3 kendte diskuterer: Julens mange dilemmaer

Foto: Les Kaner. Makeup: Naja Jensen Laura Bach, Carsten Bang og Pia Røn

Julens dilemmaer

Julens dilemmaer: Få løsningerne her

Julen er en dejlig tid! Men det er også højtid for frustrationer, familiefejder og en frygtelig masse dilemmaer. For betyder "julehygge" det samme for alle i familien? Er gaveræset mere opslidende end skønt? Og hvor meget tid skal man egentlig bruge sammen, hvis man bare hellere vil have ferie? Vi har sat tre rapkæftede kravlenisser til at diskutere redaktionens juledilemmaer. Læs med – måske du også finder en løsning på dit dilemma...

Julen er en dejlig tid! Men det er også højtid for frustrationer, familiefejder og en frygtelig masse dilemmaer. For betyder "julehygge" det samme for alle i familien? Er gaveræset mere opslidende end skønt? Og hvor meget tid skal man egentlig bruge sammen, hvis man bare hellere vil have ferie? Vi har sat tre rapkæftede kravlenisser til at diskutere redaktionens juledilemmaer. Læs med – måske du også finder en løsning på dit dilemma...

Dilemma 1: Forskel på gavebudgetter
Min kærestes familie og min familie har vidt forskellige gavebudgetter. Min kærestes familie giver enormt store gaver til både os og vores børn, mens min familie giver små gaver og på den måde kommer til at fremstå lidt fedtede ved siden af. Skal jeg foreslå, at vi laver en fælles gavegrænse, eller skal jeg bede dem begrænse sig? Eller skal jeg blande mig helt udenom?

Carsten: − Det kan jeg godt relatere lidt til. Jeg er virkelig imod det der med at sige 150 kr. Man giver det, man giver. Der er nogle, der giver mere, og nogle, der giver mindre. Jeg tror egentlig, at det er hende selv, der har det største problem, fordi hun synes, at hendes familie kommer til at virke fedtede. Jeg tror ikke, at hendes familie selv tænker over det.

Pia: − Det kan jo også være, at hendes familie giver rigtig meget resten af året. Og de andre kun giver gaver til jul og fødselsdag. Jeg hader også det der med, at det hele skal måles ud. Ligesom de mennesker, der laver gavelister, når de skal giftes. Nej fandeme nej, om jeg vil købe noget, som de har bestilt. Jeg vil selv finde ud af, hvad jeg kunne tænke mig at give.

Carsten: − Jeg vil også helst give noget, som ikke er ønsket.

Pia: − Og ikke er særlig dyrt. Haha.

Laura: − Hvorfor skulle man sætte en grænse? Det er da fantastisk, hvis den ene del af familien har råd og lyst til at give ens barn en Xbox. Især hvis man ikke selv har nogen penge. Hvis der kommer nogle mere voldsomme følelser i klemme, må man tage den der, men som udgangspunkt er der ingen grund til at lave regler, fordi hun er bange for at kommer til at fremstå som den fattige familie.

Carsten: − Omvendt kan dem, der giver meget, tænke "Uh, nu vi skal også passe på". Det har jeg da været ude for... eller har hørt om. De, der giver meget, er også nervøse for at give FOR meget. Hvis man nu i den familie er vant til at give gaver på et vist niveau og oplever, at den anden familie giver mindre gaver, så skal de da ikke sætte niveauet ned af den grund. For så skal de også pludselig gøre forskel på, hvor meget de vil give til de forskellige dele af deres familie.

Laura: − Det ligger lidt i opdragelsen af børn, at man lærer dem at sige tak – uanset hvad de får – og at de ikke skal stå og vræle over det, de ikke får.

Carsten: − Ja netop. Det er jo ikke størrelsen, det kommer an på! Og børn vil altid få gaver, som de ikke synes vildt godt om, men der skal de bare lære at tage imod en god gave – eller en dårlig gave. Alle børn har jo fået noget tøj på et tidspunkt, hvor de tænkte: "Hvorfor helvede skal jeg have tøj?!".

Laura: − Nu kender vi jo ikke den familie her, og hvis der normalt er familiefejder op over begge ører, så kunne en gavegrænse være god for at bevare julefreden.

Pia: − Det handler jo også om, at dem, der køber en gave, sætter sig lidt ind i, hvad man godt kan lide.

