Klumme: Frygten for franskbrødet

"Åh, der er brød. Åhh nej, så bliver vi tykke."

Siger den ene til den anden hen over et dækket bord med hvid dug og stearinlys. Det er godt nok kun tynde grissini-stænger, ikke lækre humpler langtidshævet filone, der lægger sig som italiensk marmor i maven. Men det er kulhydrater. Chok og rædsel.

Nå, men man vover alligevel forsigtigt at nippe. Man skal jo også have vin til maden, så man kan lige så godt gå all in og planken ud. Og notere aftenens udskejelser under "20 procents aktiviteter". Pyhh... det er frækt, det er slemt, men gudskelov har vi 80/20. Og så må man godt. "Synde", som det hedder, når sundhedsprædikanter skal forklare konceptet, hvor vi lever i harmonisk askese 80 procent af tiden – og så lige falder ud med en hjerneblødning, cocktails, saltede peanuts, pizza og Pepsi Max de sidste 20 procent

Svært at styre? Nej, nej, ork. Det passer lige præcis med fem hverdage, hvor du er sundhedsduks. Så du kan pjække fra dit helserigtige liv hele weekenden.

Jeg er træt af 80/20.

Jeg er ulidelig, uendelig kedsommelig træt af 80/20.

Og jeg lever ikke engang efter det.

Men jeg er træt af at høre om det. Konstant.

Jeg er fed up med lovprisninger af low carb og mørk 80 % chokolade og dadler. Jeg er pissetræt af skyr med blåbær. Jeg orker ikke omeletter med spinat. Laks til morgenmad, smarte kyllingerester til frokost og asian wok til aften. Jeg fatter ikke grøntsagsjuicer med agurk og ingefær. Og mandler som mellemmåltid. Hvornår har dét nogensinde for alvor været sjovt?

Jeg vil bare ha' et stykke franskbrød.

Er det virkelig så forfærdeligt?

Med smør. Ost. Kaffe. Og en napoleonskage til den søde side.

Ja. Det er det så. For ethvert oplyst menneske ved nu, at blodsukker-hammeren stensikkert falder cirka en time efter, man har "syndet". Efterfulgt af udspilet maveskind, der snildt kan forveksles med en graviditet i 20. uge. Eventuelt tilsat en smule mavekneb samt forbigående kvalme og sure opstød.

Bivirkninger, der aldrig i tidligere generationer er registreret efter nærkontakt med en ostemad, støder nu til umiddelbart efter indtagelse. Jeg undrer mig.

Før i tiden var franskbrød bare noget, man spiste. Ligesom havregryn og rugbrødsmadder og cornflakes. Nu er det noget, vi frygter. Og afsværger sammen med pasta og ris og kartofler. Og hvede og sukker og ... For det sender angiveligt blodsukkeret i frit fald og pisker en stemning op, hvor vi er tæt på insulinresistens og uundgåelig overvægt. Det er fint, at vi bliver klogere på krop og kost, men alligevel... en skive franskbrød?

Det er, som om den sundhedsbevidste del af befolkningen er ramt af kollektiv psykose og massiv angst for kulhydrater. "Hvidt brød"er i visse kredse synonym med white trash og low life-living. Føde for socialt... øh, udfordrede.

Jeg får også tarmgas af hindbærsnitter nu. Det har jeg aldrig fået før. Men måske er det bare fantomsmerter udløst af frygten for de forfærdelige og fedme-fremkaldende kulhydrater?

Jeg er så træt af 80/20. Kan vi ikke bare spise noget – ikke for meget – af alt det, der smager godt? Og spare syndsbegrebet til det, der plejer at handle om, sex og sådan.

Jeg gider jo (også) godt de grønne omeletter, laksebøffer og skyr med hjemmelavet müsli og håndplukkede antioxidanter til morgenmad. Hvis der ellers var nogen, der gad at stå op og at lave det til mig.

Jeg gider bare ikke være bange for franskbrød. Og hvad med alle bagerne, er der overhovedet nogen, der har tænkt på en redningsplan for dem?

LÆS OGSÅ: Myteknuseren - Skader det at drikke kaffe?