Simon efter tv-exit: Sådan går det med kærligheden i dag
Simon Helmuth fortæller, hvordan det går med kærligheden efter afvisningen i "Landmand søger kærlighed".
Kærligheden fandt ikke vej ind i Simon Helmuths liv i denne omgang, som i nyeste episode af "Landmand søger kærlighed" blev sendt hjem af Maia Korsgaard.
Den 33-årige sjællænder blev også berørt, da landmanden overbragte beskeden.
Artiklen fortsætter under videoen...
– Jeg blev selvfølgelig rigtig ked af det, da Maia valgte mig fra. Det er aldrig sjovt at blive valgt fra, men som hun også selv sagde – måske var kemien der ikke helt, og det kan jeg jo nok godt give hende ret i, siger Simon, som fik søde ord med sig fra Maia.
– Men jeg fik nogle meget søde ord med på vejen, og det er noget, jeg har taget til mig, og det blev jeg faktisk rigtig glad for, siger Simon.
Hård tur hjem
Hjemturen var dog hård for Simon, medgiver han.
– Det er sådan under "Landmand søger kærlighed", at når man bliver stemt ud, så tager man hjem med det samme. Der er jo egentlig ikke rigtig nogen grund til, at man bliver, så det var da en hård tur hjem, da det altid er svært at blive valgt fra, men det var rart at komme hjem til Sjælland igen og komme hjem til mine venner og familie, siger Simon, som i dag ikke har nogen relation til Maia.
– Det er ikke noget, jeg har valgt. Det er bare sådan, det er, tilføjer han.
Indtil nu har Simon holdt udfaldet i programmet hemmeligt, men nu kan han endelig melde ud, at han altså er single.
– Nu er programmet jo slut – i hvert fald for mit vedkommende. Jeg skal selvfølgelig lige lande i det, og jeg har min hverdag og mine venner, går i byen og hygger mig, og så tager vi bare en dag ad gangen, og tager livet som det kommer.
– Men jeg er da helt klar på at date igen, hvis der skulle lande nogle søde kvinder i min indbakke – jeg er single, afslutter han.