Giv et blad i julegave. Eller forkæl dig selv med en skøn julegave. Priser fra 149 kr.

Detox
Foto: Alamy

Kickstart det nye år med en detox

Journalist Marie-Louise Truelsen kastede sig over en ni dages detox for at kickstarte et sundt 2016. Læs om forløbet – dag for dag – måske får du selv lyst til at prøve noget tilsvarende.

Af Marie-Louise Truelsen 

Få det bedre, se bedre ud. Føl dig lettere og få mere energi. Oplev, at du kan kontrollere din appetit og se, hvordan din krop begynder at forandres. Sådan står der i den folder, der følger med Change 9 detox programmet – også bare kaldet C9 – som jeg har kastet mig ud i at afprøve. Det lyder jo ret så lovende, og jeg tænker, at det kan være en god start på det nye år. Nye vaner. Ny krop. Ny mig. Det skal i hvert fald have en chance.

LÆS OGSÅ: Øl, vin eller cocktails - hvad sundest?

Dag 1

Begynder dagen med 25 minutter på min crosstrainer. Derefter går turen til badeværelset, hvor jeg kaster mig over vægt og målebånd. Her bliver det meget tydeligt, at jeg har brug for det her skub til at komme i gang. Alt for mange kilo og centimeter har sneget sig på. Efter badet går jeg 40 minutter med min hund, og så er det tid til "morgenmad". Et glas vand med Aloe Vera Gel og en fiberpille. Hmmm – har fået at vide, at jeg gerne må spise frit fra den medfølgende liste med frugt og grønt og supplerer med en appelsin. Det andet bliver simpelthen for lidt. Hælder kogende vand over ingefær i skiver og nyder det som te. Er faktisk ikke specielt sulten bagefter. Mikser den shake, jeg skal have med på job og medbringer også kålsalat, gulerødder og agurk.

LÆS OGSÅ: Jeg har 15 minutter, hvad skal jeg træne?

Formiddagen på redaktionen går som en leg. Jeg er faktisk – og mærkeligt nok – mindre sulten, end jeg plejer at være frem mod frokost. Drikker mit lille fiberpulver ved 10-tiden, og en masse te. Hvid te – godt nok – selvom Nynne Gudmann, som har leveret detoxkassen har sagt, at jeg kun må drikke te uden garvesyre. Men jeg klarer ikke en hel dag på urtete. Til gengæld drikker jeg stort set aldrig kaffe, så mon ikke, at det går?

Til frokost gumler jeg mig igennem råkostsalaten og agurken, og tilbage bag skærmen drikker jeg min første shake. Mælk, Forever Ultra med vanilje og blåbær. Smager overraskende sødt. Og faktisk helt ok. Husker også Aloe Vera Gel og min Forever Them tablet. Er meget mæt.
Ved 15-tiden begynder maven at rumle lidt. Spiser en pære. Og nogle gulerødder. Jeg er egentlig ikke alvorligt sulten, det handler nok mest om, at munden keder sig. "Aftensmaden" består kun af Aloe Vera gel i vand – ikke meget, må man sige – så jeg snupper lige noget kogt broccoli for at tygge lidt. Går småsulten i seng, men det er til at holde ud.

Dag 2

HOLD da op! Vægten i dag siger minus 1,2 kg. Det er godt nok motiverende for mig at tage endnu en hård dag. Dag et og to er de sværeste, for her spiser man meget lidt og får kun en shake. Til morgenmad supplerer jeg Aloe Vera gelen med et æble, lidt agurk og et par svedsker for at være sikker på, at maven holder sig i gang. Jeg skal ud og lave interview om formiddagen, og har med vilje lagt det på Raw42, hvor jeg ved, at man kan få en god juice, som passer fint ind i programmet. Til frokost salat og gel. Er faktisk endnu mindre sulten i dag, end i går, og har det fint på en gang dampet spinat med svampe til aftens mad. Plus gel.
I øvrigt føler jeg mig hele dagen fuld af energi, hvilket jo også skulle være en af de store upsides ved denne detox.

LÆS OGSÅ: Det sker der i kroppen, når du drikker alkohol

Dag 3

Jamen, altså! Til morgen var der røget 1,9 kg. Vildt. Og super motiverende. I dag er der lidt mere mad på programmet, men faktisk er jeg stadig forbløffende lidt sulten. Det er kun, når jeg lige lugter frisk brød eller andet fristende, at min hjerne siger MAD – men når jeg mærker efter, har jeg faktisk ikke det store behov. En kollega har sidste arbejdsdag i dag, der er både morgenbrød og senere de lækreste øko småkager fra Emmerys. Rørte jeg det? Nix. Og var jeg stolt? Jep. Heldigvis var der også lavet små ingefær-æble-shots, som jeg fik et par stykker af. Spinat, svampe og gulerod til frokost udover shaken med vanilje og blåbær.
Min udfordring i bliver, at jeg i aften skal ud og spise. Men det skulle være et sted, hvor man kan få masser af fisk og grønt, så jeg tænker, at det nok skal gå.

Dag 4

Aftenen gik ok, dog fik jeg udover grønt og fisk også noget risotto, som jeg bare måtte smage, men ikke så meget. Ingen vin. Og bare en skefuld dessert fra en andens tallerken – den så så god ud. Og okay, det kan alligevel ses på vægten, når man spiser lidt forkert – her til morgen var jeg tilbage og havde kun tabt 1,2 kg. Hmmm. Nå, men op på hesten igen. Hele lørdagen går godt uden svinkeærinder overhovedet. Er ikke specielt sulten – tænker, at de shakes må indeholde alt, hvad man har brug for, for jeg er simpelthen mindre sulten, end jeg plejer at være. Om aftenen får vi take-away med nogle gæster, indisk mad, hvor jeg primært tager kylling og grønt. Maven gør lidt knuder over det stærke, men jeg springer naanbrød og i øvrigt chokoladen bagefter helt over og føler mig go'.

