Anders W. Berthelsen: Jeg kan slet ikke huske, hvordan mit liv var, før min datter blev født for 11 år siden

Udgangspunkt

– Når jeg taler om, hvor jeg kommer fra, siger jeg altid Kolding, for det var der, at jeg følte, at jeg blev mig. De første år af mit liv boede vi dog i Rødovre, men vi flyttede til Odense, da min far fik et job som salgschef. Jeg voksede op som den mellemste af tre brødre i et hjem med hund og nogle enormt kærlige forældre. Min storebror er halvandet år ældre end mig, og min lillebror seks år yngre. Vi er alle tre meget forskellige – både i udseende og væremåde.

– Mine forældre har haft nok at se til med tre drenge, for vi kunne godt være vilde. Da vi var små, havde min storebror og jeg mange kampe om, hvem af os der skulle bestemme. Jeg fandt nu ret hurtigt ud af, at det nok var bedst at lade ham gøre det. I dag kan jeg nogle gange kigge på ham og tænke, at det også er en hård tjans at være den ældste. Og det skal man egentlig også have lidt credit for, for jeg tror, at han har taget meget bøvl for os andre to. Så det påskønner jeg meget, at han har gjort.

– Vi tre drenge er altid kommet i første række – vi er aldrig blevet tilsidesat. Det har ikke været ovre i den forkælede retning, hvor man bare får alt, hvad man peger på, for det var der slet ikke råd til. Men jeg har altid vidst, at de var der lige meget, hvad der skete. Det er jo en god tryghed at vide, at man har en base, når man skal ud og træde på isen for første gang. Min far har altid været meget arbejdsom. Han begyndte med at aflæse elmålere hjemme hos folk, fordi han skulle have et job, og endte med en lederstilling i samme virksomhed. For mig er han et godt eksempel på, at man kan, hvad man vil, hvis man er villig til at arbejde sig op gennem systemet og ikke føler sig for fin til noget.

– Min mor gik hjemme, da vi var små. Hun er egentlig uddannet frisør, men det har hun ikke arbejdet som i al den tid. Gennem min barndom havde hun i perioder forskellige jobs i alt fra Føtex til boghandler. Da vi blev store, uddannede hun sig til zoneterapeut og åbnede sin egen klinik. Min barndom har været meget almindelig, og det var lige før, at det nogle gange kunne være lidt hårdt, da jeg senere begyndte på teaterskolen, for der kan godt være en tendens til, at man skal have haft en virkelig, virkelig hård barndom for at være en rigtig kunstner. Men det er jo gået meget godt, selvom mine forældre stadig er gift og kunne fejre guldbryllup for to år siden.

Vendepunkt

– Jeg var ikke god i skolen. Jeg var ordblind og kæmpede enormt meget med det. Jeg blev også mobbet i en periode, da vi boede i Odense. Nogle gange tog min storebror affære og sagde: ”Nu stopper det”. Efter noget tid lod de mig være. Da jeg blev større, begyndte jeg at danse breakdance sammen med nogle andre i Odense. Det var noget, jeg havde set i fjernsynet, og så begyndte jeg bare at øve mig hjemme i indkørslen med en ghettoblaster og et stykke pap. Det var ikke rigtigt kommet til Kolding endnu, da jeg flyttede dertil som 13-14-årig.

– En dag i klassens time stillede nogle af mine nye klassekammerater sig op og begyndte at danse breakdance. De var SKRIGENDE dårlige. Særligt en af dem, Fut, som er min allerbedste ven i dag. Og så tænkte jeg bare, at jeg da også kunne stille mig op og danse. Så jeg dansede noget, der var lidt længere end de andres. Jeg blev bedt om at vise det for parallelklassen, og senere begyndte jeg også at undervise de små i det nede i fritidsklubben.

LÆS OGSÅ: Jonatan Spang: "Der var nogle år, hvor jeg var lidt i tvivl om, hvad det hele handlede om"

– Da min storebror og jeg var små, tog mine forældre os ofte med i teatret. Jeg har altid syntes, at der var noget fascinerende ved det. Når vi skulle lave teater i klassen, skrev jeg mig altid på til at spille de større roller, men fik dem aldrig på skolen i Odense. Jeg endte altid med at stå og ovre i hjørnet og være et træ, der blafrede i vinden. Da vi skulle spille teater på skolen i Kolding, var der ikke andre fra klassen, der ville spille hovedrollen, så jeg fik den. Jeg endte på skolens dramahold, og så udviklede det sig derfra, indtil jeg kom ind på teaterskolen som 19-årig. Jeg følte virkelig, at skuespillet var et kald, for der var ikke umiddelbart andet, jeg kunne. Jeg fik også muligheden for at spille med i ”Anne Franks Dagbog” på amatørteatret i Kolding.

