkeligheden ikke ser sådan ud længere. Vi kan godt forsørge os selv, så det burde handle om mange andre ting, som personlighed og udstråling frem for at leve et liv, hvor vi er bange for fedt og sukker.

Når vi endnu ikke er nået dertil, skyldes det, ifølge Rachel Santini, at der er mange penge i at udnytte kvindernes konstante bekymring for deres udseende.

– Og det ekstreme fokus på kroppen starter tidligt. Mødre lover deres små døtre at betale for deres kunstige bryster, når de bliver lidt større. Den form for kropsfiksering, hvor det går ud over børnene, burde hører middelalderen til, siger hun og tilføjer, at det er helt ok at gå op i sit udseende, men det er hverken sundt eller udviklende for os som mennesker at behandle kroppen som en vare.

Faktisk går hun så langt som til at kalde tidens skønhedsidealer for menneskefjendske.

– Vi tror, den perfekte krop gør os lykkelige, men i stedet, kommer vi længere og længere væk fra os selv, fordi vi overhører kroppens egne signaler og konstant forsøger at overskride dens grænser. Vi skal huske på, at de forførende billeder af helt unge, meget slanke piger ligger langt væk fra virkelighedens kvindekrop.

Ikke så mange ris, du bliver fed
Jeg hører hendes ord, men jeg er oppe imod en meget høj stemme inden i mig selv, der råber, at jeg skal lave om på min krop. Som barn var min mor altid bekymret for min vægt. Jeg husker tydeligt, da jeg var omkring fem år, og vi var ude at spise hos min moster og onkel. Jeg byttede mad med min kusine, hun fik mine kødstykker, og jeg fik hendes hvide ris. Min mor kiggede med en blanding af irritation og væmmelse og sagde: ”Ikke så mange ris. Du bliver fed.”

Min mors ord har igennem hele mit liv fulgt mig som en konstant påmindelse om, at mad er noget, jeg skal passe på. Det sætter sig på maven, og gør mig fed. Da jeg blev teenager, blev det kun værre. Når mine veninder drømte om kys og kærester, lagde jeg planer for, hvordan jeg skulle tabe mig, så jeg blev fri for min tykke mave. Da vi blev ældre, fulgt flere af veninderne med i mit spor.

Kropshadet er gået hen og blevet den nye epidemi blandt sundhedsbevidste kvinder. Jeg ved det, fordi jeg i jagten på sandheden besøger Lone Friis Thing. Som lektor på Institut for Idræt på Københavns Universitet er hun helt tæt på den sundeste del af ungdommen. 

Ifølge hende har kroppens udseende en stor betydning i forhold til, hvordan omverdenen vurderer os. 

– Jo mere vi præsterer, desto bedre borgere er vi. At dyrke sport handler i dag om præstationer og færdigheder, frem for sammenhold og oplevelser, siger hun og fortsætter:

– Maraton er blevet mainstream. Derfor skal sådan ét helst løbes i en ørken eller på den kinesiske mur. Eller også skal det løbes på en uhyggelig hurtig tid for at omverden for alvor anerkender dit projekt.

– Det er et sygt projekt. Man ender isoleret, kun optaget af sig selv.

Det går ud over familieliv og venner, når man træner så hårdt eller lever efter meget faste sundhedsregler, fortæller Lone Friis Thing, der ikke mener, dén livsstil har noget med sundhed at gøre – overhovedet.

LÆS OGSÅ: Få sandheden om de største sundhedsmyter

Vanskelig verden
Jeg kan sådan set godt høre, at det lyder usundt med så meget fokus på egne præstationer. Alligevel drømmer jeg om at have kontrol over min egen krop. Også selvom det tydeligvis ikke gør mig lykkelig. Jeg spørger Lone Friis Thing, hvordan det hænger sammen. Svaret falder hurtigt: 

– Det er et menneskeligt træk at forsøge at skabe kontrol og orden. Det hænger sammen med, at vi lever i en omskiftelig verden.

 – Den viden, vi har til rådighed i dag, kan se helt anderledes ud i morgen, og det er vanskeligt for os alle sammen at håndtere. Man skaber sine egne retningslinjer, normer og forskrifter, så man ikke hele tiden skal tvivle. For det kan man ikke holde til i længden. Derfor burer flere og flere mennesker sig inde i sundhed. Det er til at overskue, det er sort, og det er hvidt. 