Carsten: − Ja, for et barn bliver mere glad for noget, der har kostet 100 kr., som de virkelig gerne vil have, end et eller andet tilfældigt, som koster 450 kr. Det er lidt frelst at sige, men juleaften er ikke bare en udveksling af gaver til et vist beløb.

Pia: − Hvis du ønsker dig en Playstation 3, så er det ikke særlig fedt at få et stykke trælegetøj. Men der bliver også lidt bogholderi i det. Der findes mennesker, som sidder med en lille bog og skriver ned, hvad de har fået.

Laura: − Jeg synes egentlig, at der opstår mange flere problemer ved at skulle lave et regelsæt.

Pia: − Man må forklare det til sine børn: "Mormor og morfar er pensionister og har ikke en krone, og svigermekanikken er stinkende rige", hvis det er sådan, det er. Eller "Mormor og morfar giver dig året rundt, så derfor får du en mindre julegave".

Carsten: − Ja, eller: "De kan ikke lide dig", og det er derfor!

LÆS OGSÅ: Bag julens bedste pebernødder

Dilemma 2: Søster vil ændre traditionerne
Min søster har to små børn på 3 og 6 år, og fordi de er blevet så bevidste om gaverne, vil hun lave om på vores juletraditioner, så vi tager gaverne inden maden. Vi har i mange år siddet længe ved bordet og hygget os juleaften og bagefter taget os lang tid om gaverne med masser af knas. Er det bedst bare at føje hende, eller skal jeg stå fast på traditionerne?

Pia: − Man kan lære sine børn, at man skal sidde stille og roligt og spise maden. Men så synes jeg også, at de voksne skal give sig, så de ikke hænger fire timer over ris a la manden. Vi har indført derhjemme – det er så også løbet lidt af sporet – at der er en før-maden-gave, og så er der en mandelgave. Jeg synes godt, at man kan sige, at sådan er reglerne, og alle børn skal lære, at de skal æde så meget, at de brækker sig, inden der skal danses om træet. Så man får bygget forventningens glæde op.

Carsten: − Det er egentlig ikke, fordi jeg er specielt traditionsbunden, men jeg synes, at der er noget generel opdragelse i det, og børnene skal ikke bare gå ind og kuppe traditionerne. Hvis det er et problem, og børnene gerne vil have gaverne før maden, så har de fået lov til alt muligt andet også. For jeg tror ikke, at der er nogen børn, der slår i bordet juleaften og siger: "Hey, vi vil have gaverne først". Det gør de jo ikke bare ud af det blå.

Laura: − Jeg synes, traditioner er en vigtig del af en opdragelse. Når jeg tænker tilbage, så var rytmer og ting, der var, som de plejede at være, rigtig vigtige for mig, da jeg selv var barn. Jeg kan huske, at det var vildt stort juleaften, når vi skulle have gaver. Vi stod ude i mørket og ventede, og så skulle den ældste gå ind først og så den næste. Der var en masse ting, som var små, men afgørende. Det står højt oppe i forhold til mine barndomsminder.

Carsten: − Det er jo så også, fordi I stod ude i haven hele dagen og ventede på at komme ind. Haha.

Pia: − Det skal heller ikke være sådan noget nazi-noget. Man må godt fire lidt på tingene. Når man selv begynder at holde jul, laver man alligevel om på nogle traditioner.

Carsten: − Der er en del af min familie, som har lavet en tradition, hvor der er bundet en snor ud, når børnene vågner om morgenen juleaftensdag og er helt spændte. Så skal de følge snoren op og ned og igennem hele huset. En lang, lang snor, hen over hinanden og ind i et skab og ud igen og ned i kælderen. Og for enden er der en gave.

Laura: − Det er godt tænkt. Imens kan man sidde med sin morgenkaffe. Kan man ikke bruge den hele året?

Pia: − Jeg synes, at det er fuldstændig afgørende, hvem der holder julen. Hvis det er søsteren, så er det hende, der bestemmer.

Carsten: − Ja, så må man følge deres skikke. Men hvis jeg var hende, der har dilemmaet, og selv havde børn, så ville jeg få dem til at være efter søsteren og sige: "Hvorfor skal vi det? Vi vil ikke have gaver nu! Vi vil vente til efter maden".Dilemma 3: Skilsmissefamilier øger stress i julen
Mine forældre er skilt, og det samme er min mands forældre. Derfor er der virkelig mange familiemedlemmer at please, og mange af julefrokosterne i dagene mellem jul og nytår. SKAL vi tage til dem alle sammen, eller kan man tillade sig at sige nej til noget af det og i stedet holde lidt tiltrængt ferie? Hvor meget skal man gøre for andres skyld? Desuden ligger flere af de store julefrokoster i henholdsvis min mands familie og min familie på den samme dag. Hvad gør vi?

