Sommervarmen bølger ind af de automatiske døre ved „Min købmand" i vesterhavsbyen Nymindegab.

Ud kommer turister, der har tanket kolde drikke, is og morgenbrød. Inde ved kassen står Camilla Larsen og sender sine kunder godt ud af døren med farvelhilsner, der skifter mellem dansk, engelsk og tysk.

– Jeg elsker kundekontakten. Når jeg føler, at jeg har givet folk en god service, så de får lyst til at komme igen, siger den 24-årige kvinde og kører et par kundevogne på plads.

Camilla har titel af købmand i butikken, som hun kender som sin egen bukselomme. Fra varernes placering på hylderne til betjening af kasseapparat, lottokuponer og meget mere. Af statur fylder Camilla ikke meget, men der er tydeligvis en lille arbejdshest gemt bag det spinkle ydre. Sommetider er hendes arbejdsuge oppe på 60 timer, og det er helt okay, synes hun.

Der er masser at se til for den unge købmand, der i højsæsonen kan have en arbejduge på over 60 timer. Foto: Jens Bach.

– Jeg holder bare ferie til vinter, siger hun med et lille grin og uddyber, at butikken skal tjene sine penge i sommerperioden med alle turisterne.

For få år siden havde Camilla ikke forestillet sig, at hun i dag ville stå med skjorteærmerne smøget op og et købmandslogo på sin vest. Hun drømte om det, men målet stod diset i horisonten.

I løbet af et år fik hun over 100 afslag på elevplads i dagligvarebutikker, og for en genert pige som hende var de lukkede dørene tæt på at knække hende:

– Jeg var ved at opgive det hele og frygtede at ende på kontanthjælp, siger Camilla ærligt.

Som en konsekvens af den manglende succes med at få foden indenfor i en butik begyndte Camilla i skolepraktik.

Den løsning var ikke optimal, men klart bedre end ikke at lave noget. En dag spurgte hendes mor imidlertid, om hun havde tænkt på at smide en uopfordret ansøgning ind hos købmanden i Henne Strand. De havde ingen elev, og måske kunne de bruge en?

Chancerne kom i rap

Camilla tog straks ideen til sig, afleverede sin ansøgning, og mindre end en uge efter fik hun en besked på sin telefon: Købmanden var meget interesseret.

– Aj, det var så fedt. Tænk, at de var interesserede i mig. Endelig skete der noget, siger Camilla med et stort smil og bliver et øjeblik afbrudt af telefonen i baglokalet.

I købmandsbutikken i Henne blev Camilla straks sat i gang, og en måned efter skrev hun under på en elevkontrakt. Camilla elskede at være på stedet, hvorfra hun blev udlært i sommeren 2016 og bagefter blev ansat som salgsassistent.

Samarbejdet med gode kolleger er vigtigt for Camilla. Her får hun noget fra hånden sammen med Jens Christian Høy. Foto: Jens Bach.

Netop som Camilla regnede med, at hendes arbejdsliv ikke kunne udforme sig bedre, skete der noget igen. Købmandsbutikken i Nymindegab manglede folk til at tage over, efter den gamle købmand var blev syg og måtte lukke. Camillas kollega, Christian Høy, tog udfordringen op og blev direktør på stedet. Men Christian er ikke købmandsuddannet, så han manglede en købmand til at stå for den daglige drift. Det tilbud fik Camilla, der nær havde tabt kæben.

– Det var et tilbud, jeg ikke kunne afslå. En stor chance for at prøve noget og være med til selv at sætte dagsordenen i en butik. Jeg talte det igennem med min familie, og de støttede mig fuldt ud, fortæller Camilla, der deler posten som købmand sammen med Christian Høys kone, Anette.

Problemerne stod i kø

Den 8. marts genåbnede butikken i Nymindegab, og fra begyndelsen fik Camilla og kollegerne deres sag for.

Sneen væltede ned i påskedagene, som skulle have kickstartet salget, men kunderne holdt sig væk. Og samtidig var der knas med computeren og printeren, ligesom der manglede hyldeforkanter med prismærker.

– Vi var hele tiden et skridt bagud. Det var vildt frustrerende, fortæller Camilla, der nogle dage var lige ved at græde i afmagt.

Det blev forår. Sneen smeltede. De tekniske problemer forsvandt, og solen og kunderne kom frit frem. Vesterhavsbutikken begyndte at syde af liv, og Camilla har ikke fortrudt, at hun tog chancen og blev købmand som 24-årig:

– Folk er så søde og dejligt afslappede. En dag gik der hul i en pose med kartofler, og de trillede ud over det hele. Og kunden spurgte bare: Må jeg få en ny pose? Det siger meget om stemningen herude, siger Camilla, der de fleste dage kører glad hjem til huset i den nærliggende landsby, Lydum. Her bor hun sammen med sin storesøster.

– Jeg er træt, men glad, når jeg er færdig med en dag. Når vi når vores mål, og kunderne er glade, føler jeg, at det rykker.

Camillas mor, Connie, har en stor aktie i, at Camilla fik drømmen om at arbejde i dagligvarebutik til at gå i opfyldelse. Foto: Jens Bach.

Købmandsjobbet har ikke bare givet point i Camillas arbejdsliv. Personligt har hun altid kæmpet med generthed og haft svært ved at falde i snak med fremmede. Hun er stadig tilbageholdende, men hun får ikke røde kinder ved at kontakte en kunde i butikken.

– Jeg har altid været bange for, hvad folk mon mener eller tænker om mig. Det er jeg ikke på samme måde mere. Jeg er blevet mere åben, og jeg kan mærke, at folk gerne vil snakke. Det er dejligt.