Mettes dagbog 10: ”Jeg lignede en forblæst skovtrold”

Mit navn er Mette Juel Ransby, jeg er 46 år og marketingsansvarlig i en stor virksomhed. Jeg er gift, har to piger på 11 og 13 år og en bonusdatter på 12 år. Min hverdag er spændende, udfordrende og aktiv med løb og lange gåture ved vandet. Men foran mig venter en rejse, jeg ikke har planlagt eller booket. Jeg kan ikke afbestille rejsen. Kaptajnen og mandskabet om bord kan ikke give klare meldinger om de forventede destinationer. Jeg er tvungen passager. Jeg har fået konstateret brystkræft. Please fasten your seatbelt and get ready for takeoff.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 9: "Feber udløste fribillet til akutafdelingen"

Det var skønt at være hjemme igen efter hospitalsopholdet. Ikke fordi at jeg ikke var blevet behandlet mere end godt på hospitalet, men indlæggelsen gav virkelig følelse af at være "patient og syg", hvilket på ingen måde dragede mig.

Håret fortsatte med at sidde løst. Mens jeg var på hospitalet var det ikke rigtig synligt på hovedet (kun på hånden, når den havde været igennem håret), men hen over weekenden skal jeg love for, at billedet ændrede sig. Mit hår teede sig komplet skørt, og hårtabet medførte, at min skilning var blevet særdeles bred og tydelig. Vældigt!!!

Jeg så for mig, hvordan hentehår meget hurtigt kunne blive aktuelt. Samtidig begyndte mit hår at "klumpe" i den ene side, og jeg kan afsløre, at det var alt andet end kønt at kigge på. Jeg var glad for, at det var weekend.

Jeg havde for lang tid siden besluttet, at jeg ikke ville lade hårtabet blive en lang og patetisk proces. Jeg stampede derfor ned til den lokale isenkræmmer butik for at handle udstyr til at gennemføre en kronragning. En ung og meget serviceminded pige tilbød sin hjælp, da jeg kom ind i butikken, og hun lignede for mig den perfekte ekspedient. Hun havde nemlig langt hår, men var "karse-kort-klippet" i den ene side, så jeg tænkte at hun måtte være i besiddelse af mange gode anbefalinger, tips og tricks.

- Er det til din mand? Er det til hår eller skæg?

Jeg prøvede at holde en god begejstring og svarede kækt tilbage, at det var til mig selv, og til mit hår, og på grund af kemo. Jeg stirrede på hende for at se, om jeg (uønsket) havde skræmt hendes sælgergen i sænk. Det havde jeg heldigvis ikke, tværtimod. Hun gik frisk til opgaven og fortalte, at hun faktisk selv skulle kronrage sin mormor, som også fik kemo og derfor havde spurgt barnebarnet om hjælp til at rage håret af.

Klask! Det var ikke lige, hvad jeg havde ventet, men omvendt var det the perfect match, og vi fik udvekslet både udstyr, kemo og hårtab, samt fundet en trimmer, jeg kunne udføre akten med. Jeg smilede, da jeg gik ud af butikken – hun var sgu' en super cool ung pige, og jeg tænkte, at hendes mormor bestemt måtte være en endnu sejere super cool bedstemor.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 8: "Surrealistisk at se celledræber-væsken sive igennem slangen og ind i mine blodbaner."

En-to-tre-klip!
Efter købet af trimmeren besluttede jeg, at søndag aften kl 18 skulle vi klippe og trimme. Begge mine piger meldte sig som klippe-assistenter. Jeg fornemmede, at det var lidt spændende at få lov at klippe i rigtigt hår, og det tillige uden risiko for at klippe forkert...alt skulle jo bare af.

Hen på eftermiddagen forsvandt mit optimistiske humør, og jeg blev i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet gad blive skaldet eller gad rende rundt med en latterlig paryk. Men det her med at "gide" klingede selvsagt lidt hult, da der ligesom ikke rigtig var det store udvalg af muligheder. Jeg fattede mod og lagde en flaske hvidvin på køl. Smilede når jeg kiggede på pigerne, der glade og ubekymrede trissede rundt og søndagshyggede.

Lidt som vinterbadning – "1,2,3 HOP" – Gør det – få det overstået. Et par minutter før kl 18 stillede jeg an med vores klippe-arrangement. Midt i stuen ved det runde spisebord. Køkkensakse, et spejl, et højstilket glas og den nu kølige hvidvin. Som supplement og support kom min yngste med en gammel Barbie-dukke, som i dagens anledning også måtte lade håret. Solidaritetsklip.