Dag 5

Stilstand på vægten. Klarer hele dagen i flot stil og spiser ørred med grønt om aftenen. Jeg er imponeret over mit energiniveau, som bare vokser og vokser, jeg føler mig nærmest flyvende. Det er så fedt.

Dag 6

Vægten siger minus 1,5, okay, fint, nu skal der ske noget de kommende dage. Men minus fem centimeter i taljen er et overraskende positivt resultat udover vægttabet. Super meget energi til min morgentræning fra kl. 6-7, og på jobbet får jeg kun shake og et par svedsker til morgenmad. Maven begynder at gøre knuder i dag, synes jeg, ligner lidt en i fjerde måned – ikke så rart. Rejser mig op ved skrivebordet og satser på, at det hjælper at stå op. Frokosten består af grønne bønner, edemamebønner og en rodfrugtmos fra i går. Plus shake. Bliver mæt.
Men hold nu op, hvor er der mange udfordringer på sådan en damebladsredaktion. Nu kom der lige et helt bord fuld af kager, som har været bagt og fotograferet til madsiderne til bladet. Til fri afbenyttelse. Og ikke en, rørte jeg – jeg er så stolt. Det sjove er, at min søde tand er pssst væk. Eftermiddag og aften går uden problemer, laks med grøntsager til middag. Synes virkelig, at jeg er supergo'!

Dag 7

Jeg forstår ikke, hvorfor kiloene ikke rasler af? I dag vejer jeg 100 g mere end i går. Helt ærlig, det er irriterende, når jeg nu er så dygtig. Jeg VED godt, at jeg ikke skal veje mig hver dag, men det er godt nok svært at lade være, når man forventer at have tabt en masse. Men okay, det er jo ikke kun på grund af vægttab, jeg gør det her, det er også for at rense ud, og det må jeg så håbe, at jeg gør. Om aftenen er jeg ude og spise med en veninde. Vi spiser på sushirestaurant, og jeg vælger en lille forret med marineret svinekød og grønt samt sashimi. Altså, ingen ris, ingen frække sager. Og kun te og vand at drikke til.

LÆS OGSÅ: Vi tester: Kan du blive migrænefri på 1 uge?

Dag 8

Så er der endelig belønning på vægten igen. Minus 2 kg. Dejligt. Min mave opfører sig lidt sjovt. Som om der er lidt krig derinde. Men jeg klarer det. Shake og grønt til frokost. Og så ud igen om aftenen – denne gang med kollegaer. Jeg får en skøn ret med torsk og grønt, der føles let i maven og som smager fantastisk. Det, jeg savner i denne detox, er virkelig velsmag. Egentlig er jeg meget lidt sulten, men jeg savner smagen af veltillavet mad. Til gengæld er jeg fuld af energi og overskud – og føler mig let.

Dag 9

Sidste dag. Juhuu. Samme vægt som i går. Jeg drikker min morgen shake, vaniljepulveret tilsat blåbær og spinat. Smager fint, men jeg glæder mig nu til min rigtige morgenmad i morgen. Dagen forløber let og uden svinkeærinder indtil sen eftermiddag, hvor jeg kommer til at spise lidt ost. Det er det, jeg savner allermest på denne detox, og måske er det min bevidsthed om, at det næsten er overstået, der gør, at jeg kommer til at falde i. Nå, det er vel ikke det, der ødelægger alt.

Dag 10

Dommens dag. Har tabt 2,2 kg. Og er skrumpet 7 cm i taljen, 5 cm om hoften og 2 cm om hvert lår. Ikke dårligt. Heller ikke helt vildt, i betragtning af, hvor lidt jeg egentlig har spist. Men det er jo heller ikke som sådan en slankekur, det er en udrensning. Og jeg må sige, at jeg har følt mig meget, meget godt tilpas hele vejen, og jeg har haft masser af energi og overskud. Jeg har stadig gel, shakes mv. til en runde mere, og den vil jeg nok køre inden alt for længe. Men i dag nød jeg morgenmad på kontoret med god samvittighed, uh, skønt med brød igen!

LÆS OGSÅ: Skal du droppe intimbarberingen?

LÆS OGSÅ: 6 uventede fordele ved at sove nøgen

LÆS OGSÅ: Wauw, drikker jeg så meget?

 

Nynne Gudmann

Er ejer af Power Training ApS, som er en virksomhed med udendørstræning, Mountainbiketræning, Swim, personlig træning, NG-OUTDOOR (mor/barn hold) og hun er desuden PowerFOREVER forhandler. Tjek www.powertraining.dk for mere info om både træning og produkterne.

Hvad er C9

Change 9 fra Forever Living giver ifølge producenten kroppen en genstart på ni dage. De to første dage indtager man udover Aloe vera gel, fiberpulver og en fibertable kun én shake baseret på det pulver, der medfølger. Man må desuden spise frit fra en liste med frugt og grønt og det er vigtigt, at der drikkes otte glas vand om dagen. De syv følgende dage er der to shakes på programmet og desuden et aftensmåltid på 600 kalorier. Der er idéer til måltidet i hæftet, der følger med, og her er der også tips til, hvordan dagens shakes kan peppes lidt op. Forever Livings produkter er baseret på økologisk dyrkede Aloe vera planter, og produkterne sælges i 150 lande.


En pakke C9 koster kr. 1.202 kroner og indeholder:
Forever Gel Original x 2
Forever Ultra® Vanilla eller Chokolade x 1
Forever Fiber™ x 1
Forever Therm™ x 1
Håndbog x1
Målebånd x1

Se, hvad vi ellers skriver om: Detox kur