Da Saras hest døde, oplevede hun et voldsomt savn: ”Ikke alle forstår det”

Den første tid efter Rós' død havde Sara Skytte det nærmest fysisk dårligt af sorg. Når hun kørte rundt i landet på job som fotograf, måtte hun ofte holde ind til siden og lade tårerne få frit løb. Hun havde det fuldstændig som efter sin fars død med smerter i hele kroppen og voldsomme drømme. Men Rós var ikke et menneske, hun var hendes hest.

– Men hun var min bedste ven. Hun betød alt for mig. Eller ... det lyder som en kliché, og mine børn og min mand betyder selvfølgelig alt, men hun var noget ganske særligt, forklarer 50-årige Sara.

– Jeg skammede mig ikke over sorgen, men jeg er ret selektiv omkring, hvem jeg taler med den om. Jeg er bevidst om, at ikke alle forstår, man kan have det sådan med et dyr. 

Sara har redet det meste af sit liv, men holdt en pause i sit voksenliv. Hun var dog begyndt igen at overveje at få halvpart i en hest, og en dag, da hun scrollede på Facebook, stod Rós der. Først scrollede hun videre, men så vendte hun tilbage. For Rós var ikke bare enormt smuk, hun havde også et blik, der ligesom borede sig ind i Sara. 

Selvom Rós viste sig at kæmpe med både mentale og fysiske udfordringer såsom kolik og mavesår, var det kærlighed ved første blik. Sara lovede instinktivt, at hun altid ville passe på den islandske hest. Det løfte kom hun til at holde, for da ejeren af den gård, hvor Rós stod, efter lidt tid meddelte, at gården skulle sælges, og hun derfor ikke kunne have Rós længere, tog Sara over. Hun fandt et godt sted til hende med andre heste og med en gårdejer, der forstod hendes særlige behov.

– Jeg har brugt virkelig mange penge på dyrlægeregninger og på at få hjælp til hende. Folk siger ofte, at hun var heldig, hun havde mig. Men jeg var også heldig, at jeg havde hende. Hun lærte mig så meget. Vi havde brug for hinanden. Hun havde brug for én, hun kunne stole på, og som kunne passe på hende. Jeg havde brug for én at give min omsorg til og én, der intuitivt kunne mærke, hvordan jeg havde det, fortæller Sara, der kom ude hos Rós de fleste dage. 

LÆS OGSÅ

Må man sørge over et kæledyr? Hundepsykolog er ikke i tvivl

Hvordan sørger man over en elsket hund eller et andet kæledyr? Har man ret til at blive knust og ked af det? "Nogle bliver dårligt behandlet af deres omgivelser, når de åbner op om deres sorg. Men sorgen efter dyr kan være præcis lige så dyb og stor som sorgen efter et menneske," siger diakonen Irja Wikström.

Hun troede, hun skulle lære at ride flot og korrekt på Rós, men det viste sig, at Rós ofte havde andre planer. Hun var helt sin egen. 

Den sidste ridetur 

Peter Plys har et citat, jeg altid vender tilbage til: ”Nogle mennesker taler med dyr. Der er dog ikke mange, der lytter. Det er problemet”. Rós lærte mig at være stille og lytte.–

 Selvom Rós, der i øvrigt betyder ”rose” på islandsk, var en livsglad hest, kæmpede hun fortsat med sygdom og traumer, der havde sat sig i kroppen, fra hun var ganske lille. 

Sara sad mange nætter hos hende og afventede, om dyrlægens behandling virkede. Hun var altid bange, når telefonen ringede, for hvad hvis der var noget galt med Rós? Heldigvis fik de to seks gode år sammen. 

En efterårsdag sidste år red Sara sin sidste tur på Rós i følge med sin datter og dennes hest. De red med armene ud til siden ind i regnen og stoppede op, da de fik øje på to fantastiske regnbuer. 

– Jeg havde sommerfugle i maven. Det var et fuldstændig magisk øjeblik, fortæller Sara med tårer i øjnene. 

Blot en uge efter døde Rós i stalden sammen med Sara og dyrlægen, der til sidst måtte komme og gøre en ende på hestens smerter. Der var ikke mere at gøre. Hun havde fået tarmslyng og organsvigt.

– Det var en mørk og stormfuld efterårsaften. Vi var alene i stalden, og det er jeg enormt taknemmelig for. Dels fordi det var en meget voldsom oplevelse, dels fordi det var mig, der skulle være der sammen med hende. Jeg havde lovet at passe på hende til det sidste, siger Sara, der må holde en pause flere gange, mens hun fortæller.

– Rós kunne kigge på én på en helt speciel måde. Som om hun bare kiggede direkte ind i ens sjæl. Hun vendte hovedet en sidste gang og sendte mig dét blik. Og så var hun væk. Der sad jeg med det store dyr på over 300 kilo med hendes lille hoved i favnen, og hun var der slet ikke længere. 

Trøst i fællesskabet 

Sara sørgede sammen med resten af sin familie. Rós havde været vigtig for også hendes børn, mand, mor, søster og niece. De havde det alle, som om de havde mistet et familiemedlem eller en kær ven. 

– Jeg savnede hende fuldstændig vanvittigt. Det var en kæmpe tomhedsfølelse, fortæller Sara, der dog fandt stor trøst i fællesskabet med de andre hesteejere på gården, som alle forstod hendes smerte.

– Min datter har også en hest på gården, så jeg var derude et par dage efter Rós' død, og de kom alle hen for at trøste mig. De græd sammen med mig, men sagde også, hvor glade de var over, at jeg stadig kom på gården, så de kunne kramme mig. Det betød uendeligt meget at have så mange at dele sorgen med. 

Sara lavede også et lille mindested i hjemmet for Rós, ligesom hun gemte en hestesko og lidt hår fra hendes manke. I ugerne efter hendes død voksede en idé frem hos Sara. Hun havde aldrig troet, hun skulle have en tatovering, men nu fik hun lyst til altid at have Rós hos sig.

– Jeg gik længe og tænkte over motivet. Skulle det være noget, der symboliserede hende, for eksempel en hestesko. Men så slog det mig, at det mest karakteristiske ved hende, var hendes blik. Min mand, der er grafiker, tegnede hende, og vi brugte lang tid på sammen med min veninde, der også er grafiker, at ramme det helt rigtige udtryk. Selv knækket på øret skulle være der. 

I dag har Sara ikke bare sin bedste ven med sig i hjertet, men også på armen. Den voldsomme smerte har lagt sig lidt, men forleden dag på gården, hvor solen pludselig kiggede igennem skyerne, måtte hun igen overgive sig til tårerne.

– Men sorgen må også gerne være der. Jeg har vendt den rundt til, hvor heldig jeg er, at jeg havde hende i mit liv, siger Sara med et lille smil.

LÆS OGSÅ

Mette Horn har lige sagt farvel til sin gamle hund: ”Vi taler slet ikke nok om den slags sorg"

Da hunden Woody blev syg, flyttede Mette Horn op i sit sommerhus, så den kunne få en rolig sidste tid omgivet af naturen og de mennesker, der elskede den.