– Jeg har altid haft svært ved at møde nye mennesker, fordi jeg altid har været virkelig genert, og hvis min mor ikke havde fulgt mig helt op ad trapperne den første dag på teatret, havde jeg nok bare vendt om og sagt: ”Jeg kunne ikke finde det” og droppet det. Men hun kendte sin lille lus. Jeg har altid hadet det der med nye mennesker. Men når jeg lige har fået set folk an, har jeg altid været enormt tryg og glad. Jeg er heldigvis blevet meget bedre til det, men jeg er glad for, at det ikke er noget, jeg skal igennem igen.

– Det var, som om mange ting faldt i hak for mig i Kolding. Jeg begyndte at være glad, når jeg stod op om morgenen. Der var ikke så mange bekymringer. Jeg følte, at jeg brugte mig selv rigtigt. Det betyder jo meget, at man føler sig set og får lov til at være den, man er. Man kan måske sige, at jeg blev fremkaldt som menneske. Jeg fik også nogle virkelig gode venner. En broget venneflok af alle mulige mærkværdige mennesker – og sådan er min omgangskreds også i dag. Det er VANVITTIGT udviklende, synes jeg. Man indeholder jo mange ting, som man udlever afhængigt af, hvem man er sammen med. Og tænk, at man kan få lov til det. Det, synes jeg, er et kæmpe privilegium.

Holdepunkt

– I slutningen af 1995 var jeg i gang med at lave en forestilling på Nørrebro Teater om The Beatles, som hed ”John, Paul, George, Ringo … and Bert”, hvor jeg spillede George Harrison. En dag kom jeg ind i teatrets kantine, og der sad hun. Som den eneste. Jeg gik over til hende og præsenterede mig. Hun hed Christina og skulle være påklæder. Vidunderligt, tænkte jeg. Der var bare et eller andet. Noget kemi. Hendes øjne … Den måde hun kiggede på. Jeg gik ned i garderoben, hvor Peter Mygind, der spillede John Lennon, sad, og så sagde jeg til ham: ”Jeg har fundet den kvinde, jeg skal giftes med”. Hun var det smukkeste og det blideste, jeg havde set i mit liv.

– Vi har nu været sammen i 23 år og gift i de 20. Vi blev gift ved et klassisk kirkebryllup med en masse mennesker. Det var en fantastisk dag. Hun har vist sig at være alt det, jeg forestillede mig. Jeg tror, at vi er gode til at se hinanden. Vi siger altid godmorgen og godnat og husker også at kysse og kramme hinanden. Det, tror jeg, er vigtigt, for man kan så nemt komme til at tage hinanden for givet og tænke, åh, jeg ligger lige så godt, så jeg gider ikke vende mig om og kysse hende godnat – hun kan få et kys i morgen.

– Jeg er faktisk meget bevidst om at huske at gøre de ting alligevel. Også selvom jeg er træt eller sidder i Prag, hvor vi arbejder forskudt, og jeg føler mig helt plimmelim efter at være kommet sent hjem fra natoptagelserne. Men jeg sørger alligevel for at sætte vækkeuret, så jeg lige kan ringe og snakke med dem begge om morgenen, inden de er på vej i skole. Og så lægger jeg mig til at sove igen. På den måde prøver vi at have hinanden med hele vejen, så vi ikke bare hver især træder ind i vores egen lille verden.

– Jeg tager ikke et job uden at have vendt og drejet det med Christina – og det samme gælder den anden vej rundt. Hun arbejder også i filmbranchen. Det kan være en fordel, at hun kender branchen så godt, men det er selvfølgelig også hårdt, fordi man er meget væk, når man filmer. Så ER det nogle lange arbejdsdage. Man kan hverken hente eller følge i skole. Derfor skiftes vi til at være den, der er afsted, så der altid er en hjemme hos vores datter. Og der må jeg sige, at Christina har taget meget af tørnen det seneste år, hvor jeg har haft virkelig mange ting. Men det er ikke blevet gjort på sådan en ”hallo, det må du bare finde dig i”-måde. Det ER noget, vi har overvejet og snakket igennem.

Kritikpunkt

– Selvom jeg altid har været genert, er jeg ikke et menneske, som gemmer sig af vejen. Jeg går ikke bare med strømmen, fordi jeg ikke tør gå den anden vej. Hvis jeg er uenig, markerer jeg mig. Og jeg er heller ikke bange for at sætte mig op imod chefer. Men det kræver noget, og det kan give nogle hug, så jeg tænker mig om, inden jeg gør det. Jeg blander mig aldrig bare for at blande mig.

