Michelle Kristensen smiler.

Michelle Kristensen: Her er 5 sundhedstrends, du bør hoppe med på i 2026

Hvad skal du gøre, hvis du vil være sund? Vi har spurgt sundhedsekspert Michelle Kristensen, hvad der er værd at inddrage i vores hverdag i 2026.

alt.dk logo

Vi bliver hele tiden bombarderet med trends og tendenser, der lover at optimere vores sundhed.

Først skal vi gå 10.000 skridt om dagen, men hov så var det i virkeligheden nok med 7.000 skridt. Så er elektrolytter et mirakelprodukt, og hvis du drikker vand uden en brusetablet, så kan du nærmest lige så godt lade være, men så var det slet ikke nødvendigt, medmindre du var blevet eliteatlet over natten? Og på TikTok ser du tusindvis af videoer om clean eating, hvor en kvinde spiser to mandler og et æble til aftensmad – og bør du så også spise sådan?

Vi kan godt forstå, at det er svært at finde rundt i, hvad du skal gøre, hvis du gerne vil være sund. Derfor har vi spurgt sundhedsekspert Michelle Kristensen, hvad der er værd at inddrage i vores hverdag i 2026.

1. Protein

Det er nok ikke første gang, du har hørt om vigtigheden af at få nok protein.

Men måske du mest har hørt det i dit feed på Instagram, hvor en ung mand iført tanktop fortæller dig, at du skal spise 14 æg til morgenmad, og er det overhovedet relevant for dig? Ja, fortæller Michelle Kristensen.

– Det er især vigtigt for kvinder, der er kommet i overgangsalderen, fordi det kan mindske de gener, der er forbundet med det. Det kan gøre den periode lidt lettere, som jo er strid for mange, forklarer hun.

– Når vi kommer i overgangsalderen, falder vores muskelmasse i højere grad, og en proteinrig kost kan være med til at mindske det fald. Det er selvfølgelig også en god ide at styrketræne, men hvis du ikke indtager nok protein, så har du ikke de byggeklodser, der skal til, for at opbygge musklerne.

Der er også en anden god grund til at fokusere på protein i din kost.

– Hvis man for eksempel opdager, at man har fået lidt ekstra mavefedt, er der mange, der begynder at spise mindre og tænke mere på kalorier. Mange gange er det kulhydrater, der bliver valgt til, fordi de indeholder færre kalorier end fedt og nogle proteinkilder, men faktisk er det enormt vigtigt at få nok protein, hvis man gerne vil tabe sig, fordi det giver en større mæthed, siger Michelle Kristensen.

– Hvis vi kigger på vores befolkning, kan vi jo se, at fedme fylder mere og mere. Det handler slet ikke om, hvordan folk ser ud, jeg taler kun om sundhed. Vi ved, at det ikke er særlig sundt at have for meget fedt og især ikke for meget fedt rundt om maven, altså ved de indre organer. Så derfor er det bare en god ide at få nok protein.

2. Naturen

– Naturen fortsætter med at være en stor ting i 2026, siger Michelle Kristensen.

Hun tror, at naturen er så vigtig for os på grund af verdens tilstand.

– Der sker så mange vanvittige ting, så vi har brug for at finde ro et sted, siger hun.

Her peger hun på, at naturen har mange fordele.

– Det er en billig måde at få oplevelser på. Vi kan tage på ture i skoven, eller vi kan overnatte i naturen. Der er også mange, der laver en seng bag i bilen med puder og dyner, så de kan parkere ved stranden for eksempel. Jeg tror, vi kommer til at se endnu mere af det, og det er virkelig noget, jeg jubler over, siger hun.

– Og så gør det bare rigtig meget for vores mentale sundhed, at vi kommer udenfor.

3. Bevidsthed på de sociale medier

Det kommer nok ikke bag på nogen, at Michelle Kristensen synes, der er mange gode ting ved de sociale medier, hvor hun selv deler indhold om mad, træning og livsstil.

– Vi ved alle sammen, at det er sundt at spise flere grøntsager, men hvordan gør vi det? Der er de sociale medier gode til at give inspiration til, hvordan man konkret får det ind i sin hverdag, og det kan være guld værd.