Og dér rammer hun noget. For lige præcis sådan havde jeg det i mine teenageår. Jeg fandt trøst og mening i hele tiden at have et mål om at blive sundere og slankere. Alt det tog jeg med mig ind i mit voksenliv. Men jeg fandt ud af, at jeg ikke blev ikke lykkeligere af at spise hvedegræs og træne. Undervejs i min graviditet gik der flere ting op for mig. For det første oplevede jeg, hvor vanskeligt det var at slippe kontrollen over min krop. At lade den vokse i takt med barnet indeni. Det gik også op for mig, at jeg ikke kunne fortsætte den livsstil, jeg havde fundet så stor tryghed i igennem årene. Jeg havde mistet lysten. Og som så mange andre mødre, var det sidste jeg ønskede at videregive mine egne dårlige mønstre til min datter. Hun skulle ikke leve sit liv i en sort og hvid, lille og lukket verden dikteret af regler. Hun skulle tillade sig selv at mærke livet og leve det fuldt ud. 

En mors magtfulde blik
En stor del af drivkraften bag mine slankekure har uden tvivl handlet om at blive lagt mærke til af min mor på en positiv måde. Hun skulle kunne se på mig og sige: ”Smukke datter” i stedet for: ”Pas på, du ikke blive fed”.  

Undervejs i min graviditet, gik det op for mig, at det ikke alene var min mors fokus på min runde krop, men også den væmmelse, hun udviste ved min madglæde, der i mange år drev mig ud i kropshad og spiseforstyrrelser. Jeg mistede evnen til at nyde, fordi jeg ville have min mors anerkendelse og kærlighed. Da min datter kom til verden, forstod jeg for første gang, at min mor elskede mig, uanset om jeg var tyk eller tynd. Hendes reaktioner handlede ikke om mig og min krop, men om hendes egen frygt for at tage på og dermed ikke længere være attraktiv. Det er egentlig ret simpelt, og alligevel skræmmende at tænke på, hvor meget magt en mors blik kan have over hendes barn. 

Jeg er på sin vis heldig. For jeg fandt modet til at konfrontere min mor og tale med hende om mine svære følelser. Men det undrer mig stadig, når forskere og tal peger på, at jeg langt fra er alene om kropshadet. Hvorfor udvikler piger, der er vokset op med en kærlig mor på en tryg villavej, et dårligt forhold til sig selv og deres krop?

Lær at leve livet
Jeg har (endnu) ikke svaret, så til sidst vender jeg mig mod en livsklog præst. Poul Joachim Stender møder dagligt kvinder og mænd, der investerer i det sunde liv i stedet for det gode liv. Ifølge ham handler det om, at vi i dag er bange for at mærke livet, både det smertefulde og det lykkelige. Vi kræver et langt liv, uden komplikationer og nedture, og vi sikrer os ved at isolere os fra hinanden. Sundhed har på mange måder erstattet kristendommen som religion, siger han, for vi tror, vi bliver frelste, hvis vi spiser broccoli, verdens kedeligste grøntsag, efter præstens mening. Men faktisk snyder vi os selv for at mærke livet.

– Jo fattigere vores liv er for indhold, desto mere går vi op i vores krop, sundhed og materielle ting, siger han og minder om, at dem, der har svært ved at give sig hen til livet, også er dem, der er mest bange for at dø.

Det er vores forventninger til livet, den er gal med, mener han. Aldrig før har kvinder haft så mange muligheder, som vi har i dag. Alligevel har vi det så svært med os selv, at vi ofte spænder ben for vores egen lykke. 

– Det er blevet så populært at sige, at man skal lære at elske sig selv, før man kan elske andre. Den holder bare ikke. Vores største problem er, at vi snart ikke er i stand til at elske andre end os selv.

Han opfordrer os derfor til at dyrke vores elskedes krop efter en lang arbejdsdag, i stedet for at kaste os over vores egen i fitnesscentret. Det vil gøre os langt mere lykkelige. Derudover er hans råd ret simple:

– Nyd livet med et godt glas vin. Spis lækre råvarer med masser af smag. Læs bøger, se på smuk kunst og sørg i det hele taget for at få oplevelser, hvor sanserne bruser over af nydelse. Gerne hver eneste dag. I sidste ende handler det om at turde leve, så sig ja til livet. Med de opture og nedture, det byder os. 

Og nu har jeg besluttet mig. For at droppe mine ugentlige ture til helsekostbutikken. I stedet vil jeg forsøge at leve livet med de svingninger, det byder mig. Det må også være den vigtigste lektie, jeg kan give videre til min datter. 


Gå ikke glip af de seneste artikler! Tilmeld dig ALT for damernes nyhedsbrev her.

Har du lyst til at læse mere?

Artiklen her er skrevet på baggrund af singlen "Forført af sundhed", der udkom den 30. november på forlaget Zetland. En single er en journalistisk fortælling, der er længere end en artikel og kortere end en bog. "Forført af sundhed" er tilgængelig i e–boghandlere eller på Zetland.dk.