– Jeg står ofte og tænker, at vi ikke har brug for at høre alles mening, for det skaber tit bare endnu mere forvirring, og så kan man blive ved med at gå ind og lave tingene om. Der er jeg meget stor tilhænger af chefer, der tager ansvar for en beslutning, for så kan jeg gøre det, jeg er bedst til, i ro og mag. Men jeg har da selvfølgelig også min egen ide om, hvordan tingene skal gøres, og det er også derfor, jeg længe har tænkt, at jeg gerne ville prøve at instruere. Men jeg har heller ikke bare haft lyst til at instruere for at instruere. Det skulle være en historie, der lå mit hjerte nær. Sådan havde jeg det med ”Ser du månen, Daniel”. Og så må man jo stille sig ud på kajen i klaskehøjde i stedet for at gå og brokke sig.

LÆS OGSÅ: Troels Lyby: "Vi bliver så akavede omkring jer, fordi I betyder så meget for os"

– Der er nok larm og rod i verden. Internettet er fantastisk, men jeg synes også, at det er det mest vanvittige lort, der nogensinde er blevet opfundet, for folk tænker sig ikke om. De skriver bare ud på Facebook ud fra en følelse, som de lige fik. Uden overhovedet at have overvejet, at der måske kommer en anden side af sagen om tre timer, hvor det så er pissedumt, at man var så hurtig på knappen. Vi HAR ikke behov for at høre på alles mening hele tiden. Det HAR vi ikke. Det er ikke konstruktivt. Jeg synes, at det er noget skidt. Jeg har bare ikke det behov. Og det er ikke ensbetydende med, at det ikke også bruser i min krop, når jeg støder på noget, der er uretfærdigt. For det gør det bestemt. Der er jo ikke andet end uretfærdigheder i verden. Men jeg foretrækker at vende problematikken med familie og venner over en middag.

– Jeg er bekymret for, hvordan verden udvikler sig, for jeg synes dæleme ikke, vi mennesker har meget overskud over for hinanden. I stedet for render man rundt og er politimænd over for hinanden, for dér kan man hævde sig selv – og jeg synes, det ER så træls. Det handler jo i bund og grund om, at man føler sig overset eller selv har fået et møgfald eller sådan noget. Jeg vil ikke ende som sådan et menneske. Så vil jeg hellere lave noget andet, hvis det er det, der skal til. Jeg elsker at bruge penge, og jeg elsker at invitere folk ud. Jeg vil da også gerne have en lækker bil og et fedt hus. Men det er ikke det, der definerer, om jeg er et lykkeligt menneske. Det er, om jeg har det godt og er glad, når jeg går på arbejde, og at jeg ikke føler, at jeg skal sluge en masse lort, der i sidste ende betyder, at jeg ikke har overskud til min familie. Så vil jeg hellere bo i en lille lejlighed og have en mindre lækker bil.

Omdrejningspunkt

– Jeg kan slet ikke huske, hvordan mit liv var, før Vigga blev født for 11 år siden. Hvad lavede vi dengang? Jeg kan nogle gange tænke, spiste vi virkelig først aftensmad klokken halv ni om aftenen? What the fuck! Jeg tror, jeg er den samme person som dengang, men det ændrer bare en masse ting at få den her lille guldklump, som også fjerner enormt meget kiggen-i-egen-navle. Der er pludselig noget andet, der kommer i første række, og jeg kan bare mærke, at sådan vil det være resten af mit liv. Jeg vil til hver en tid bytte mit liv med hendes, og SKULLE jeg lave en aftale med djævlen, ville jeg sige: ”Så tag mig! Hvad vil du have? Skal jeg hoppe ud fra broen, for at hun kan overleve?”. Der er ikke det, jeg ikke vil gøre. På den måde ændrer ens tilværelse sig. Man er bekymret resten af sit liv. For bittesmå ting. Det ligger jo i baghovedet HELE tiden.

– Lige meget hvad jeg laver, tænker jeg på, hvordan mit barn har det. Og sådan vil det sikkert også være, når hun bliver stor – det kan jeg da mærke på min mor. Jeg tror aldrig, hun slipper bekymringen. Den ER der bare. Selvom hun har granvoksne børn, er det alligevel sådan: ”Det er godt, lille Anders”. Det er jo fantastisk. Hun bekymrer sig altid om sine børn, og jeg kan jo se på hende, at hun er glad, når vi har det godt. Hun håber, vi klarer de hurdler, livet byder på. Og sådan ER det jo. Man kan kigge på sit barn og tænke, puha, nu skal du igennem det her, og det bliver skidehårdt, men det bliver også godt for dig på den anden side. Det er jo også sjovt at følge den udvikling.

– Jeg prøver at lære hende, at hun skal være empatisk og kærlig, og at man skal tage sig af hinanden. Det synes jeg også, at hun er god til. Hun er en hård pige. Der er gang i hende. Jeg vil selvfølgelig også gerne have, at hun lærer at læse, skrive og stave og alt sådan noget, og det er jeg så lykkelig for, at hun god til. Det er jeg virkelig, virkelig glad for – der er ikke nogen ordblindhed, som jeg selv kæmpede med. Det gør mig glad, at hun kan begå sig på den måde. At hun er lidt doven, skal vi nok komme efter.

