Steffen Berg i "Robinson"

Steffen fik forkert behandling i "Robinson": Jeg var ikke bare dehydreret

Steffen Berg blev lagt i drop, da han pludselig blev svimmel og dårlig i "Robinson", men det var ikke den behandling, han havde brug for. 

logo herognu HER&NU HN

Steffen Berg havde det dårligt allerede fra morgenstunden inden dyst, og selvom han gennemførte den fysiske konkurrence i vand, hvor tunge kasser skulle flyttes på bunden, så ændrede det ikke på hans tilstand. 

Faktisk fik han det kun værre, og han måtte derfor tilses af en læge og blev sejlet ud på "Robinson"-klinikken. 

 Artiklen fortsætter under videoen. 

Til HER&NU fortæller han, hvad der skete, og om det man ikke ser på tv. 

– Jeg følte mig mat og energiforladt - også mere, end man normalt gør, når man er sulten. Da jeg vågnede på dyst-dagen, havde jeg det godt nok dårligt. Bare at flytte min krop føltes som en krig. Jeg fik også lige talt med produktionen om det, for det føltes helt skidt, fortæller Steffen og uddyber:

– Efter dysten fik jeg det mere og mere skidt, og pludselig kunne jeg bare intet se. Jeg besvimede ikke, og jeg kunne høre helt klart, men det sortnede for mine øjne. Så blev jeg lagt ned, og så begyndte hele min krop bare at sove, og alt summede. 

Steffen var ikke bange for, om det var noget alvorligt, og han var heller ikke bange for at blive smidt ud af ekspeditionen, da hans kæreste hjemme i Danmark var gravid med deres søn. 

Forkert behandling

Ifølge Steffen blev han behandlet, som var han dehydreret, men det var ikke det, der var problemet. 

– Jeg fik drop, da deres første tanke var, jeg var dehydreret ligesom med Thomas. Jeg fik fire liter saltvand i løbet af tre timer, men jeg pissede 3,5 liter ud igen, fordi jeg ikke var dehydreret. Da jeg pissede det hele ud, og de godt kunne se, det ikke var helt skarpt, så gav de mig to doser med glukose og noget ris for at få mit blodsukker op, fordi det var langt nede, fortæller Steffen. 

Den sidste behandling gjorde, at Steffen fik det bedre. 

– Både min puls og mit blodtryk steg. Jeg var et stykke nede, da jeg havde det værst. Jeg kom derfor på mine ben og tilbage til øen, men jeg havde det stadig ikke godt. Jeg følte mig virkelig afkræftet, og det føltes, som om jeg lige havde løbet et maraton. 

Steffen vurderer, at han var væk fra holdet i seks timers tid, og han fik aldrig en diagnosticering af, hvad han fejlede. 

Derfor fik Steffen mad

At Steffen bliver tilbudt mad som en del af behandlingen, kan måske lyde som en fordel, men det er det ifølge Viaplay ikke. 

– Vores lægehold holder øje med deltagerne gennem hele Ekspeditionen og sørger for, at de er så fit for fight som muligt. Hvis vi bliver nødt til at tage en deltager væk fra øen og ind på vores klinik, så er det en behandlingskrævende situation, og det er selvfølgelig alvorligt. I enkelte af disse situationer kan det være nødvendigt at give deltagerne lidt føde for at sikre, at lægernes behandling har effekt. Det er altid en minimal portion og hjælper “kun" til at få deltageren tilbage til hægterne, så de har mulighed for at fortsætte i Ekspeditionen. Det er på ingen måde nok til at give dem en fordel i Ekspeditionen i forhold til de andre deltagere, udtaler Trine Kongegaard, der er redaktør på Viaplay.