På cykel til Paris 4: Øm bagdel på vej op af Mamotte

Vores kaptajn og co. er i fuld gang med at plænlægge vores rute, og de løfter løbende sløret for, hvor vi skal cykle, og indtil videre ved vi, at der kommer stigninger, brosten og en masse kilometer landevej. Pyha, lidt skræmmende for mig, der er helt ny på racercyklen.

Brostenene bliver på en del af Paris-Roubaix turen. Dette er åbenbart en forårsklassiker, og skulle efter sigende være en af de hårdeste ture, som mange frygter og elsker på samme tid. Der er endda lavet en dokumentarfilm om cykelløbet, nemlig Jørgen Leths "En forårsdag i helvede". Vi kan kun bede til, at det bliver i høj sol og ikke i regnvejr, vi skal køre den, for så bliver det hurtigt til vores sommerdag i helvede. Brosten kan jeg ikke træne så meget på, men jeg kan træne stigninger, og jeg har derfor øvet mig lidt med en simulator.

SE OGSÅ: Stramme balder og højt humør: Tag en cykeltur med veninderne

Det gør jeg ved at køre på en spinningcykel foran en skærm, hvor jeg kan vælge en bjergrute, og så har jeg to timer til at nå det. Det lyder pænt nørdet, det ved jeg, men det er ret sjovt.

Første gang, jeg prøvede en bakketur, var i januar, hvor jeg en torsdag aften mødte fire andre rynke-deltagere i Avedøre Idrætscenter. Jeg var godt forberedt med bananer, 3 liter vand og en nutribar - jeg har af bitter erfaring fundet ud af, at man skal have depoterne klar. Den aften var også første gang, at jeg brød min barriere med at cykle uden undertøj, og jeps det er rigtigt, at det er meget bedre.

Vi valgte en rute, der gik op af bjerget, Mamotte, og indebar 34 km op af bakke. Nu lyder 34 km måske ikke af meget, og det er det som sådan heller ikke, men når det kun går op ad, er det pænt hårdt, og jeg havde kun to timer til at nå toppen. De første 10 km gik fint, men så kom stigningerne, det var hårdt! Jeg klarede turen med meget ømme stænger, en lettere øm bagdel, og kom i mål på to timer og 10 minutter. Ikke verdens bedste tid, når jeg efterfølgende så en anden rytter gjorde det på en time og 15 minutter, guderne må vide hvordan.

For nogle uger siden tog jeg en tur igen med Alette ved min side. Vi kom begge i mål, og denne gang skar jeg 12 minutter af min tid, 'Hell ya' - det var en sejr og et bevis på, at det går i den rigtige retning. Bagdelen overlevede også denne gang, måske den er ved at vænne sig til det :-).