– Jeg er selv meget stædig, og det har hun arvet. Hun er bare beyond stædig. Hun skal lige lære, hvordan hun får brugt den stædighed rigtigt. Det er jo ikke nødvendigvis en negativ ting at være stædig, det kan være en KÆMPE styrke. Men det kan også være en dum ting. Man kan også være dumstædig. Nogle gange tænker jeg, at det der tror jeg ikke, du skal være så stædig omkring … Og det er jo der, hun skal guides i den rigtige retning. Det er vel egentlig det, livet går ud på … At man prøver at finde ud af, hvordan man bruger de talenter, man nu har, rigtigt. Men det skal helst ske uden en løftet pegefinger. Det magiske punkt ved opdragelse er jo at guide dem på en måde, hvor de tror, de selv har fundet ud af tingene.

Blødt punkt

– Jeg er en kæmpe romantiker. Altså KÆMPE romantiker. Jeg elsker at se romantiske komedier, og når folk er ude at finde deres forældre i ”Sporløs” – det kan virkelig ramme mig … Jeg bliver let rørt til tårer. Den kanal er meget åben. Jeg er MEGET sentimental og følsom, når jeg først lukker op. ALT der handler om familie og kærlighed. Folk, der bliver gift, taler til hinanden … uha … jeg kan slet ikke klare det … Jeg synes bare, at det er så smukt og rørende at se voksne mennesker stå og sige, hvor meget de betyder for hinanden. Det er noget af det mest vidunderlige i verden.

– Folk kigger ofte over på mig til familiefester og siger: ”Hey, stil dig op, og hold en tale! Du er skuespiller!”. De to ting hænger OVERHOVEDET ikke sammen. Når man laver teater og film, er det jo en rolle, man arbejder sig ind i. Så det er noget helt andet. Men skuespillere er jo forskellige, og der findes dem, der elsker at stille sig op på den måde. Den gruppe hører jeg så ikke til.

– Noget af det værste, jeg ved, er at skulle rejse mig op til en familiefest og holde en tale … Jeg bliver alt for selvbevidst, nervøs og rørstrømsk. Jeg HOLDER dog mange taler til familie og venner … Men jeg vil da helst være fri. Det ER jo bare sådan, at når nogen, der står mig meget nært, bliver gift, føler jeg også, at jeg bør sige noget. For jeg ville jo også blive ked af det, hvis jeg ikke gjorde det, og så må jeg trodse det, der ellers holder mig tilbage. Men jeg synes, det er hårdt. Det synes
jeg virkelig, det er.

Skæringspunkt

– Da jeg fyldte 40, var jeg nået til et punkt, hvor der var mere ro, og jeg havde mere overskud. Men det er jo egentlig ikke noget, årene bare giver dig. Det er en følelse. Du skal ligesom tage det ansvar selv og sige, at jeg er nået en alder, hvor jeg vil det her, og nej, jeg gider ikke det der. Til september fylder jeg 50, og nu synes jeg, at det begynder at stramme til. Jeg prøver at tage alderen, som den kommer, ved at overbevise mig selv om, at halvtredserne er de nye fyrrere, og at SÅ gammelt er det jo heller ikke. Og så kigger jeg bare på andre omkring og tænker, nå, Peter Frödin er ældre end mig.

LÆS OGSÅ: Peter Mygind: Denne ting bør alle kvinder vide om mænd

– Jeg kan godt se, at folk rundt omkring begynder at få skavanker. Derfor er jeg blevet endnu mere bevidst om, at det er vigtigt at leve sundt og få trænet, så jeg kan få flere gode år. Men det er jo svært, når jeg er på optagelser på forskellige tidspunkter af døgnet. Hver gang siger jeg til mig selv, at træningen skal holdes ved lige. Jeg er ofte inde i en god periode op til, og så går jeg i gang med optagelser – og så kan jeg starte forfra igen med at få så ondt i røvballerne, at jeg næsten ikke kan sætte mig ned.

– Jeg tror, at det er vigtigt, at man bliver ved med at være åben. Jeg er jo slet ikke parat til bare at læne mig tilbage. På den måde er der jo masser af udfordringer foran mig endnu. Derfor skal det nok gå. Jeg krydser bare fingre for et godt helbred. Det eneste, jeg savner, er det der med, at kroppen bare regenererer lynhurtigt. Det var tider … Jeg gik ellers og var overbevist om, at den der ”årh, det var hårdt” aldrig ville ske for mig. Men den kom jo, må jeg indrømme. Så der må man bare kigge misundeligt på ungdommen og tænke: Du var ude at drikke til klokken fire i nat, siger du? Klokken er syv. Ikke en rynke, ikke en sort streg. Det er flot!