Desværre findes der også en masse andet indhold derude.

– Der er meget, som slet ikke passer. I de her tider med AI kan man også se en masse falske billeder, det kan for eksempel være før- og efterbilleder, hvor man kan tænke: ”Hvorfor kan jeg ikke se sådan ud?”, men det er slet ikke en ægte person.

Derfor synes Michelle Kristensen, at 2026 er året, hvor vi skal blive endnu mere bevidste om, hvordan vi bruger vores sociale medier.

– Vi skal tænke over, hvordan vi egentlig får det af det indhold, vi ser. Jeg kan selv mærke, at hvis jeg er i godt humør og har overskud, så kan jeg finde en masse inspiration, men hvis jeg har en dårlig dag, kan jeg få det meget dårligere, fordi jeg begynder at sammenligne mig med andre.

Derfor er det positivt, at folk en gang imellem tager en pause fra det, siger hun.

– Man er nødt til at finde ud af, hvad det er, man gerne vil bruge de sociale medier til, så man har en strategi. Måske er der nogle profiler, du skal slukke for eller stoppe med at følge, så du kun bliver mødt af indhold, der gør dig glad.

Et konkret værktøj til at lægge strategien er at tjekke sin skærmtid.

– Der er mange, som ikke orker at tjekke det, men der kan man jo se, hvad det er, man bruger sin tid på. Én ting er, hvis du bruger din skærmtid på at høre musik, så fyr den af. Men hvis du kan se, at du bruger x antal timer på Instagram, TikTok eller Facebook, kan du spørge dig selv, om det er det værd? Så du tager stilling.

4. Hyrox

En anden ting, som bliver stadig mere populær i 2026, er træningsformen Hyrox.

– Det er en kombination af styrketræning og løb, og det er meget effektivt for vores sundhed. Du får presset dit kredsløb, fordi din puls stiger, og blodet bliver pumpet rundt i kroppen, og så får du også styrketræning, der øger eller bibeholder din muskelmasse. Der er også meget fællesskab i Hyrox, og det er jo bare to fluer med ét smæk, som er helt ideelt for alle, der har en travl hverdag, siger hun.

Styrkeøvelserne har både værdi for dig på den korte og den lange bane.

– Der er stor sandsynlighed for, at vi kan lægge nogle år til vores levetid, siger hun og fortsætter:

– Jeg tror, at mange tænker, at de skal styrketræne, fordi de gerne vil tabe sig eller se ud på en bestemt måde, men de glemmer, at det faktisk også har stor indvirkning på vores normale hverdag. Man kan gøre mange flere ting, når man er stærk. Vi kan bære rundt på vores børn og lege med dem, uden at vi for eksempel får hold i nakken.

5. Fibre

Kostfibre har været et stort samtaleemne i 2025, og Michelle Kristensen tror, at det bare bliver større og større.

– Det er ikke en ny trend, men det er bare trendy at spise sine grøntsager. De grove grøntsager er fyldt med fibre, og jeg tror, at fibre kommer til at få endnu mere fokus fremover.

Grunden til, at vi kommer til at tale endnu mere om fibre, er, at de har stor betydning for vores sundhed.

– Vi har alle de her tarmbakterier, som vi gerne vil fodre. Det er en af grundene til, at den grønne grød blev et gigantisk hit – ifølge mig mangler den bare meget mere protein, så den virkelig sidder i skabet, siger hun.

– Vi vil rigtig gerne have fibre i vores kost, fordi det er med til at sænke risikoen for livsstilssygdomme. Og så er det med til at gøre os mætte i lang tid. Vi danskere er så dårlige til at lave mættende måltider, det er derfor, vi spiser så mange snacks. Vi ser en stigning i overvægt, fordi vi spiser ultraforarbejdet mad, der er lavet til, at vi bare kan spise mere og mere, fordi de ikke er fyldt med fibre.

Men hvis vi bytter noget af den ultraforarbejdede mad ud med fiberholdige fødevarer, kan vi optimere vores sundhed og blive mætte af den mad, vi spiser.