Laura: − Jeg har aldrig forstået, når der går jule-nazi i den, og man SKAL sidde om det der bord, og familien SKAL død og pine komme, uanset om de lige har født i går! Man glemmer jo helt, at det i virkeligheden er en kærlig tid. Jeg ved, at hvis det var min mor, og jeg var ved at omkomme af stress, så ville hun sige: "Pyt med det. Det gør vi en anden dag". Jeg kan ikke forstå, at det er vigtigere, at man holder det, end at man har det rart med det. Så flyt det dog til januar!

Pia: − Man gider heller ikke selv have nogen på besøg, som ikke gider at være der. Jeg har en ven, som er helt stresset, når han kommer hjem efter jul, fordi han skal køre rundt i hele Jylland. Han er simpelthen for flink til at sige nej tak. Han synes ikke, at han kan være det bekendt. Men det kan han da.

Laura: − Man skal have lov at sige fra, lige så tosset man vil. Der er også unger, som går i skole og er dødtrætte, og som i virkeligheden har enormt meget brug for at holde fri og gå hjemme i pyjamas fem dage i træk og lege med deres julegaver.

Carsten: − Nu har jeg heldigvis været forskånet for familier med mange julefrokoster, men hvis der er en julefrokost, hvor man ikke kan komme, så siger man bare, at det kan man ikke. Og er der to på én dag, så er det da det nemmeste i hele verden at sige, "nej tak, vi skal til en anden julefrokost". Og så lade være med at komme til nogen af dem. Haha.

Pia: − Hvis vi ikke holder jul med mine forældre, så er vi altid hos dem i Jylland til julefrokost 2. juledag. Men de kan også godt forstå, hvis man ringer og siger, at det ikke passer så godt, fordi man skal så meget andet.

Laura: − Det er jo familie. Det er der, man virkelig skulle have lov til at være den, man er, og sige, hvordan man har det. Hvis man ikke kan sige det der, hvor kan man så?

Pia: − Forældrene burde også kunne forstå det, for de har også på et tidspunkt truffet deres eget valg. Nemlig at blive skilt. Og det er jo ikke børnenes skyld. Derfor synes jeg, at børnene har lov til at sige, at de ikke kan nå alle julefrokosterne.

Laura: − Ellers bliver det millimeterdemokrati. Det er så drænende. Så skal man lave et fuldstændig krystalklart system, hvor man skiftes mellem julefrokosterne. Så laver man en procedure, hvor alle ligesom ved, hvad de har at holde sig til. Hvis det gør det nemmere.

Carsten: − Men det er problematisk, hvis man skal ud at rejse et år. Når der først går millimeter i den, så går det galt.

Pia: − Det er jo i forvejen en større logistik-ting med den jul. Da vi fik vores første barn, sagde min mand, at nu gad han ikke rejse efter julen mere. Det er egentlig meget rart, men det betyder, at der skal være system i, hvor mine forældre er, og hvilket år har vi dem, og hvilket år har vi svigerforældrene, og hvornår kan vi tage ud at rejse og trække frinummer? Så hvis man også skal køre logistik på julefrokosterne, så bliver det lidt meget.

LÆS OGSÅ: Sådan får I den bedste jul som skilsmissefamilie

Dilemma 4: Uvenskab i familien
Min mor og min søster er blevet rygende uvenner, og min søster vil derfor ikke holde jul sammen med min mor i år. Hun vil i stedet selv holde jul og blandt andet invitere sin mands forældre. Hun har også inviteret mig og min kæreste. Jeg er meget splittet – skal jeg holde jul hos min søster eller hos mine forældre? Vi plejer at holde jul hos mine forældre.

Laura: − Stakkels tøs.

Carsten: − Jeg synes, at det er meget naturligt, at man på et tidspunkt siger, at man vil holde det hjemme ved sig selv.

Pia: − Hvis hun tager hjem til søsteren, så har hun jo decideret taget parti.

Carsten: − Ja, det er lidt en lort, hun har fået mellem hænderne.

