Af udefinerbare årsager kan jeg nogle gange blive helt besat af tal. Og her taler jeg ikke om tal i sig selv, men om tal, der siger noget specifikt om mig. Og de tal får indimellem lov til at trumfe min rationelle tankegang, der ellers fortæller mig, at det er dybt åndssvagt at gå op i et nummer i stedet for at føle efter i maven og spørge mig selv, hvordan jeg egentlig har det.
LÆS OGSÅ: "Da jeg blev forelsket satte jeg mig ned og græd. Han havde sejret"
Og hvis jeg har det på den måde med tal, er der en stor chance for, at nogle af jer derude også kender til problematikken. Derfor kommer der her et shout out til jer kvinder derude (og mænd for den sags skyld), der går på, at I skal lade være med at lade følgende tal fylde så meget i jeres liv:
LÆS OGSÅ: "Jeg begår mindst en dødssynd om dagen"
1. Din afsluttende karakter
Din specialekarakter er ekstremt vigtig – for ingen andre end dig selv. Alvorligt talt har ingen spurgt mig, hvad jeg har fået for mit speciale, efter jeg blev kandidat i 2012. Så drop lige det der karakterræs én gang for alle. Det vigtigste er vel, at du har bestået og er (ovenud) lykkelig for, at du ikke skal sætte dine ben på universitetet (eller en hvilken som helst anden uddannelsesinstitution) længere. Erfaring har lært mig, at arbejdsgiverne går op i, hvem DU er, og hvad du har lavet VED SIDEN af dit studie.
2. Din vægt
Hvis der står 64 kg., når jeg træder op på vægten, bliver jeg i virkelig dårligt humør, selvom jeg kun har vejet under 60 kg. én gang i mit voksenliv (da jeg havde en særlig slem maveinfluenza tilbage i 2008). Og det er ligegyldigt, om jeg føler mig super slank og selvsikker, inden jeg stiller mig op på den forbistrede vægt. I perioder, hvor jeg har trænet meget, er jeg ligeledes blevet i dårligt humør, hvis jeg ikke har tabt mig. Selvom mit rationelle jeg godt ved, at muskler vejer mere end fedt, og jeg derfor godt kan have tabt fedt, selvom vægten viser det samme fordømte tal. Jeg regner med, at jeg snart indser, at vægtens ubarmhjertige tal ikke skal bestemme, om jeg føler mig slank og har det godt med mig selv.
3. Hvor mange du har været i seng med
Som ung førte jeg en liste over mine erobringer (indrøm du også gjorde det). Faktisk havde jeg to: Én liste over dem, jeg bare havde kysset med og én over dem, jeg havde gjort lidt mere med. Og som ung og usikker var det en stor del af fornøjelsen at kunne skrive endnu et navn på mine lister (nogle gange større end selve den halvkejtede fornøjelse). Bagefter ville jeg tælle sammen og fryde mig over slutresultatet. Rimelig ynkeligt ærlig talt. Som om et tal ville gøre mig moden og erfaren seksuelt.
4. Tallet for din seksuelle debut
De virkelig seje piger mistede deres mødom som 14-årige. Det var også dem, der røg smøger med bølle-drengene i cykelskuret hvert frikvarter, mens de artige piger stadig så frem til at lege med deres Barbie-dukker, når klokken ringede ud efter sidste time. SÅ ung var jeg dog ikke, da jeg havde min seksuelle debut (der gik nøjagtigt ét år mere). Og jeg kan tydeligt huske, at det betød meget for mig. Jeg var sej. I dag har jeg meget svært ved at vurdere, om det egentlig havde gjort en forskel for mit liv, hvis min seksuelle debut først var kommet, da jeg var 18 eller sågar 25?
5. Din løn
Mange af os (ja, det er altså ikke kun mig) har det med at se op til dem i vennekredsen, der tjener mest. Som om de er en slags overmennesker, bare fordi de tjener 60.000 dask om måneden, mens vi andre ligger og roder rundt omkring de 30. Men burde det egentlig ikke betyde lidt mere, hvad vi udretter på vores arbejde? Som for eksempel alle skolelærerne, der arbejder på et stressniveau dagligt, der svarer til en direktørstilling (eller fem), og udfører et virkelig hæderligt og vigtigt stykke arbejde. Samtidig bliver de mellem linjerne kaldt for dovne dagligt i den offentlige debat. Og hvad med sygeplejerskerne? DEM burde vi se op til.
6. Dit kalorieindtag
Heldigvis har jeg aldrig været ude i at tælle kalorier, når det kommer til min daglige kost. Men det er der rigtig mange, der gør i dag. Men mon det egentlig er det værd at bruge så meget energi på noget, der i sidste ende er så svært at kontrollere? Hvis den energi blev kanaliseret over på noget mere meningsfuldt, ville vi kunne nå et langt stykke.
7. Din bh-størrelse
Jeg vil meget gerne have, at der står "70C" i min bh. Også selvom det betyder, at den er fyldt med – ja, netop FYLD – og jeg i virkeligheden er meget nærmere en 70B. "70B" klinger bare overhovedet ikke lige så godt i mine ører. For jeg vil jo så gerne leve op til idealet om at ligne en pornostjerne, selvom mit rationelle jeg bestemt ikke synes, det er pænt.
8. Din skostørrelse
Lidt ligesom med bh-størrelsen, så fryder jeg mig, når jeg kan gå hjem med et par sko i størrelse 39. Hvor, når jeg (i de fleste tilfælde) er tvunget til at indse, at jeg har store damefødder, og dasker hjem med en størrelse 40 i posen, ikke føler helt samme glæde.
LÆS OGSÅ: Psykologen hjalp Lise med at forstå, at det perfekte liv på Vesterbro gjorde hende ulykkelig
LÆS OGSÅ: Derfor er der så meget status i at få børn
LÆS OGSÅ: "Jeg tager Ritalin hver gang, jeg skal forberede mig til eksamen"
Amalie Nebelong (f. 1984)
Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og freelancejournalist hos Egmont. Bor på Østerbro i København med sin mand og to børn.
