Johanne Louise Schmidt om miljøet og fremtiden: "Jeg er ret bekymret"
Johanne Louise Schmidt fra dramaserien "Rivalerne" tænker på miljøet og fremtiden.
Krebsdyr der får pest, fjorde og vandløb fyldt med fedtemøg. Det er hverdagen for den idealistiske biolog Karen Felding i TV 2-serien ”Rivalerne”, som Johanne Louise Schmidt måtte trække i våddragten og hoppe i fjorden for at spille. Og der er faktisk meget af Karen i Johanne, når det kommer til miljøet.
– Jeg er ret bekymret, og jeg synes, at det er en forpligtigelse, at man følger med i, hvad der sker i vores samfund og i verden. Jeg læser selvfølgelig aviser, men jeg kan også mærke, at det er til en vis grænse, hvor meget jeg skal dykke ned i, hvor mange tusinde liter vand, det har kostet, at jeg spiser en avokado, fortæller Johanne Louise Schmidt, 42.
Artiklen fortsætter under videoen:
– Det følger mig, når jeg har været ude at handle. Nogen snakker om ”klimaangst”, jeg har ikke været angstfyldt, men det fylder i forhold til at købe nyt eller brugt. ”Ej, nu kom jeg til at købe en ny trøje. Jeg kunne jo også lige have set, om den var på Vinted (app med privat salg af brugt tøj, red.)”.
Artiklen fortsætter under billedet:
Spaghetti og kødsovs
Som børnefamilie ser Johanne på både på sin egen og på sin datters fremtid samtidig med, at hverdagen skal fungere.
– Vi spiser ikke særlig meget kød, men vi spiser altså også spaghetti og kødsovs. Alle kan gøre noget, men alle kan ikke gøre det hele. Jeg kan blive så djævelsk vred over, at der sidder nogle magtfulde mennesker i denne verden, som er pisseligeglade. Og så skal jeg gå rundt i mit eget lille kosmos og have dårlig samvittighed over at have spist en avokado. Og pludselig er fremtiden rykket ind i nutiden.
– Alt det her AI (kunstig intelligens, red.) kræver en masse energikraft. En ting er, at det kommer til at ændre hele vores menneskehed, men hvor meget vand, strøm og energi, vi skal producere til de her store datacentre, det fatter vi ikke. Der ved Karen godt, at hun ikke kan kæmpe imod de store verdensmagter, men hun kan kæmpe lokalt og har sin faglighed bag sig.
Artiklen fortsætter under billedet:
Bierne i kolonihaven
Optagelserne til ”Rivalerne” og mødet med virkelighedens Karen, biologen Anette, påvirkede Johanne Louise, og noget af det tog hun med hjem til familien, hendes kæreste Thomas og deres datter, Allie.
– Vi bruger naturen meget og kommer meget i skoven, men vi bor ikke i naturen. Vi bor midt i København. Men vi har en kolonihave, og jeg blev opmærksom på, at den jo har sit eget lille økosystem. Vi bruger ikke sprøjtemidler i haven, og vi tænker på, hvordan vi skaber bedre vilkår for bier, hvepse og edderkopper. Alt har en betydning sammen, alting er der af en grund, og det er vigtigt, at vi planter hjemmehørende arter i vores haver. Et figentræ kan sagtens gro i Danmark, men det gør ikke noget for vores økosystem, for det er ikke kodet til at være her.
Artiklen er første gang bragt i denne uges HER&NU-blad. Du kan tegne et abonnement ved at klikke HER.