Pia: − Det er der, man burde sige, "Skal vi ikke tage til Mallorca?".

Carsten: − Det kommer an på, hvem hun har det bedste forhold til. For så må hun snakke med hende, om det så er moren eller søsteren, og så må hun holde jul hos den anden.

Pia: − Det er faktisk rigtigt. Men man skal også tage hensyn til, om forældrene skal sidde alene. For den anden har jo inviteret svigermekanikken. Så det er synd, hvis de skal sidde helt alene, medmindre moren er en krampe.

Laura: − Nu ved man jo ikke, hvad der er gået forud. Men jeg tænker kort og godt: Løs det! Bliv venner! Snak sammen og find ud af det. Der er også børn i familien, og moren er mormor. Hvad sker der?

Carsten: − De kan få dit nummer, så kan de løse det.

Laura: − Jamen helt ærligt. Det er jo ens mor. Enten har hun gjort noget, som er virkelig, virkelig grelt og utilgiveligt... men så tænker jeg, at jeg som søster også ville følge med derover. Eller omvendt. Jeg forstår ikke helt, hvorfor man ikke løser sådan noget.

Pia: − Så kunne hun jo melde ud, at hun bare synes, at de skulle finde en løsning på det og snakke sammen, ellers vil hun ikke holde jul med nogen af dem.

Laura: − Hvis det er så grelt, så har man en mor, der er rigtig svær at danse med. Der er altså en udløbsdato for, hvor meget forældre kan kræve af deres børn. Så må man godt sige, "Nu kan du ikke være en idiot længere, og jeg holder jul et andet sted, indtil du har lært at opføre dig ordentligt". Hvis det altså er det, der er problematikken.

Pia: − Det kan jo også være, at søsteren er en forkælet finke, som altid har fået sin vilje.

Laura: − Præcis, og derfor kommer det enormt meget an på, hvad problemet er, men under alle omstændigheder, så synes jeg, at de skal løse det! Selvom det er meget nemt for mig at sige.

Carsten: − Hvis vi ser bort fra konflikten og skyld, så synes jeg også, at hvis forældrene skal sidde alene, og alle andre kommer hen til søsteren, så skal hun tage hen til forældrene... Omvendt skal hun heller ikke være den, der bare pleaser de andre. Nogle gange ved man ikke engang, hvad der har tricket sådan en konflikt. Så er det bare gået op i en spids, hvor man ikke kan gøre noget. Og så må man tage udgangspunkt i, hvad man gerne selv vil.

Laura: − Svaret er: Godt det ikke er mig. Haha. Må man sige det?

Carsten: − Eller konverter til islam og lad vær med at holde jul. Hun føler sig måske også som en idiot, hvis hun tager hen til søsteren. For så vælger hun side.

Pia: − Det er også derfor, jeg ville trække mig ud af det, hvis de ikke kunne nå at blive enige inden jul. Simpelthen trække frinummer og melde mig ud. Tage et andet sted hen og holde jul. Det er selvfølgelig en lidt tøset måde at gøre det på.

Carsten: − Nej, det er da at sige til dem indirekte, "Næste jul, så ved I, hvad der sker".

Laura: − "I har et år at løse det på".

Carsten: − Man kan godt spille det kort, at julen handler om kærlighed og hygge, og så er det måske nu, at de skal løse det problem. Men det er også meget nemt at sige. Det er første prioritet. Anden prioritet er at konvertere.

Pia: − Der er nogle børnebørn her, som gerne vil holde jul sammen alle sammen. Kan de ikke finde ud af det, så tror jeg, at jeg ville melde mig ud af det og sige til dem, at jeg ikke vil tage stilling, og så tage til Miami.

Julepanelet:

Laura Bach, 33 år, skuespiller
Senest kendt fra krimiserien "Den som dræber" på TV2, og så er hun i 2013 aktuel i tv-serien "Rita 2". Mor til en dreng på 5 år.

Pia Røn, 49 år, radiovært
Frisk vært på Go' Morgen P3. Gift med Niels Frid og har 3 børn på 12, 16 og 21 år.

Carsten Bang, 47 år, komiker
Aktuel i årets Comedy Aid, hvor han optræder gratis til fordel for børn og unge med kræft. Se mere på Fbi.dk. Bor sammen med kæresten Bettina Urban og en papsøn på 14 år.
Se, hvad vi ellers skriver om: Jul