
Ærlige Frank: Ensom midt i fest og farver
Franks forhåbning med deltagelsen i ”Hotel Romantik” er, at det kaster en ny kærestetitel af sig, for det kan være ensomt at være alene. Det har Frank oplevet på egen krop.
71-årige Frank Hartvig Andersen har mange titler. Han er far, morfar, farfar, pilot, og så er han også teltholder. For midt på Bakken ligger der et lille, blåt sommerhus, som er Franks andet hjem.
Artiklen fortsætter under videoen:
Her opholder han sig, når han har sin daglige gang på Dyrehavsbakken i sommerperioden, hvor han driver og ejer hele seks forretninger. Sådan har det været, siden han i sine 20’ere begyndte at slå sine folder i Danmarks ældste forlystelsespark.

Franks forhåbning med deltagelsen i ”Hotel Romantik” er da også, at det kaster en ny kærestetitel af sig, for det kan være ensomt at være alene. Det har Frank oplevet på egen krop.
LÆS OGSÅ: Snyd i “Først til verdens ende”: Produktionen måtte gribe ind
– Det, man frygter, er at være helt alene. Jeg kan godt være ensom, når jeg sidder derhjemme og ser fjernsyn, og den eneste, man har at snakke med, er fjernsynet. Når man bliver pensionist, så vil man gerne have én at dele oplevelserne med. Én at tage på museum med, gå i biografen og rejse med, siger Frank.

– Det er ikke særlig sjovt at komme hjem til en tom lejlighed, og jeg kan godt være trist over det. For jeg savner tosomheden, og jeg savner en kæreste, men kærligheden skal nok komme, siger Frank, som blev kontaktet af en caster på en datingapp, hvilket blev begyndelsen på rejsen til ”Hotel Romantik”.

En anderledes livsstil
Eventyret på Bakken startede, da han i 1973-74 begyndte at køre rutsjebanen ved siden af sit job som soldat i flyvevåbnet. En forelskelse i en kvinde, der kom ud af en Bakke-familie og arbejdede i billetten, blev til et 25-års langt ægteskab og tre børn – Søren, 35, Mia, 38 og Mette på 40. I 2006 blev de skilt, og siden har Frank drevet forretningerne alene.
– Vi var kørt trætte og måske også, fordi vi havde kørt det her herude i så mange år. Vi var meget på Bakken og boede herude om sommeren, hvor børnene også var. Det er mange timer, man holder åbent, siger Frank.

LÆS OGSÅ: Ulla mistede sin mand og to sønner – hypnose gav hende livsglæden tilbage
I ti år har Frank været single, og han har da også oplevet, at jobbet på Bakken har afskrækket potentielle nye relationer fra at udvikle sig til mere.
– Jeg har haft nogle, der ikke syntes, det var særlig attraktivt. Jobbet gør, at man ikke kan tage fjortens dages ferie i sommeren, og det er skæve arbejdstider, fordi man også er her om aftenen. Men sådan er det lige nu, men jeg har heller ikke noget imod at stoppe på et tidspunkt, siger han og tilføjer:

LÆS OGSÅ: Filippa Coster-Waldau har mistet flere venner, og det har lært hende én ting
– Men Bakken er en stor del af mit liv, og det er også sjovt. Så længe jeg synes, det er sjovt, så gør jeg det.
Du kan se, hvordan det går Frank og de andre singler i "Hotel Romantik" hver fredag klokken 20.00.