Mathilde Falch Hendes Verden
SPONSORERET indhold

Mathilde Falch: ”Den dag jeg blev indlagt, fik jeg at vide, at jeg måske ikke ville overleve”

Som teenager blev sanger Mathilde Falch så syg med anoreksi, at hun var tæt på at dø. Den viljestyrke, hun i mange år brugte destruktivt, bruger hun i dag konstruktivt, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.

Af: Marie Varming og Emma Fjalland Lund Foto: Sara Skytte
06. sep. 2021 | Sundhed | Hendes Verden

”Jeg lå decideret og kiggede ind i en væg, mens jeg planlagde, hvordan jeg kunne komme herfra, men jeg havde ikke muligheden for at hente en kniv og gøre det.”

Den dengang kun 17-årige Mathilde Falch var indlagt på en lukket afdeling og havde opgivet alt. Hun var på det tidspunkt syg med anoreksi og så langt nede, at hun ikke længere ville leve.

Det fortæller den Toppen af Poppen-aktuelle sanger i et stort interview med Hendes Verden.

”Den dag jeg blev indlagt, fik jeg at vide, at jeg måske ikke ville overleve. Det endte med, at det var min somatiske tilstand, der fik mig indlagt på psykiatrisk afdeling, for jeg var fuldstændig udhungret. Der var en vagt, der holdt øje med mig 24 timer i døgnet, fordi jeg var så selvmordstruet. Jeg måtte ikke bevæge mig, fordi jeg ikke måtte bruge noget energi,” fortæller hun.

”Da det blev jul, stjal jeg en julekugle, smadrede den og gemte skårene.”

Heldigvis blev hun bremset i sine tanker omkring, hvordan hun havde tænkt sig at bruge den ødelagte julekugle.

Og så skete der noget afgørende, der gjorde, at den unge kvinde fik lyst til at leve igen.

Vendepunktet

Efter et halvt års indlæggelse ændrede alt sig pludseligt for Mathilde Falch.

Hun var lige blevet 18 år, og dermed myndig, hvilket gjorde det muligt, at hun kunne udskrive sig selv fra den psykiatriske afdeling – og det gjorde hun.

”Lige da jeg skulle til at tage mit eget liv, gik det op for mig, at jeg havde lyst til at leve. Jeg rev sonden ud af min egen næse og gik ud på gangen og sagde, at jeg var rask,” fortæller hun og fortsætter:

”Jeg fik tilbudt en plads på et opholdssted, men jeg vidste, at jeg skulle gennem det her selv, så jeg flyttede ind i en lejlighed med min guitar og mit keyboard, og derfra blev sangskrivningen mit vendepunkt.”

Mathilde Falch været rask i mere end 12 år, men taler stadig om sygdommen, fordi hun - som hun selv siger - ved hvor hårdt, det stadig er at få hjælp.

”Når jeg ser tilbage, ved jeg, at min viljestyrke betød meget for at komme tilbage til livet, men det var også den, jeg i flere år havde brugt destruktivt. Når jeg møder unge med lignende lidelser, siger jeg altid: ’Tænk på, at al den styrke også kan bruges konstruktivt.’ Det var sådan jeg vendte det for mig selv,” fortæller hun.

”Hvis jeg kan sulte mig selv, kan jeg også det modsatte.” 

Læs resten af interviewet med Mathilde Falch i denne uges Hendes Verden. Her fortæller hun meget mere om, hvordan det som barn var at have en kendt far, kærligheden til hendes mand Jesper Juhl og om sin deltagelse i Toppen af Poppen. 

Anbefalet til dig