Vi var klar og næsten på klokkeslettet kl 18 begyndte pigerne at klippe løs. Lyden af en ikke helt skarp køkkensaks, der bider/slider sig igennem ens hår er temmelig bizar og synet, der lidt efter lidt tonede frem i det lille runde make-up spejl var alt andet end smukt. Jeg lignede en forblæst skovtrold fra "Dyrene i Hakkebakkeskoven." Det var ganske enkelt umuligt ikke at grine og skære ansigter for at gøre synet endnu mere morsomt.

Det var så vanvittigt befriende at sidde der med mine to skønne unger, vores grin og et glas køligt vin. Vi grinede og pjattede, mens mit udseende blev mere og mere fjollet. Selv den nu halvskallede Barbie-dukke lignede en topmodel i forhold til mig.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 7: Jeg lignede alt fra modne bridgedamer til Dame Edna

Et styk skaldet mor/hustru
Så langt så godt. Nu skulle der sving i trimmeren, hvilket kun øgede begejstringen hos pigerne, eftersom de heller aldrig, som jeg, havde haft en trimmer i hånden. Vi flyttede klipperiet til badeværelse, og pigerne ragede løs med det nyindkøbte udstyr. Det gik hurtigt med trimmeren, men halvvejs måtte vi stoppe op for at snuppe et par selfies. Overgangen fra troldelook til skaldet var et sjovt syn og værd at forevige. Kort tid efter var missionen udført, og alt hår raget af. Jeg følte mig (lidt overraskende) på ingen måde ked af mit nye look, og tætheden med mine piger og deres afslappethed gjorde, at situationen blev alt andet en tung og trist.

Vi var pænt tilfredse med resultatet og ventede spændt på at min mand kort tid efter skulle komme hjem. Pigerne var nærmest ekstatiske, da de hørte bilen rulle ind på parkeringspladsen – de var så klar til at fremvise værket – et styk skaldet mor/hustru. Vær så go' – lean back and enjoy.

Min mand kendte godt til klippe-planen, så han var (nok heldigvis) forberedt på synet, der mødte ham og flottede sig med en grimasse, der passede fint ind i "hønsehuset". Dog berigede han os med, at det ikke var meningen, at der skulle være (skæg-) stubbe på hovedet, og at der skulle barberskum og skraber til at fikse det problem.
Godt så, vi var varmet op, om end jeg ikke havde mod på at pigerne skulle svinge barberbladet på min isse. Manden min smøgede ærmerne op og guidede venligt i håndteringen af hans barberskum, hvorefter han tog hånd om finpudsningen. Det gik så vældig fint og min eneste skræk var, at hans hånd skulle smutte og få snittet hen over øjenbrynene, som jeg bestemt ikke havde planer om at tage frivillig afsked med. Så galt gik det heldigvis ikke.

Det "glatte lag" havde fået en ny betydning og med min mands afsluttende "cut" var det svært ikke at få associationer til mit store ungdomsidol Kojak. Jeg behøvede ikke lang tid for at overbevise mig selv om, at der selvfølgelig også var plads til en Kojak Babe.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 6:"De skaldede kvinder var det første syn, der mødte os"

Med parykken på arbejde
Jeg havde en god mavefornemmelse da jeg gik i seng søndag aften, men da jeg vågnede mandag morgen var jeg en smule indebrændt ved tanken om at skulle i lag med min paryk. Den så ok fin ud, men følelsen af at møde op udklædt til en fastelavnsfest, hvor ingen andre end en selv var klædt ud, fyldte lidt for meget denne mandag morgen. Parykken var uvant, og det samme var frisuren, så jeg var helt på glatis uden et spejl foran mig, hvilket ikke var særlig rart. Jeg skævede konstant til bakspejlet, da jeg sad i bilen på vej til job, og syntes jeg så meget velfriseret ud. Et look, der lå meget langt fra mit "gamle" krøllede hår.

Da jeg gik ind gennem receptionen på arbejdet, tog jeg trapperne i raske skridt op til min afdeling. Jeg var usikker og nervøs. Mærkede hvordan jeg havde brug for at få det første møde mellem mine kollegaer og min paryk overstået.
Endnu engang måtte jeg konstatere, at jeg har den bedste arbejdsplads med de skønneste og mest empatiske kollegaer.

Der gik ikke mange minutter, før jeg følte, parykken var noget mindre kikset, end da jeg for en time siden derhjemme monterede den på mit hoved. Selvom parykken kradsede irriterende meget på min nyligt fritlagte hovedbund, så var jeg ved godt mod. Jeg tvang derfor mig selv til at komme rundt i virksomheden for at møde så mange kollegaer som muligt, og derigennem italesætte, at jeg nu var uden hår og i lånte fjer.

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 4: "Jeg kiggede rundt og tænkte, hvem af os dør af denne lortesygdom"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 5:  "Det er meget svært at se noget positivt i at blive skaldet"

LÆS OGSÅ: Mettes dagbog 3: ”Pludselig spørger den mindste af mine piger: Hvad hvis du dør mor?”